Det ligger lige for, men er overraskende svært: at klæde sig selv og ikke en eller anden figur, man gerne vil være, fx en engelsk gentleman, en succesrig forretningsmand eller en raffineret professor.
Men man må fastholde virkeligheden, det vil sige sig selv, hvis man gerne have stil. Nok så mange skræddersyede jakkesæt og håndsyede sko forslår som en, ja, skrædder i helvede, hvis de ikke forædler den person, man er, både åndeligt og fysisk.
“Udyret dækker sig til. Den rige mand og fjolset pynter sig. Den elegante mand klæder sig,” som Honoré de Balzac bombastisk, men præcist udskilte kunsten at klæde sig engang i 1800-tallet.
På et mere praktisk plan skal man – inden for en visse fælles rammer – vælge de farver og teksturer, som man befinder sig godt i. Vælg fx et marineblåt jakkesæt i stedet for et koksgråt jakkesæt, hvis det står godt til din ansigts- og hårfarve. Vælg et brunt slips i stedet for et blåt eller rødt slips, hvis det leger godt med dine brune øjne. Hold dig til lyseblå skjorter i stedet for hvide, hvis du finder den hvide skjorte for kategorisk til dit temperament.
Jeg taler ikke om regler her, men eksempler på, hvordan man kan komme nærmere at klæde sig selv i stedet for blot at overtage de samfundsskabte billeder, som mediemaskinen spyr ud, ofte påhæftet skrækkelige ord som “looks” og “outfits”. Man må i stedet selv gå på opdagelse for at finde de små ting, der forædler udtrykket. Man må klæde sig selv.
Det kunne Picasso også.
Kære Torsten
Nu begynder det at ligne en filosofi om at klæde sig godt. Har den et navn, eller skal den have et?
/Ebbe
Well written!
Amen til det hele – også Picasso!