Alfred Alm stopper

“Egentlig er jeg ked af at skulle holde op, men jeg er 88 og skroget er ikke længere, hvad det har været.”

Vi er i marts 1990. Alfred Alm må lukke sit skrædderi i Amaliegade 16 og gå på pension. Han er blevet for gammel, og mange af hans trofaste kunder er døde. Forude venter et otium, der blandt andet skal bruges på bridge og Københavns Golfklub, hvor også hans hustru, Gurli, er medlem.

Adelens skrædder

Ved siden af en afskedsreception i Amaliegade for kunder, venner og forretningsforbindelser har der været bud efter Alm fra pressen. Han har givet interview til både Berlingske Tidende og Politiken.

”Den sidste tapre skrædder”, smælder overskriften i Berlingeren.

”En skrædder takker af”, meddeler Politiken mere afdæmpet.

Begge portrætartikler indfanger, at skrædder Alfred Alms afgang er en større forandring end nedlukning af et lille firma. Alm repræsenterer et særligt Danmark af i går.

”Det var i 1928, at Alm slog sig ned i Bredgade med en kundekreds, der hørte hjemme på de danske slotte og herregårde. Kunderne blev ofte sønner af de damer, hans far syede for. Faderen var dameskrædder og tog i sin tid over sundet fra Sverige for at etablere sig i det københavnske,” skriver Politiken.

Artiklen tager tråden op fra et portræt af Alfred Alm, som den muntre journalist Hjalmar Havelund havde begået i “Hjalmars hjørne” i Berlingske Tidende i 1978.

“Hjemmefra fik jeg ingen hjælp. Far var en mesterlig fagmand, men en elendig forretningsmand. Til gengæld fik jeg efterhånden sønnerne af hans kunder. I 30’erne var 60 pct. af dem, der fik syet hos mig, adelige. Nu 20 pct.,” havde Alfred Alm forklaret Hjalmar Havelund i 1978.

Det specielle Alm-snit

1930’erne, og til dels 1920’erne, lader til at være Alfreds Alms formative år. 27 år gammel i 1928 kunne han kalde sig skræddermester, da han åbnede sit eget skrædderi med ansatte i bagbygningen ved Bredgade 33 i Frederiksstaden.

Det var også i 1930’erne, han fandt sit snit. Tidligere oldermand i Skrædderlauget, herreskrædder Willy Mokjær, har ligefrem sat et årstal på: 1937. Siden opdaterede Alm kun sit snit forsigtigt.

“Dette er en stil, der ikke forandrer sig fra år til år. Skuldrene har en naturlig hældning – vi putter aldrig vat i tøjet. Og benene er ikke for vide – eller for smalle. Men selv om jeg altid har syntes, at England havde verdens bedste skræddere, så putter de for meget vat i nu. De har ikke holdt fast i stilen,” siger Alfred Alm i sit afskedsinterview med Berlingske i 1990.

I 1978, i interviewet med Hjalmar Havelund, havde Alfred Alm formuleret sig således:

“Jeg bevarer temmelig konstant min stil og foretager ligesom de engelske skræddere i Savile Row kun ganske små ændringer i tidernes løb. Det, jeg lægger mest vægt på, er skulderpartiet.”

Willy Mokjær skulle siden uddybe i et interview i Politiken i 1993, at Alms snit har en “bred ryg, smal ved brystet, kort revers og ærmet drejet på med rund søm.”

Mellemkrigstidens stil – delvis

Ser man på habitsnit fra 1920’erne og 1930’erne, giver Alms snit mening. Jakkerne i Mellemkrigstiden var ofte beskedent vatterede i skuldrene. Brede revers som på Alms jakker var almindelige. Og Mellemkrigstiden var perioden, hvor drapé-stilen med pli ved armhuler foran og bagpå ved skulderblade samt overærmer med vidde tog livet af kropsnære victorianske snit. I 1940’erne og 1950’erne svulmede jakkesæt yderligere op, jf. det amerikanske zoot suit, og skuldre blev polstrede med vat.

Alm-jakkernes smalle brystparti afviger dog fra den pli, man begyndte at lægge i brystpartiet i Mellemkrigstiden. Vat var også udbredt i 1930’erne, dog i mindre mængder i sammenligning med, hvordan man slog sig løs i 1940’erne.

Willy Mokjær leger med tanken i juni 2017, at svensk skrædderitradition muligvis har påvirket Alfred Alms snit og tilgang til håndværket.

Ingen arvtager

Alm må meddele i sine afskedsinterview, at han er nødt til lukke skrædderiet, fordi der ikke er nogen til at tage over.

“Skrædderiuddannelsen de sidste 25 år har simpelthen været for dårlig. Ikke at de ikke kan sy. Men man skal jo lære at tage mål og klippe tøjet også,” fortæller Alfred Alm opgivende i Berlingske Tidende.

De ellers udmærkede skræddere, han har i skrædderiet, tør han ikke lade stå for opmåling og tilskæring. Han burde måske have oplært en af dem, men rollefordelingen er nagelfast i skrædderiet: Han er cheftilskærer, hans ansatte skræddere syr primært.

I 1993, tre år efter afskedreception og afvikling af skrædderiet, kan vi dog se, at situationen har ændret sig. Måske er det de gentagne beklagelser fra gamle kunder, der nu ikke længere kan bestille et førsteklasses jakkesæt i København med Alms naturlige skuldre, der får Alm til at begive sig til Frederiksberg. I hvert fald tager den nu over 90-årige skrædder sig engang imellem en pause fra bridge og golf og besøger Willy Mokjær, oldermand i Skrædderlauget, der har sit herreskrædderi på Bianco Lunos Allé på Frederiksberg, dér, hvor Peter Undén nu har sit herreskrædderi.

Hvorfor den tur?

Aflurer Alm-snittet

“Når skuespillerne i min tid gik på scenen i distingverede roller var det i mine Alm-habitter. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg sprættede en Alm-habit op og kopierede den, ligesom vi f.eks. syr nye Holberg-kostumer efter de originale,” kan Willy Mokjær fortælle i Politiken i 1993 i et interview under overskriften “Eliten har hang til Alm-habit”.

Willy Mokjær har simpelthen afluret Alm-snittet, idet han har forandret en Alm-habit eller syet en ny habit på Det kgl. teater, hvor han var chef for skræddersalen frem til 1988. Flere skuespillere gik således i Alm-habitter, både privat og på scenen.

En gammel Alm-kunde, skuespilleren Martin Hansen, kan have forbundet Mokjær og Alm. Mokjær erindrer i juni 2017, at han havde syet “en dobbeltradet blå habit efter alle Alms principper” til Martin Hansen. Martin Hansen, der ligesom Mokjær forgudede Alm, har givet mødt Alm i sin blå Mokjær-habit.

Vi kan tænke os, habitten har gjort indtryk på Alm, og at han er kommet den ihu nogle år senere, da han har pensioneret sig og gamle kunder vedbliver at spørge til, hvilken skrædder de nu kan gå til. Alm har derpå besluttet at kontakte Mokjær og iføre sig sin cap og stige i en drosche ved sin lejlighed på Østerbro engang imellem for at køre til Frederiksberg. Der medvirker han så i en omhyggelig overlevering af gesjæften til Mokjær.

“Selv om Mokjær kan kunsten, er Alfred Alm ofte med, når habitten prøves. Et lille, godkendende nik fra Alm giver kunden den nødvendige tryghed,” som Politiken kan berette i artiklen fra 1993.

Flere end halvfemsentyve år kan ikke holde Alm fra skrædderiet. Han har en historie, der skal afsluttes ordentligt.

Mere om skrædder Alfred Alm

Jeg har mere i posen om Alfred Alm. Ligger du inde med viden, anekdoter eller tøj fra den ærværdige herreskrædder, hører jeg dog meget gerne fra dig. 

Du kan se et eksemplar her af en tredelt Alm-habit, som Jimmy Poulsen købte second-hand og siden fik forandret hos Undén.