Af J. Groot
I fordums tider herskede der et stringent regelsæt for, hvordan en herre skulle klæde sig. Dengang var tøjet uløseligt bundet til stand og erhverv, og der var håndfast afregning, hvis man ikke artede sig efter forskrifterne. Således også i den kendte anekdote om Hertugen af Wellington (den første), der blev forment adgang til sin favoritklub Almack’s i London, fordi han troppede op i lange benklæder i stedet for knæbukser.* Af mere moderne varianter kender vi forbuddet mod at bære brune gevandter i byen (“No brown in town!”) og forskriften om at sko bør være sorte, når klokken har passeret 18.00.
Omtalte regler tilhører en anden tid. En gylden én måske, hvis man ser på den gennem webgentlemandens rosenrøde monokel. I dag er reglerne væk. Måske støder man på en reminiscens af dem, hvis man arbejder i en schweizisk bank eller har sin gang ved hoffet, men det er så situationsspecifikke omstændigheder, at der må siges at være tale om undtagelsesvise regler.
Med regelsættets frafald løses klædedragten fra sit bånd til position og situation. Man klæder sig i overvejende grad ikke længere på en bestemt måde til et bestemt erhverv eller en specifik lejlighed. Jovist, de fleste trækker vel i noget, der minder om et jakkesæt til et bryllup, og politikere smider i bredt omfang striktrøjen og vælger habitten i stedet, hvis de går med ministerdrømme. Men den slags indflydelser er sekundære. I dag klæder man sig. Individualiteten er den primære målestok.
Denne individualitet er imidlertid oftest misforstået, fordi den antages som individualitet gennem differentiering. Det kommer til at handle om at vise sin egenhed ved, som et andet dyr, at have de mest strålende fjer. Og således krydrer mangen en stilbevidst mand sit antræk med spraglede strømper, rustikke perlearmbånd, fluorescerende sko, ure så store som Rundetårn og mere af samme skuffe.
Hvor misforståelsen stammer fra, er mig ikke helt klart. Måske opstår den sammen med reklamebranchens rasende opblomstring i 50’erne og 60’erne, og med udviklingen og forfinelsen af begrebet om branding. Måske har bevægelsen langt ældre rødder, men har været skjult eller tilbageholdt af det stramme klædedragtsreglement. Det kunne der grubles længe over.
Hvorom alting er, synes der at være tale om en form for semiotisering af klædedragten. En forestilling om at tøj er tegn, der kan levere en besked, der kan tale. Men tøj taler ikke. Mennesker taler. Tøj kan understøtte og måske endda forstærke talen, men det kan også overdøve den.
* Det er behørigt at nævne, at hertugen yderligere formastede sig til at komme syv minutter efter dørene var blevet lukket, hvilket ganske givet har influeret kraftig på alvorligheden af den dom, han fik. I kombination med hans barbariske antræk, naturligvis.
Foto: Rubinacci
Han ser da vildt spændende og godt ud!
Ja ja, men du ved ikke om han er spændende. Jeg har respekt for din vurdering, men i min verden ligner han en klovn. Og det tror jeg ingenlunde, at han er. Indlægsholderen har ret. Klædedragten skal være med til at underbygge mandens holdninger og det han siger og gør i al almindelighed. Manden på billedet ser godt ud, men ikke på grund af klædedragten.
Bravo hr Groot !
Måske dette mystiske fænomen med at iklæde sig de mest strålende fjer kan kædes sammen med den faldende sammenhængskraft i samfundet og den stigende jeg-mentalitet.
Iøvrigt kan jeg erklære mig enig i D’s kommentar, man ved netop ikke om han er spændende, javist han ser iøjnefaldende ud, men vi ved jo faktisk ikke noget som helst. Måske det er snyd og bedrag?
NKG
Jeg er ret sikker på, at han er spændende. I alle tilfælde er han en mester i PR. På det område fungerer han, som salig Simon Spies, som sit firmas egen reklamesøjle. Og han er jo fotogen.
På en messe som Pitti Uomo optræder han spektakulært og bliver vist i en masse medier. I andre sammenhænge optræder han stik modsat. Alt sammen til gavn for brandingen. Når man så bruger det bedste stof og de bedste skræddere, kan det jo ikke gå helt galt.
Til sidst: prøv så lige at finde billeder af ham i officielle og forretningsmæssige sammenhænge. Der er han altid klassisk elegant og klædt på til lejligheden. Han ved godt, hvordan man gør.
Med andre ord: måske er han ikke den rette til at illustrere artiklen 😉
Til orientering drejer det sig om Luca Rubinacci, søn af Mariano Rubinacci.
Han leder skrædderfirmaet’s Milano afdeling og er primus motor i Rubinaccis netbutik med RTW.
Hans flamboyante stil ligger meget langt fra faderens, og skal nok,i hvert fald delvis,ses som et marketing ploy for netbutikken – og det virker – han er på alle lister over “bedst klædte” (dog ikke Stiljournalens, no need to worry Iversen! 🙂 og yndlingsoffer for de kendte modebloggere og internationale sladderpublikationer!
Kan ikke lade være med at tænke på, hvor velklædt han ville virke, hvis frakkens mønster var mere diskret og tørklædet udeladt (hatten kan nok ikke undvære om vinteren, han er skaldet!)
Godt indlæg iøvrigt!
mvh X
Jeg er meget enig i de senest tilkomne kommentarer.
Med fare for at puste til ilden, vil jeg dog (uden sammenligning med Luca) henlede opmærksomheden på The Duke of Windsor. Han fremhæves ofte som en af de mest velklædte gennem tiderne. Snittet på hans gevandter var fantastiske. Men hvad der dog ofte undslipper folks opmærksomhed, pga. de som oftest sort/hvide billeder, der primært cirkulerer af ham; er at han i sit farve og mønstervalg var ganske spraglet og vovet. Grænsen mellem klovn og stilfuld individualist er hårfin. For yderligere at lege djævlens advokat, vil jeg vove den påstand, at den modsatte grøft er fyldt med lidet funktionel konservatisme og bedaget uniformitet, hvor det til tider er konventioner for konventionernes skyld alene, der styrer valget af klædedragt; og det er i min optik kan være lige så uklædelig. Få evner at finde balancen.
Men et glimrende indlæg – og jeg er ganske enig i, at tidens higen efter individualitet til tider kan være tåkrummende, og ironisk er den som oftest selvmodsigende eller rettere selvudslettende i og med, at individet drukner i klæderne.
@ Hr. M
Glimrende observation hele vejen igennem!
Når mænd kommer af åre, og (nogle) begynder deres sartoriale rejse og fatter interesse for stil istedet for mode, sker der typisk en af to ting:
Enten skal samtlige elementer afprøves, med varierende grader af “klovneri” og dermed dårlig stil til følge.
Alternativt holder man sig til det sikre; “lidet funktionel konservatisme og bedaget uniformitet” som i den grad er “pænt” men ganske fantasiløst og som ikke afspejler bærerens personlighed (eller måske netop 🙂 Selv mener de at have en ophøjet æstetisk stilsans!
Ingen tidligere eller nulevende “great dressers” har opnået deres ry ved at følge reglerne slavisk, men ved at vide hvordan og hvornår de kan brydes!
Alle vil ikke nødvendigvis ønske at klæde sig som disse ikoner – men deres æstetiske sans, fantasi og formsprog er ikke kun umiddelbart genkendelig, men også beundringsværdig.
mvh X
Glimrende svar Mr. X, lige på kornet.
mvh Morten
Rubinacci den yngre, rammer ofte helt skævt. Forstår ikke hvordan han har opnået så stor pondus blandt herremodeskribenterne.
Carl-Emil