Det var en læser, der for tre-fire år siden gjorde mig opmærksom på Finn Eggers. Han havde hørt en radioudsendelse med ham, og så vidt han forstod, syede Finn Eggers sine sko på traditionel manér, det vil sige efter mål, med rand og i hånden.
Siden har jeg forsøgt at kontakte Finn Eggers et par gange pr. brev og telefon for at høre mere. Hjemmeside og emailadresse har han ikke. Jeg er dog ikke kommet igennem til ham.
Da var det, jeg kiggende mig om på Hjerl Hedes frilandsmuseum i sidste uge. Der har de levendegørelse, som det hedder, hvor nutidige mennesker trækker i vadmel og lever (nogenlunde) som dengang i gamle dage til ære for besøgende. Jeg så gamle erhverv som bødker og rebbinder, og så traf jeg en skomager, en genuin en: Finn Eggers.
Jeg fortalte om mine forsøg på at kontakte ham, og han kunne forklare, at han havde droslet ned de senere år, og endelig solgt sin butik i Thisted sidste år til en italiener. Det var altså slut med at håndsy sko efter mål med undtagelse af demonstrationer som på Hjerl Hede og lignende.
Han gennemgik forarbejdningen af et par sko, der blandt andet omfatter opmåling af fødderne, skabelsen af den individuelle trælæst, tilskæring og nådlerskens syning af overlæder, voksning af tråd til begtråd, faconsyning af overlæder, rand og bindsål, og sammensyning af rand og sål.
Finn Eggers pris for et par sko, da han stoppede, løb op i 12.000 kr.
Det er ingenting sammenlignet med gamle dage. Da kostede et par gode sko to månedslønninger. Men i dag vil folk jo hellere have en stor fladskærm og alt det,” sagde den gamle skomager fra Thy.
Han nævnte også for mig, at der stadig er en håndskomager i København, som ikke er Kenneth Elsgaard. Ham må jeg se nærmere på, og er den god nok, skal jeg rapportere i Journalen.
Foto: Den velklædte mand
Den er sådan set god nok, men jeg troede kun, at han lavede ortopædiske sko og ikke sko til “almindelige kunder”. Jeg tror, at vi taler Gammel Strand, men venter i spænding på historien.
FBJ: Se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/425370:Danmark–Skomageren-og-sjaelen-i-skoen – og nøglepassagen må vel være:
“Engang kom folk for simpelthen at få sig et par ordentlige, håndlavede sko, men det er blevet for dyrt. En sko koster fra 10.000 kroner og opefter, så i dag laver han kun ortopædiske sko – altså sko til folk med problemer.”
Det antyder i hvert fald at ortopædien primært er et spørgsmål om kundegrundlag.
LR, tak for linket.
Det er spændende læsning, og du har jo ret i, at han egentlig efterlyser kunder udenfor sin ortopædiske kundekreds, så han kan udvikle sit håndværk. Der er nok at spørge om for Torsten, når han lægger vejen forbi.
M.v.h. FBJ
Spændende artikel.
En ting jeg hæfter mig ved er pris diskussionen. 12.000 er måske ikke meget sammenlignet med tidligere tidere. Men det vil for mig føles som et voldsomt greb i lommen – det er mentaliteten i dag nok til for de færreste, når det kommer til beklædningsgenstande.
Til gengæld ville jeg ikke have noget mod at betale det i rater. Og det fører mig til min pointe; jeg ville ønske at håndværksmestrene tilbød køb per afbetaling. Personligt ville 1000 kroner over 12 måneder gøre det meget mere spiseligt.
Jeg har forespurgt hos Peter Undén og Wennerwald i sin tid, da jeg var fattig studerende, men det var ikke noget de så en idé i. Og det er vitterligt en skam, da jeg tror de kunne udvide kundebasen på den konto.
Jeg har ikke forhørt mig hos Elsgaard og Pedersen, men i fald de skulle tilbyde den service, ville jeg personligt være et skridt nærmere et par danske håndlavede sko.
Hr. M, jeg tror ganske enkelt, de er bange for ikke at få deres penge, og dernæst orker de ikke administrationen af en sådan kredit. I gamle dage, da man kendte sine kunder, fordi de var blevet bragt til af eksisterende kunder, blev der automatisk etableret en vis tryghed ved kreditgivning. I dag kommer allemulige ind ad døren. Som anekdote kan jeg fortælle, at Wennerwald for et par år siden fik en kendt dansker ind ad døren, der bestilte et jakkesæt og ikke viste igen. Wennerwald havde taget et depositum, så tab på klædevarekøb og indledende arbejde blev nogenlunde dækket. Men det var sket før, kunne jeg forstå.
Når det er sagt, forstår jeg, hvad du siger. Når man nu kan købe så meget andet på afbetaling, hvorfor ikke håndværk? Måske har andre læsere nogle ideer?
Mon ikke det kunne være muligt at dele betalingen ud over den tid det tager for klæderne at blive færdige? Lad os sige det tager tre måneder fra bestilling til afhentning. Så kunne man vel betale en tredjedel hver måned. På den facon ville de enkelte udskrivninger blive lidt mere spiselige uden at skrædderen ville risikere noget.
Da jeg i sin tid fik syet hos Tobias Enk gjorde vi faktisk som j.groot foreslår. Jeg lagde eksempelvis 4000 kr. ved bestillingen og efterfølgende et par tusind ved hver prøvning, for så at betale det resterende beløb ved afhentningen. Det fungerede fint. Er denne ordning ikke mulig kunne man jo sætte pengene til side løbende selv, så man havde det fulde beløb til rådighed ved afhentningen. Det hedder for øvrigt vist “at spare op”.
Fordelen ved afbetalingsmodellen frem for den slags apokryfe praksisformer som du foreslår som alternativ, Iversen, må dog naturligvis være at der følger selvbedrag med med i afbetalingen, eftersom man i tiden mellem hver termin kan glemme den foregående og dermed lulle sig selv ind i den forestilling at habitten ikke har kostet noget videre når man lægger den sidste betaling.