Jørgen Leth om tøj, mode og stil til mænd

Meget få danske forfattere skriver interessant om påklædning. Jørgen Leth gør. Det er ikke, fordi jeg synes, han har en god tøjstil, eller lader til at have  en dyb viden om tøj. Men han nyder tøj, tør sanse det.

Jeg stødte på nedenstående veloplagte afsnit i hans erindringsværk Det uperfekte menneske, del 2, Guldet på havets bund (2007). Danskernes forhold til tøj får slag.

“LYSEBLÅ SOM HIMLEN

Ivan Grundahl var en tøjdesigner, som vi dyrkede i 70’erne. Hans butik ved Helligåndskirken var et godt sted at komme. Især når han selv var der. Han var en stor ung mand med lyst hår, altid klædt i sort, talte noget affekteret, men var fræk og meget meget vittig, der var noget obskønt over den måde, han flød ud på i sin egen butik. Han var på fortrolig fod med alle sine kunder. Han lavede originalt tøj.

Min kone Ann fik f.eks. en kjole, som var helt gennemsigtig for neden og sort med guldtråd og grøn tråd foroven. Det var hans afgangsopgave fra designskolen. Vores veninde, den blide, drømmende Elona Sjøgren, en af tidens hotteste modeller, fik også syet hos ham.

Jeg fik lavet en lang vatteret læderfrakke hos ham. Den blev ikke færdig, før Ann og jeg skulle rejse til Rom, men han sendte den derned. Jeg husker glæden ved at åbne papkassen på hotelværelset. Den lignede ikke nogen anden frakke, der gik rundt i Rom det år.

Nede på Strøget var det Hertig, som førte an med tøj til mænd. Rødhårede, alt for tidligt afdøde Kirsten. Hun var min tøjrådgiver. Det var humørfyldt og inspirerende.

Men det var langsomt i København de år. Der var ikke noget Armani eller Versace.

Jeg undrede mig: Hvad er det, det danske problem med lækkert tøj? Det er et dumt 60’eragtigt vadmel-syndrom, som er flyttet med op gennem tiden. Folk er lige, så de skal se ens og grå ud. Middelmådigheden dikterer. Folk klæder sig generelt ikke godt i Danmark. Det blev regnet for at være vulgært at interessere sig for tøj. Det går bedre i de senere år, men stadig er tøjsmag i Danmark meget langt efter andre europæiske lande. Jeg kan huske, at Kirsten hos Hertil altid sagde, „jamen, du ved, Jørgen, at man kan ikke sælge dyrt herretøj i Danmark. Det er bare umuligt. Folk vil ikke bruge penge på tøj. I al fald ikke mænd.”

Jeg tror, at det til en vis grad stadig gælder.

Jeg har hørt, at da den franske filosof Jacques Derrida for nogle år siden var på Århus Universitet for at holde en forelæsning, sagde han bagefter, at det var et meget sympatisk sted, men han kunne ikke forstå, at folk gjorde så meget ud af at være dårligt klædte. Som om netop dårlig smag var et udtryk for intellektuel bevidsthed.

[…]

DET med ydre stil er stærkt underprioriteret i dette land. Man må ikke se ud af noget. Uld er o.k., men ikke kashmir. Og slet ikke superlet kashmir som i den lille butik, Lot 59, i den nederste ende af Gothersgade. Det er alt for luksuriøst. Tænk på de fattige børn i Afrika. Jeg ved ikke, hvordan de to ting hænger sammen.

Men det er måske mere det der med, at vi skal være lige og derfor lige kedelige. Jeg har ingen penge og ingen opsparing, men jeg bruger de penge, jeg ikke har, på at købe tøj. Det får mig til at føle mig bedre tilpas.

Jeg går ikke med det, man kalder pænt tøj. Jeg går med jeans og med løse udenpå-skjorter, undertiden med t-shirts fra eksklusive små designere i New York, eller med en meget løs hørjakke uden vat i skuldrene fra Giorgio Armani i Rom. Eller hvis det regner, kan jeg tage min sorte Swiss Army bomuldsjakke. For guds skyld ikke „vindjakke“. Det bør være et skældsord. Det er det, danskere kan lide: fornuftig beklædning. Men påklædning er en slags sprog. Man sender signaler, man viser, hvem man er. Helt tilbage i 60’erne og 70’erne var jeg temmelig velklædt i en periode, hvor normen var fedtet hår og hullede bukser. Specielt hvis man var intellektuel.

[…]

VI må ikke glemme, at også de kulturradikale pionerer havde stil. Det var ikke kun skolelærerflojl, der kom fra dem. PH var præcis. Kjeld Abell lod sig fotografere i tænksom attitude med cigaret i hånd. Senere var der enkelte digtere, som var meget bevidste i deres påklædning. Jeg tænker f.eks. på Jørgen Gustava Brandt, som var ekstravagant og spraglet klædt. Og den smukke, alvorlige Ole Wivel, „dandy, Blazerhamlet”, som Erik Knudsen skrev.

I cykelsporten er design kørt helt af sporet. Det er så vulgært, så camp, at det er morsomt. Jeg tænker med nostalgi tilbage på de smukke trøjer i 70’erne. De Vlaemincks Stars and Stripes fra Brooklyn-tyggegummifabrikanten, Roger Pingeons og Tom Simpsons og Thvenets sort-hvide skakternede Peugeot-trøje, Merckx med den tunge brune farve for Molteni-kaffemaskiner, Coppi og senere Gimondi og Ole Ritter med Bianchi-trøjer af samme lyseblå farve som cyklen af samme navn. Som himlen.”

Læs mere Jørgen Leth om tøj – om hans omsorg for håndbundne sløjfer.