Morten Messerschmidt om at klæde sig

Det er sjældent, jeg bliver inspireret af mandlige danske politikeres påklædning. Den svinger mellem at være forsigtig eller uengageret. Nogle få forholder sig dog personligt og med mod til deres dragt. Det gør blandt andet Morten Messerschmidt, har jeg lagt mærke til. Jeg har spurgt ham om kunsten at klæde sig, når man er i politik som ham.

Balzac skrev, at man enten kan dække sig til, pynte sig eller klæde sig. Mit indtryk er, at du ligger i den sidste kategori, det vil sige har en interesse for tøj, men ikke lader den tage overhånd. Hvilken rolle spillet tøjet – påklædningen – for dig med dine egne ord? 

En persons fysiske fremtoning er typisk det første, man bemærker. Man skal derfor i sin påklædning og adfærd forsøge at indeholde, hvem man er som person. Det kræver dels, at man klæder sig, så man føler sig godt tilpas, er afslappet og udstråler de signaler, man gerne vil sende. Men det kræver dels også, at man overvejer, hvordan folk modtager disse signaler. Det duer ikke, at man selv føler sig smart, hvis folk synes, det er underligt. Jeg var i lang tid i overvejelse om, hvorvidt jeg skulle begynde at gå med hat. Jeg var nervøs for, om nogen vil finde det arkaisk. Men efter at have truffet min beslutning, er jeg godt tilfreds og føler, at det svarer godt til min person.

Jeg synes, jeg tit hører, at politikere har begrænset spillerum til at klæde sig, som de vil. Det er bl.a. noget med ikke at distancere sig for meget fra sine vælgere. Det virker dog til, at du gerne tager dig en vis frihed i den henseende. Jeg tænker fx på dine lyse sommersæt og panamahatten. Hvordan ser du på spillerummet?

Nogen mener, at man skal klæde sig som sine vælgere. Men jeg tror, at mine vælgere er en langt mere facetterede gruppe, end at man kan beskrive deres beklædning samlet under et. Og endvidere synes jeg, at det er langt væsentligere, at man er loyal mod sig selv end mod en eller anden udefineret vælgergruppe, som – måske – kan finde på at stemme på én. Jeg tror, at vælgere – både til højre og venstre – ønsker politikere med pondus, gåpåmod, kvalitet og overskud. Hvis man end ikke selv tør bestemme, hvordan man klæder sig, har man ingen af delene.

Jeg ærgrer mig over, at alle toppolitikere efterhånden kun går i ensfarvede mørkegrå eller mørkeblå habitter. Det er sgu lidt kedeligt. Ronald Reagan trak i både ternede og brune jakkesæt, da han var præsident. Hvad tror du, er grunden til udviklingen? 

Politik er jo generelt blevet meget konsensussøgende. Ingen tør rigtigt stikke ud eller være imod main-stream. Det afspejler sig vel også i tøjet. Og dertil kommer, at vi i Danmark generelt lider under en jantelov, og at man helst ikke skal stritte for meget ud. Det er klart, at hvis det at gå i eet med tapetet svarer til ens identitet, så skal man ikke forsøge sig med andet. Men føler man, at ens karakter kan bære det – og måske oven i købet kan fremhæves af det – synes jeg, man skal forsøge. Som min kæreste Dot siger: det handler om at turde turde!

Hvem er den bedst klædte politiker i Bruxelles? 

Muligvis Daniel Hannan. (Red. Se foto)

Og i København? 

Det kunne være Søren Pind. Fra tid til anden … men nogle gange kammer det over!