Trængsler og muligheder i skrædderi

Er vi, der tror på skrædderiets nødvendighed, omvandrende gravballemænd, eller er vi forud for vores tid?

Tanken sejler rundt i hovedet med mellemrum. Jeg vil gerne se skrædderiet som et sidestykke til fin madlavning baseret på fremragende råvarer, håndbyggede møbler og en del af den voksende bevægelse for bæredygtighed, herunder ideen om at købe mindre og bedre. Men når jeg nøgternt funderer over de mekaniser, der er i spil på klædedragtens felt, virker troen på skrædderiets fremtid lettere vanvittig.

Vi er oppe mod storkapitalen, som Enhedslisten sagde i gamle dage. De etablerede mærkevarer med deres kolossale budgetter – Ralph Lauren og Hugo Boss, for eksempel – dominerer, hvad der er god smag, og hvordan vi skal gå klædt. Gennem annoncekroner, sponsorater, køb af kendisser og reklamevarer påvirker de de smagsdomme, der hersker i magasiner, aviser, modeuger, internetblogs og blandt slutkunderne. Implikationen er et godt greb om sortimentet i herretøjsbutikkerne, der er afhængige mærkevarernes magi for at få solgt varen.

Situationen er selvfølgelig absurd. For det, der foregår, er jo, at middelmådighed forvandles til luksus og god stil. Frysepizzaen sælges som gourmet.

Men skrædderiets udfordring er ikke kun det fordrejede smagsunivers, som råder. Der er også en kværnende økonomisk virkelighed. Mens omkostningerne, der er forbundet med konfektionerede varer, løbende falder som følge af teknologiske fremskridt, tager skrædderi den tid, skrædderi tager, og bliver derfor løbende relativt dyrere end de konfektionerede varer.

En tredje udfordring er, at konfektionerede varer faktisk ikke kun bliver billigere, men i flere tilfælde også bedre. Tager vi det øverste lag af italienske herrekonfektion i dag, nærmer den sig med løs hårdug, håndpikerede revers mv. forarbejdsmæssigt skrædderiets niveau. Og konfektionen med klæbematerialer bliver også bedre. Nej, der er ingen prøver, ingen rigtig personlig klædedragt. Vi er stadig i kostumeafdelingen. Men skrædderne skal levere det ypperste for at sætte den gode konfektion til vægs. Der er ikke plads som i gamle dage til skrædderi, der er ok. Skræddere, der vil vil overleve i dag, skal være topklasse for at distancere den bedste konfektion sikkert.

Så skrædderiet har nøgternt set en svær nutid og endnu sværere fremtid foran sig. Konkurrencen med konfektion i både kulturel, økonomisk og kompetencemæssig henseende ser skrækindjagende ud.

Med mindre, altså, den kulturelle bølge af bæredygtighed o.s.v. efterlader sig et nyt landskab med nye spilleregler, vi kun fornemmer konturerne af i det. Det kan faktisk være. Der er uomtviseligt en stigende interesse for tøj af kvalitet, for “slow fashion”, blandt yngre mænd. Hvor robust fænomenet er, er vanskeligt at sige, men det findes, og det tager til i styrke.

I det spinkle gryende lys var det god timing, at Erhvervsuddannelsen i Sønderborg (EUC Syd) i sidste uge afsatte en konferencedag i skrædderiets tegn. Det er ikke noget, de normalt gør, men nu skulle det være.

Jakob Bay, tidligere herreskræddere på Nørrebro og i dag underviser ved EUC Syd, kontaktede mig engang i efteråret 2011 for at høre, om jeg ville tale ved konferencen. Det ville jeg klart gerne.

På dagen bombarderede jeg forsamlingen i halvanden time med skrædderi og jakkesættets fornøjelser og muligheder. Selvom jeg spottede et par enkle vippende hoveder, tror jeg, jeg fik tændt en vis gejst i forsamlingen på skrædderiets vegne: Det kan godt betale sig at satse på det gode gamle håndværk!

Budskabet understøttede Magnus Tougaard, der var på scenen før mig, på glimrende vis med en personlig beretning om sin vej til herreskrædderiet. Magnus Tougaard er chef for skræddersalen på Det kgl. teater og besidder nogle af landets få hænder, der kan alle herreskrædderiets teknikker. Citatet “Naar Alvor og Sandhed forenes med Flid, naaes Maalet” står på den medalje, han modtog af Dronningen for sin svendeprøve i starten af 1990’erne.

Marianne Carøe, også skrædderudannet med læretid hos herreskrædder Aage Bidstrup Nielsen i Viborg og nu med eget firma, der har speciale i skræddersyede brudekjoler, gav tillige et indlæg på konferencen. Det var netop alvorligt og dybfølt. Hun ankede mod, at dagens unge mennesker, hun får ind, ofte har svag viden, mangler passion og viljen til hårdt arbejde. Passion er afgørende, pointerede hun, og fremstod selv som et eksempel på den.

Konferencen i Sønderborg er naturligvis ikke nok i sig selv til at redde skrædderiet i Danmark. Men den accentuerede håndværkets særlige kvaliteter på tøjfronten og gav ved sin blotte realitet måske et vink om, at vi, der tror på skrædderiet, er mindre museale, end det hedder sig.

Collage: Stiljournalen