Historien om det moderne jakkesæt

Jakkesæt og tidsånden

Moden påvirker vores syn på god tøjstil. Bukser, der ikke smyger sig om benene, ser mange ungersvende som posede, fordi smalle bukser har domineret deres modebillede. Læg i bukselinningen dømmes ude som gammeldags. Et slips på 9 cm i bredden forekommer kikset. Og så videre.

Sådan må det i et vist omfang være. Smag og behag i påklædning påvirkes af tiden. Det rene blik, hvor vi frigjort af tiden betragter en tøjstil desinteresseret, er en illusion.

Den erkendelse er måske særligt væsentlig for dem, der kan lide klassisk og såkaldt tidløs stil. Også hvad der er klassisk og tidløst, ændrer sig med tiden. To slidser i jakken bagerst er et eksempel. De bliver set som et klassisk og selvfølgeligt valg på Savile Row, i Italien og i det hele taget hos topskræddere. Sådan var det ikke før Anden Verdenskrig. I de stilistisk højt besungne 1930’erne var slidseløse jakker det almindelige valg, også på Savile Row.

Det umodne blik versus det modne blik

Relativismen må dog ikke tage overhånd. Der er tøjstile, der faktisk er mere vellykkede end andre. Det er det, man opdager, idet man går fra betragterens position til den erfarne praktikers position. En dygtig murermesters dom over et givent stykke murværk bliver autoritativ på tværs af tid. Hans talent og dybe erfaring – hans skarpe blik – trumfer tidsånden. Han fornemmer stenenes og mørtlets kvalitet, farvenuancen i overfladen, præcision i udførslen, kort sagt, han gør sig facetterede observationer, som han på et splitsekund holder op mod et endnu mere facetteret indre landskab af erfaringer. Hvis han ser det givne murværk som godt murværk, funktionelt og æstetisk, er det faktisk godt, fordi “han ved, hvad han taler om”. Lægmands syn på murværkets kvalitet er om ikke ligegyldig, så sekundær. Alles meninger er ikke lige gode. Det er et princip, man skal klamre sig til i tøjet, mens moden suser omkring og sætter dømmekraften under pres. Man skal tro på, der er tøjstile, der er bedre end andre og trodse skrivebordsbetragteren, der sidder på lur for at relativere enhver position.

Det moderne jakkesæt har en historie

Denne stilfilosofi som indgangsbøn for at tale om jakkesættes historie. Det er de færreste, der bliver vedkommende udøvere af en kunstform, det være sig maleri, poesi eller jakkesættets kunst, hvis de ikke har et kendskab til den pågældende kunstforms historie.

Jeg har særligt tidens slimfit-jakkesæt på sinde. Jeg vil vise, hvordan de er en midlertidig figur, og at jakkesættet gennem hundrede år har ændret sig. Tiden forarbejder hele tiden den tidløse uniform. Man må forstå jakkesættets historie for at berige dømmekraften på jakkesættets felt.

Jakkesæt 1900-1925 – sprækker i overfladen

I starten af 1900-tallet er jakkesættet nyt tøj i byen. Hidtil har man som borgermand gået i diplomatfrakke og jaket. 1800-tallets tætsiddende skødefrakker gør stadig deres indflydelse gældende. Jakkesættet følger kroppens linjer nærmest en-til-en. Modemæssigt er jakkeskørtet langt og reverset kort, så habitjakken minder lidt om jaketten med afskårne skøder foran. Habitbukserne slutter tillige tæt. De har ingen (åbne) læg i linningen foran. Enkelte modekarle er begyndt at smøge bukserne et par gange op, en stil importeret fra cricketsporten.

Omkring 1910 finder skrædder Lars Larsen i Paris så på at indsætte åbne læg i bukserne, så pressefolden kan løbe ubesværet til bukselinningen, og så der bliver lidt mere plads i bukserne. Moden bliver eksplosiv, spreder sig til England og Savile Row, og har i dag forvandlet sig til en grundliggende designdetalje i habitbukser.

Jakkesæt 1925-1940 – blød og rummelig stil

Der er i det hele taget et opgør med det kropsnære victorianske snit i jakkesættet på den tid. I sin erindringsbog beretter Hertugen af Windsor om, at han og hans venner begynder ”at klæde sig blødt” i 1920’erne. Hans skrædder, Fredrick Scholte, bliver sideløbende berømt for sit ”drape cut” med ekstra pli over jakkens ryg og bryst og i overærmet.

Set udefra vokser og vokser jakkesættene og til tider i sprint, specielt i 1924 med de såkaldte oxford bags, en art kassebukser, som bliver meget populære blandt studerende. Kassebukser er set før på sømænd. Nu bliver de en del af jakkesættet. Modedillen går snart over, men en vis vidde i bukserne bider sig fast og forsvinder ikke før 1960’erne.

Jakkesæt 1940-1960 – vokseværk

Der er med andre ord et særligt fælleskab mellem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne i fortolkningen af jakkesæt. I 1930’erne begynder jakkesættet at vokse, det bliver endnu større i 1940’erne og ender i bizarre zoot suits, før jakkesættet krymper lidt igen i 1950’erne.

Jakkesæt i 1960’erne – den slanke linje

I begyndelsen af 1960’erne bryder man med drapé-stilen. Man taler i England om, at en ny-edwardiansk stil med reference til de første ti år af 1900-tallet, før Lars Larsen, Hertugen af Windsor, oxford-bags, Scholte mv. påvirkede stilen i en mere voluminøs retning.

I 1960’erne begynder man at sy bukser uden opslag og åbne læg, og jakkerne bliver mindre og mere kompakte end i 1950’erne. Stoffernes farvenuancer er i reglen også mere nedtonede. Tænk på The Beatles’ jakkesæt.

Jakkesæt 1970-1985 – fest & farver

Tendensen mod smallere og mindre fortsætter ind i 1970’erne. Pyntesting, lommer og anden dekoration bliver 1970’ernes opgør med 1960’erne. Snitmæssigt sker der dog ikke meget nyt. Det går mod den slanke linje, hvis man ser bort fra et indslag af bukser med svaj.

Giorgio Armani bliver berømt ved skiftet fra 70’erne til 80’erne for sine bløde, ustrukturede jakkesæt. Snittet er faktisk ikke så langt fra 70’ernes øvrige jakkesæt, men forarbejdningen resultererer i en blødere jakke, og stoffernes farvenuancer er mere dæmpede end stilen generelt i 1970’erne.

Jakkesæt 1985-1995 – mægtige mænd

Det er først i sidste halvdel af 1980’erne, at de berygtede “power suits” toner frem som genstridige ætlinge af 1940’ernes zoot suit. Særligt Hugo Boss bliver eksponent, men Giorgio Armani gør også sit for at kolportere de meget store jakkesæt.

Stilen fortsætter langt ind i 1990’erne.

Jakkesæt er bare store.

Jakkesæt 1995-2005 – glamour & rock

Da begynder østrigeren Helmut Lang og amerikanen Tom Ford i regi af Gucci i sidste halvdel af 1990’erne at sende nye stilarter ned ad catwalken. Specielt Helmut Lang tegner et nyt jakkesæt, kan man bagudskuende se. Hans smalle habitbukser varsler en forandring.

Jakkesæt 2005-2015 – slimfit

Denne forandring griber Hedi Slimane, designer for Dior, og i starten af det nye årtusinde sender han modeller af sted i “skinny suits”, det vil sige lavtaljede, ultrasmalle bukser og smalærmede korte, tætsiddende jakker. Habitten er sort, skjorten er hvid og slipset er smalt som en lineal.

Rockmusikere og kendisser i al almindelighed elsker stilen, og dermed begynder ti tvivlsomme år for herremoden med meget små jakkesæt.

Hen ad vejen bliver de smalle og små jakker “ustrukturerede”, indlæg bliver papirstyndt og al polstring fjernes skulderregionen. Habitjakken nærmer sig en trøje.

Jakkesæt 2015 og frem – casualisering

Nu er Slimane-stilen så ved at køre i grøften. Jeg tror, vi kan sige, årstallet, da det gik galt, er 2015. I hvert fald er der mange tendenser her og der på, at jakkesættet vinder vidde igen. Casual impulser fra streetwear og athleisure influerer.