Et gammelt mundheld
De fleste er stødt på de bevingede ord “klæder skaber folk” eller “klæder skaber manden”. Selveste Shakespeare kan være den oprindelige kreatør.
“Apparel oft proclaims the man,” siger Polonius til sin søn Laertes i Hamlet.
Siden har blandt andet den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910) taget replikken op og vittigt tilføjet en forklaring.
“Clothes make the man. Naked people have little or no influence in society”, skriver Mark Twain.
Klæder skaber vores ydre spillerum
Hvis man tager Mark Twains alvorligt, siger han, tøjet har afgørende betydning for, hvordan andre mennesker bedømmer os og det spillerum, de derefter tildeler os. I Mark Twains ekstreme eksempel har nøgne mennesker ingen adgang til magtudøvelse, knap en eksistensberettigelse.
Rekruttering af investeringsrådgivere til topbankerne i London rummer et aktuelt eksempel på, hvordan tøjet bliver ens skæbne alt efter, hvor god man er til at håndtere de ydre tøjkrav, man udsættes for. En undersøgelse viser således, at unge engelske mænd, der går i brune sko eller ikke kan finde ud af at vælge det rette slips, oftere fravælges ved den afsluttende samtale med partnere end unge mænd i sorte sko med et passende slips om halsen.
Klæder skaber vores indre verden
Klæder skaber os nu også på anden vis. De påvirker vores tanker og bevidsthed og vores måde at gå til verden på og se muligheder i den.
I sin bog Om at opleve arkitektur (1957) udfolder arkitekten Steen Eiler Rasmussen elegant, hvordan tøj, tilbehør og artefakter som sådan virker tilbage på os.
“Først sætter mennesket […] sit stempel paa redskaberne, men bagefter paavirker de igen mennesket. De bliver til noget mere end rene nyttegenstande. Foruden at udvide ens aktionsradius, udvider de ogsaa ens livsudfoldelse. En tennisketsjer kan hjælpe en til at slaa meget bedre, end man kan med den bare haand. Men det er til syvende og sidst ikke det vigtigste ved den. For det er jo i og for sig uden væsentlig nytte. Naar man benytter den, giver det en følelse af vitalitet, af opstemthed og lyst. Selve synet af ketsjeren fremkalder en stemning af noget sportsligt og vitalt, som er vanskelig at beskrive. Men vender man sig mod en anden sportsrekvisit, f. eks. ridestøvlen, forstaar man bedre, hvor forskellige de strenge er, som tingene anslaar og faar til at klinge i os. Den engelske ridestøvle har saadan et kostbart racepræg. Det er en underlig læderhylse, der ikke minder alt for meget om formen paa et menneskeligt ben. Den vækker fornemmelse af noget elegant og dyrt, noget med knirkende læder og fuldblod. Og tag saa paraplyen! Det er et sindrigt, fuldkommen funktionelt apparat, elegant og praktisk. Men det er ligesom om det ikke kan være i stue sammen hverken med ketsjeren eller med ridestøvlen. De taler hver sit sprog. Der er noget vist pertentligt over paraplyen, ogsaa noget køligt og forbeholdent, en holden paa værdigheden, som ketsjeren for eksempel slet ikke er i besiddelse af.
[…]
Nu er det jo saadan, at ikke blot tennisketsjeren, men alt hvad tennisspilleren omgiver sig med, det tøj, han tager paa, det sted, han spiller, vækker samme fornemmelser. Tøjet er løst og behageligt, skoene er bløde. Det harmonerer med, at han giver sig hen i en afslappet gang, naar han bevæger sig rundt paa banen og samler bolde op med lade bevægelser for saa at kunne koncentrere sig i en pludselig udfoldelse, naar han har brug for lynsnart at placere en bold. Hvis den samme mand paa et senere tidspunkt ved en officiel lejlighed optræder i jaket eller i uniform, er han som forandret ikke blot i skind, men i sind. Hans holdning og hans gang paavirkes af tøjet, en vis stramhed og værdighed indfinder sig.”
Klæder skaber folk
Udfaldet ville have været temmelig anderledes, hvis manden var trukket i hør. Det ville have ansporet en ro og et overskud, fordi hørtøj er historisk ladet af sommerferie, afslapning og nydelse. Man kan ikke stresse rundt i en hørhabit.
Tænk også, hvad et spidst revers på en enkeltradet jakke kan sætte i gang. Den er en afvigelse, men kan dårligt kaldes forkert. Den har sin plads traditionelt set og giver et indtryk af dekadence. Man kan ikke tillade sig at være en kedelig mand i en enkeltradet jakke med spidst revers.
Og sådan kan man fortsætte. Klæder skaber folk, klæder skaber manden, både ved de muligheder, som andre mennesker giver eller nægter ham som følge af hans påklædning, og ved de oplevelser, som tøj og tilbehør uafhængigt deraf fremkalder i ham.
Skriv et svar