For en måneds tid siden var jeg til en jubilæeumsfest. Tidligt på aftenen bemærkede jeg en herre i et tydeligvis skræddersyet blåt jakkesæt og en lyserød skjorte. Hvem var han mon? Sammensætningen af marineblåt sæt og pink skjorte er klassisk engelsk og ses sjældent i København.
Jeg fik senere på aftenen lejlighed til at hilse på den velklædte mand. Han viste sig at være pensioneret ambassadør Ole Philipson.
Der var oplagt en historie til Stiljournalen, tænkte jeg bagefter. Og nogle dage senere kontaktede jeg Ole Philipson og spurgte, om jeg kunne portrættere ham til Stiljournalen. Han indvilligede, og jeg kiggede forbi med kamera og fik en snak.
Påklædningen her består af det blå jakkesæt, som er skræddersyet af Degand i Bruxelles, en skræddersyet pink skjorte fra Turnbull & Asser, et mønstret vinrødt silkelommetørklæde og et blomstret lyseblåt slips fra engelske Liberty, der er berømt for sine spraglede silketryk. Frode Alsbjørn, hedengangen københavnsk håndskomager, har randsyet de sorte oxfordsko i ruskind.
Hvor stammer din interesse for velsiddende og elegant tøj fra?
Den stammer fra mit barndomshjem i første række. Min far var meget bevidst om, hvad han tog på. Det skulle være elegant og klassisk tøj. Han mente, det var en meget vigtig del af et menneskes personlighed, identitet. Han handlede selv med klædevarer, og jeg blev som 19-årig sendt et år til England for at lære om vævning og design i herrevarer og et år til Frankrig for at lære om fransk damemode – i 1952. Tøj interesserede mig meget, men jeg ville ikke gøre det til en levevej og valgte at studere og senere gå ind i udenrigstjenesten. Min interesse for smukt tøj af høj kvalitet har dog fortsat.
I min tjeneste i udenrigsministeriet har jeg været udsendt som medarbejder til Chile (to gange), Spanien, Venezuela og Houston og som ambassadør i Sydkorea, Colombia, Panama og Ecuador, og Bruxelles. Senere blev jeg involveret i verdensudstillinger, hvilket jeg stadig er. Jeg var således med på EXPO 1992 i Sevilla, og EXPO 2000 i Hannover. Senere, efter jeg forlod udenrigstjenesten, blev jeg konsulent for EXPO 2010 i Shanghai og arbejder p.t. for et EXPO-projekt i Dubai.
Hvordan har du set forskellen i at klæde sig lande/kontinenter imellem?
I samtlige de lande jeg har været udsendt til, har den engelske herremode hersket absolut. Om det var i Sydamerika, USA eller Asien – eller andre steder, var en skræddersyet habit efter engelsk forskrift toppen, og hvis man var velklædt efter dette mønster, var det i sig selv en introduktion, hvorved man undgik en nærmere forklaring om en selv. Meget praktisk.
Hvad har du set af forandringer i dresskoder og stil, mens du var i udenrigsministeriet?
Jeg har set en gradvis forandring i flere retninger i de over 40 år, jeg har været i udenrigstjenesten. I tresserne var dresskoden meget engelsk/konservativ, både for de unge og de gamle i tjenesten. Vi fik simpelthen at vide, at vi skulle få syet smoking og kjole og hvidt hos Brdr. Andersen. Sådan! Senere blev påklædningen mere varieret, mere individuelt præget. Nogle fortsatte i den klassiske stil, medens andre tilføjede mere og mere personlige træk til påklædningen.
Også mere uformelle påklædningsmønstre viste sig, eksemplificeret af den “islandske sweater”. Men når der blev tale om udsendelse til de større europæiske lande, USA eller det fjerne Østen, måtte de udsendte vende tilbage til den mere konservative måde at klæde sig på, hvis de ville accepteres og vise respekt. Habit og slips. Der har således været en ret stor forskel mellem påklædningen hos kollegerne i hjemmetjenesten, hvor påklædningen ofte var som i andre ministerier på det pågældende tidspunkt, og kollegerne i udenrigstjenesten, hvor en mere “diplomatisk” påklædning nærmest er en nødvendighed for at kunne gøre en indsats.
Alt i alt er dog min erfaring, at de fleste i udenrigstjenesten generelt er meget lidt interesseret i deres påklædning. Den største interesse og forståelse for signalværdien af påklædning synes jeg kan findes hos de af vore diplomater, der har en hyppig omgang med kolleger fra andre og især større lande.
Foto: Stiljournalen
Note: Foto kan stå mindre skarpt p.g.a. nogle problemer med blogløsning.
another one for the collection :
http://earthgarlic.blogspot.co.uk/2011/01/ambassador-philipson-in-his-uniform.html
Meget fint observeret. Og sorte oxford i ruskind! Det ser jeg ikke hver dag.
Gad vide om det er de samme sorte ruskindsko, jeg husker han bar for 30 år siden i Korea?
Mvh X
Det tror jeg! OP har tre par fra Frode Alsbjørn, og de er ikke syet sidste år.
Fint lille interview, tak til ambassadøren for at stille op. Jakkesættet klæder herren. Kan der siges lidt mere om det (detaljer, konstruktionen) og om skrædderen? Har ambassadøren brugt Degand til flere lejligheder og – da jeg går ud fra at herren har erfaring fra flere skræddere – hvordan oplevede han huset?
Vi talte ikke så meget om Degand, men OP har fået syet et hos dem og derudover et til fra en tidligere skrædder hos dem, som jeg forstod ham. Jeg tror, han syntes, det var alt for dyrt, men interessant at prøve. Jeg kan forstå på en læser, der har været i kontakt med Degand, at prisen i dag er tæt på 5000 euro.