Det stemmer at vi i den forbindelse egentlig bare kan bestille et klassisk blåt jakkesæt hos dig… Det er måske pointen i diskussionen her, hvor vi taler lidt forbi hinanden. Nemlig at et “almindeligt” jakkesæt nok er referencerammen for denne læserskare. Det kan de fleste forholde sig til. Kommentarerne skal derfor primært betragtes som individuelle stillingtagelser, ikke direkte som kritik af projektet, endsige jeres valg.

Det kommer bag på mig at kommentarerne opleves som sarkastiske. Jeg ser det som udtryk for jeres engagement i projektet, og for den mængde hjerteblod I har kastet i det. De allerfleste kommentarer er almene indspark i diskussionen om, hvor vidt Mortens helt unikke valg kunne være noget for flere af os, især for de unge (sådan som Karen B har hentydet til). De fleste her har nok afgjort for sig selv, at vi snarere tilhører den midaldrende gruppe, der vil nøjes med at se nydeligt ud – en opgave som er svær nok. At en enkel deltager i den forbindelse vil tage til London, er hans egen konklusion og skal han da have lov til at mene.

Da to af mine kommentarer citeres under labellet “sarkasme” vil jeg kort gøre det klart, at de var generelle iagttagelser. Vil man fx. købe sig en konfektionsskjorte idag, så taler sælgerne om de flotte farvede knapper snarere end om pasformen. Her må det være indlysende, at det skulle være bedre at have en skjorte der sidder godt, end nogle røde knapper. Angående bukselængden citerer jeg bare to danske skræddere. De har hver især begrundet længden med dogmet om om knækket foran, selv om jeg selv faktisk synes at begge bukserne føles lidt for korte.

Når alt dette er sagt, så er jeg sikker på, at ejermanden føler sig godt tilpas i sættet. Målet ser ud til at være nået med bravour. Hvad vi så synes, er i den forbindelse uden betydning, men er kommentarer for sig selv og i en bredere referenceramme.
Tak fordi vi fik lov at træde inden for og se, hvad for nogle opgaver skrædderfaget også kan klare.

Hvis de er udført, som Morten ønsker det, så er det ægte skrædderi. Er pasform og forarbejdning i orden, så er det godt håndværk. Er stoffet det ønskede, så er det i orden.

Smag, behag og stil, skal jeg ikke her komme ind på. Jeg vil dog gerne bekendgøre, at “it is not to my liking”, men det er jo heller ikke lavet til mig.

Et af de steder, hvor vandene skilles, er i forhold til jakkesættet som dragt, og det vil jeg godt tage fat i: Jeg ser jakkesættet som en særlig mulighed for at skabe det, jeg i mangel af bedre kalder stil. Der er noget med det mønster, som langsomt er blevet forfinet gennem 200 år, som er ekstraordinært: det har et særligt potentiale for at hjælpe med at gøre en mand elegant, smuk, forførende, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg genfinder ikke det blik hos Karen B og Sten Martin Jonsson, når de førsøger at affærdige et marineblåt jakkesæt som gammeldags eller let at lave. Det er, som om de opfatter det marineblå jakkesæt som en begrænsning i stedet for en gave. Desuden er deres position i bedste fald absurd, fordi det marineblå jakkesæt ganske enkelt er herreskrædderiets urdragt. I værste fald afslører den en manglende forståelse for herreskrædderiets verden og den charmerende langsomme udvikling, der præger den. Jeg kan godt forstå behovet for at udvikle, opfinde og komme videre, men en gletscher har den fart, en gletscher har.

“You cannot truly design og redsign a garment, the basic shape of which is already dertermined by history. If you don’t follow tradition in design of a suit inherited from the past, you have no suit.” [Hardy Amies]

VH Torsten

Det jeg forundrer mig lidt over er, at nogen så let formulerer, at der skulle være taget nogen ikke-valg. Kommentarer som “…at mange går op i røde skjorteknapper, men selve stoffets kvalitet er der få, der har øje for.” og “…deres eksperiment [er] ikke uden omkostninger, hvis man ser pasforms- og snitmæssigt på det…” forstår jeg slet ikke. Hvis det nu netop var denne pasform vi gerne ville have, har vi da gjort noget forkert? Skulle vi have syet et andet sæt i stedet for?

Der bliver også talt lettere ned om, at gøre ting anderledes. Hmm… Vil vi da ikke alle sammen gerne være lidt anderledes, og aligevel høre til i en gruppe? Er det netop ikke pointen med denne blog? Dér hvor jeg måske synes det bliver lidt trist, er, når vi af en eller anden grund vil holde dem vi ser som anderledes tænkende udenfor. Ikke?

Vedrørende bukserne. “…et knæk foran, men ikke bagerst” og “…er det en fejl?” er for mig lidt pudsige kommentarer. Bukselængden har vel netop den længde som den skal have. Og et “knæk foran, men ikke bagerst” er da ikke særlig skrædderagtigt, blot almindeligt, da man derved slet ingen facon laver i buksernes oplæg = ren konfektion.

Vedrørende jakken, så er den da knap så anderledes. I detaljer ja, men ikke i sin helhed. Vi startede ud med en almindelig polstret jakke, men besluttede os halvvejs for at lave den helt blød og trøjelignende i stedet for. Dét ønskede min kunde, og de polstrede jakker havde vi prøvet før.

-Skulderne og ærmisætningen har ingen skulderpuder og heller ingen ærmefisk. Vi ville nemlig at jakken skulle hvile på de ægte skuldrer, for at vise hvordan kroppen egentlig ser ud.
-Kraven har en størrelse, så en stiv bred krave, som min kunde tit ønsker at gå med, har plads nok. Det har vi prøvet. Ikke for tæt og ikke for høj, da det nemt bliver ubekvæmt.
-Bølgene ved midt bag-sømmen er en udstrækning i stoffet, da stoffet var en lille rest (fra et gammelt lager) som vi gerne ville bruge, og udstrækninger tit viser sig for enden af en stor stofrulle. Hvis man kigger nøjagtigt, er bølgerne noget der springer ud fra selve stoffet ca 2 cm fra sømmen, og derefter er blevet holdt ind igen for at få mønsteret til at passe. Valget var at enten bruge det stof vi kunne lide, og placere skævheden som i rigtig gamle dage, bag, eller at finde et andet stof. Vi valgte det første, da vi finder en charme ved at bruge “det man har” istedet for at bare købe nyt.

Jeg håber nu ikke kommentarerne vil gøre min kunde mindre glad for sit sæt, der nu har end flere historier med sig, og hvor min kunde har været med i hvert eneste trin af fremstillingen. Endnu en gang. Jeg vil også gerne minde om, som Potter så fint her ovenfor nævnte, at dette sæt hverken var bestilt af hr. Torsten, hr. Potter, hr. AFJ-tag-dog-til-London eller hr. Peter-superskideskørt, men af min kunde.

Og hvis man ønsker at være langt mere provokerende, i et pænt marineblåt jakkesæt med slips, ja så er det jo bare at bestille et sådant. De er nemlig knap så vanskelige at lave. Det er jo dem, de fleste gerne vil have.

—–
PS: Morten havde sin favoritbog i inderlommen under forograferingen. Det er jo dét en inderlomme skal bruges til, ikke?

PPS: Hr. Potter, jeg vil da gerne mene at denne blog ikke er “en blog om ‘klassisk’ herremode, som hylder skrædderverdens principper fra før designermærkerne og maskinerne tog over”. Hvis den var, ville tøjet i bloggen nok se ganske anderledes ud. De bærer jo nemlig netop præg af industrialisme og mærkevarer, så vidt ikke industrialismen tog over for blot halvtreds-tres år siden.

Nu findes der, nu om dage, ikke noget der er mere konventionelt end at ville “gøre tingene lidt anderledes og rykke lidt ved traditionerne”. Jagten på den personlige, skæve detalje er en ren folkesport. Er man ikke individualist så er det fordi man er sær.

Der hvor jeg kommer er det langt mere provokerende at møde op i et marineblåt jakkesæt med slips end det er at komme i noget “superskideskørt”.

Ikke at det i sig selv er et argument for noget som helst.Personligt finder jeg at det er langt mere udfordrende at udforske traditionen end det er at jagte noget der kan skille mig ud som alle de andre.

Som Bjarne Liller synger: “Man er vist nok en smule gammeldags”

Bedste Hilsner

Peter

For mig er skrædderi et håndværk, hvor man med udgangspunkt i de gammelt håndværksmæssige traditioner skaber et unikt produkt, der er tilpasset den enkelte kundes ønsker, smag og figur. Og det synes jeg er lykkes i dette projekt. Dem, der går foran og prøver at ændre noget gammelt & traditionelt, får ofte kritik for at ”ødelægge” noget, men moden er i evig bevægelse – og hele tiden fremad. Og hvis skrædderiet ikke også forandre sig, men bliver ved med kun at sy traditionelle jakkesæt til ”nydelige, midaldrende herrer”, så vil faget uddø! Og det er der jo ingen af os, der ønsker:o)

Jeg er enig i, at det er sundt for skrædderiet med en skrædder som Sten Martin Jonsson og en kunde som Morten Søkilde, der leger med skrædderiet og udforsker dets muligheder, og at det kan være med til at indfange nye generationer. Men som jeg også forsigtigt prøver at gøre opmærksom på, er deres eksperiment ikke uden omkostninger, hvis man ser pasforms- og snitmæssigt på det, hvor der er en del at komme efter, fx sammenlignet med godt skrædderi fra Italien og England. Det kan man så vælge at prioritere ned og sige, at de mange personlige valg og den originale proces er det væsentlige – det hold er jeg ikke med på, for skønhed rækker for mig at se videre end det personlige. Men jeg finder som sagt eksperimentet spændende.

VH Torsten

Angående bukselængden har jeg altid hørt, at der helst skal være et knæk foran, men ikke bagerst. Personligt foretrækker jeg også lidt for lange frem for lidt for korte benklæder. Det er nemmere, når man cykler, og så kan de jo altid lægges op…

Hvor vellykket dette unikat end er, ved jeg ikke, om det er fremtiden for herreskrædderi. Legen med konventionen kan jo kun finde sted, når denne konvention stadig findes. Og gør den det? Som tidligere skrevet, iagttager man, at mange går op i røde skjorteknapper, men selve stoffets kvalitet er der få, der har øje for. Et almindeligt velsiddende, skræddersyet jakkesæt er i dagens Danmark allerede svært nok at få lavet for lutter ArmaniBlingBling og kræmmermentalitet.

Jeg er enig med Eva i, at Morten og Stens “leg” (må man sige det?) i hvert fald er med til at åbne øjnene op for de muligheder, skrædderiet tilbyder. Det ville dog være ønskværdigt hvis man – som i Italien – fik en bredere masse med på idéen om “almindelige” jakkesæt, bare i flere farver og mønstre og skræddersyet, selvfølgelig.
Tak til Sten & Morten & Torsten fordi vi fik lov at følge med.

Tænk at have så meget holdning til, hvordan tøjet skal se ud…
Tænk at have så meget faglighed, vilje og kant til at eksekvere det…
Og sikken bonus at give Stiljournalen noget at tænke over…..;-))

Skal benklæderne i dag sidde i “lag” ved skoen idag – eller er det en fejl?