Min mor var forbi. Hun medbragte et portrætfoto af sin oldefar Emmanuel Larsen, der levede fra 1865 til 1917. Vi kan ikke datosætte det præcist, men det er formentlig taget omkring 1915.
Det, der optager mig ud over ansigtet og øjnene, er naturligvis dragten. Fotoet er så skarpt og detaljeret, at man kan fornemme den selvbundne sløjfe, lommeurets gyldne lænke, knappernes skin og stoffets tekstur, som er robust, dog næppe mere end sædvanligt på den tid.
Jeg tror, vi kan kategorisere stoffet som en cheviotvare. Det er tætvævet og sildebensmønstret, som cheviot typisk er. Desuden var cheviot udbredt som stof til jakkesæt dengang modsat i dag, hvor de fleste jakkesæt sys af fin og let kamgarn.
“GARTNEREN ind i Søndagsdragt: blaat Cheviots Jakkesæt, hvidt Kravetøj og Manchetter,” som en regibemærkning lyder i Gustav Wieds skuespil Den gamle pavillon fra 1902.
Udformningen af jakkesættet udgør også en studie. Det er ikke overraskende, at det er tredelt. Jakkesæt uden vest etablerer sig først efter 2. Verdenskrig.
Jakken i den tredelte habit er dog toradet. Det var ikke i samme grad fremherskende som en enradet jakke med vest.
Den årvågne vil også bemærke, at den nederste vestknap er knappet, og hov, var og er det ikke forbudt i henhold til jakkesættets traditioner?
Mere end en uforvarende lovovertrædelse tror jeg, man skal se det som et eksempel på, at jakkesættet var mindre stiliseret og mere personligt på den tid end i dag. De små normer var mangfoldige, da alle gik i jakkesæt, i modsætning til i dag, hvor vi, der sidder i Vogternes råd, finpudser og forenkler de vaner, der følger med jakkesættet, mere end historien kan bære.
Man ser ved skulderkonstruktion og ærme, at vi befinder os i de første år af 1900-tallet. Det løse snit med drapé over skulderspidser, bryst og skulderblade, der bryder igennem i slutningen af 1920’erne, venter endnu forude.
En anden sigende detalje er, at bukserne er uden læg i livet, hvilket formentlig også indebærer, at de er uden opslag. De to træk begynder på den tid, men bliver først normale med drapé-stilen.
Portrætfotoet har eksisteret i flere kopier. Min mor er stødt på en dedikation til en af dem i skuespilleren Clara Wieth Pontoppidans erindringer. Dedikationen er fra januar 1917, da min tipoldefar vidste, han uhelbredeligt syg. Den lyder:
“Kjære Fru Clara Wieth! – Nu skilles vi snart – men så rigt var vort Samarbejde, at vi atter engang maa mødes. Gjem dette saalænge og tænk venligt paa Deres hengivne Emmanuel Larsen.”
Foto: Privat/Den velklædte mand
Kære Torsten
Det er en god pointe med den lukkede knap og vor tids mani med dømmesyge og smagsdommeri.
Som du har været inde på en anden gang(exemplerne var vist størrelsen på cigarer eller prisen på champagnen),er der meget,der peger i retning af, at fordi så mange traditioner, vaner og ritualer netop ikke er blevet overleveret, jamen, så “genopfindes” de af os af i dag på et meget larmende og sikkert i bund og grund aldeles tvivlsomt grundlag. Lidt ligesom med de produkter, vi bliver påduttet af reklamen, der skal sælges med et skær af historie og gamle dage, skønt enhver kan se, at det er fup og pastiche.
vh.
mpc
Dillen/reglen omkring den nedre knap er efter sigende, fra den tidlige del af 1900-tallet. I så fald er det nok muligt at den nye mode, endnu ikke havde slået bredt igennem endnu.
En nydelig herre i øvrigt.
Ærgeligt at det er så svært at få den slags materialer nu om dage.
Mvh
M
mpc, tak for en glimrende uddybning.
M, den med, at den nederste knap står åben i vesten, er et indslag, der rækker længere tilbage, tror jeg. Et eksempel fra 1817, Eckerbergs portræt af greve Preben Bille-Brahe og hans hustru: http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/9/95/Count_Preben_Bille-Brahe_and_his_second_wife_Johanne_Caroline_nee_Falbe_1817_by_CW_Eckersberg.jpg
I carl Anderbergs lille bog Slips og butterfly (Forlaget Thorsgaard ApS 1990) Står følgende at læse: “Da Edward VII, der regerede England 1901-1910, var blevet så fed, at han ikke længere kunne knappe den nederste knap i vesten, gjorde andre det samme – også mænd der færdedes langt fra hoffet. Endnu den dag i dag lades den nederste vesteknap uknappet.” Jeg har hørt historien før. Om den er sand, er nok tvivlsomt, men den er et udmærket eksempel på, at noget, der bliver fortalt tilstrækkeligt tit, ofte går over i historien som sandhed.
Ja, der er mange vandrehistorier, hvad angår opkomsten normer i den klassiske garderobe, og incitamentet til at verificere dem kan ligge på et lille sted. Man foretrækker den gode historie. Det sker, historierne er nogenlunde sande, men den åbne nederste vestknap og Edward VII er næppe en af dem. Han kan dog evt. have udbredt normen yderligere.
Ja, historien om Edward VII er den mest sejlivede, ligesom der er en to til tre andre sejliveden beretninger. Et faktum er det dog, at der også før Edward VII var personer, der ikke knappede den nederste knap.
En mindre kendt, men faktisk meget troværdig, version er, at man i højere kredse ikke knappede den nederste knap, fordi tjenernes veste var knappet fra øverst til nederst. Det er en historie, der matcher fortællingen om forskellen på tjeneres “white tie” og den klassiske “White Tie”, hvor tjenerne bærer mørk sløjfe.
I Tyskland og tysktalende områder har det i øvrigt aldrig været udbredt at undlade at knappe den nederste knap. Her til lands kan det nævnes, at Mærsk McKinney Møller knappede den nederste knap.
Personligt synes jeg faktisk, at det er mest elegant, at en vest er fuldt tilknappet.
Lad smag og behag råde.
FBJ