Tøj og sko fylder mindre …
Der var en økonom fra Danske Bank, Las Olsen, der lagde nogle kurver fra Danmarks Statistik på Twitter om vores privatforbrug. Han hæftede sig ved, at vi andelsmæssigt bruger mere og mere på oplevelser som forlystelser (streaming, Lalandia mv.) og restaurantbesøg.
“Forlystelser fylder nu mere end tøj og sko,” tilføjede han.
Den røde kurve, der viser, hvor stor en andel af vores forbrug, som går til beklædning og fodtøj, falder da også påfaldende over årene i sammenligning med de andre kurver. I 1965 forbrugte en dansk husstand ni pct. af nettoindkomsten på beklædning og fodtøj. I 2017 var tallet fem pct.
… men fylder alligevel mere
Hvordan skal tallene tolkes?
Jeg tror, en stor del af forklaringen bag den faldende røde kurve skal findes i, at beklædning og fodtøj er blevet relativt billige. Udflytning af produktion til den tredje verden i 1960’erne og 1970’erne og teknologiske fremskridt har sænket omkostninger til fremstilling af eksempelvis et jakkesæt relativt meget.
Tøj og sko er med andre ord ikke gået af mode. Realiteten er nok endda, at vi danskere køber langt mere tøj og sko i dag end i 1965.
Tal fra USA støtter hypotesen. I 1960 benyttede en amerikansk husholdning 10 pct. af nettoindkomsten på beklædning og fodtøj, og en amerikaner købte i gennemsnit knap 25 stykker tøj, sko og tilbehør om året. I 2015 gik tre pct. af forbruget i en amerikansk husstand til beklædning og fodtøj, men en amerikaner købte nu i gennemsnit 75 stykker tøj, sko og tilbehør om året.
Mon ikke har vi har set en beslægtet udvikling i Danmark? Altså, vi bruger relativt set færre penge på beklædning og fodtøj, men køber langt mere antalmæssigt til en væsentligt lavere pris end før.
Mere, men billigere, passer også fint med fremvæksten af “fast fashion”, en brug-og-smid-væk-tøjkultur, hvor vi bekymringsløst kasserer tøj efter beskeden brug, fordi det alligevel er så billigt.
Formindsket betydning
Når det er sagt, sidder jeg også med en fornemmelse af, at tøj og sko faktisk er gået lidt af mode siden 1960’erne. Beklædning og fodtøj betyder ganske enkelt mindre i dag, hvor tøj og sko ikke længere er en kostbar, knap ressource (medmindre man handler skrædderi, som mange læsere af Den velklædte mand jo gør).
I 1960’erne og før spillede tøj en vigtigere rolle som statusbærer end i dag. Var man ikke velklædt, “havde huller i tøjet”, var det ikke bare et æstetisk problem, men et potentielt socialt problem. Man risikerede ganske enkelt at blive skubbet ned ad den sociale rangstige, hvis påklædningen ikke fremstod overbevisende.
I dag, hvor beklædning er så billigt, og hvor verdens rigeste mænd går rundt i jeans, t-shirt og sneakers, er det umiddelbart sværere degradere eller løfte personer socialt på baggrund af det tøj, de har på.
Og konklusionen må næsten blive, at beklædning og fodtøj simpelthen spiller en mindre rolle for os, selv om vi køber mere og mere af det.
Eller hvad?
Fine betragtninger. Man kan som du mene, at tøj i mindre grad er en statusmarkør i bourdieusk forstand. Ikke desto mindre kan det forholde sig således at vores tøj kan fylde mere som oplevelse og nydelse i dag svarende til “shopping” hvilket bl.a. den tyske sociolog Gerhard Schulze har beskæftiget sig med i sit bogværk Die Erlebnisgesellschaft.
Mvh.
Sociologen
Tak, spændende tilføjelse.
Torsten
En økonom og talnørd kan altid uddybe en smule — ikke at det dermed bliver mere interessant.
Udgifter til tøj og sko dækker over tre komponenter med hver deres udvikling.
Der bliver ikke brugt meget på vedligehold af tøj og sko i dag. De årlige gennemsnitlige udgifter i befolkningen i Danmark til rensning, reparation og leje af beklædning er faldet drastisk siden 1960’erne fra knap 2.000 kr. (i nutidens priser) til under 70 kr. i dag.
Vores gennemsnitlige udgifter til tøj er steget fra omkring 3.000 kr. (regnet i nutidens priser) midt i 1960’erne til knap 6.000 kr. i dag. Det er påfaldende, at i gennemsnit er priserne på tøj i gennemsnit ikke steget siden 1990’erne – her er der mange melodiske problemer såsom ændring i kvalitet, holdbarhed og mode. Standardisering, brug af maskiner og udflytning af arbejdspladser har bidraget hertil.
De gennemsnitlige udgifter til fodtøj steg fra næsten 1.000 kr. (nutidens priser) i 1960’erne til knap 1.500 kr. (nutidens priser) i 1990’erne og har siden ligget nærmest konstant. Modsat tøj er prisen på sko gennemsnitligt steget 2½ pct. de seneste 20 år – igen opgjort uden hensyntagen til melodiske problemer såsom ændring i kvalitet og holdbarhed. Hvis den velklædte mands læsere bruger penge på fodtøj som den gennemsnitlige befolkning, går der mange år mellem, der bliver købt et par randsyede sko.
Siden 1990’erne er vores udgifter til tøj steget gennemsnitligt 2½ pct. om året, dvs. vi gennemsnitligt har reelt har købt mere og mere tøj – med jeg ved ikke, og det er flere og flere stykker, eller det er dyrere mærker. Da vores indtægt også er steget i samme periode, har den andel, der går til tøj og sko, været næsten konstant de seneste 20 år, som figuren viser.
Hvad skulle vi gøre uden nørder? Så ville der jo kun være sniksnak tilbage.
Jeg noterer, vi trods alt bruger mere i dag på nyt tøj, selv om forbrugsandelen er faldet.
Desuden vidner den store post i gamle dage til reparationer, leje og rens om et helt andet og mere respektfuldt forhold (kan man næsten sige) til tøj og sko.
Tak, Lars!
Fortidens brug af vedligehold afspejler måske også, at timelønnen for dem, som skulle udføre dette vedligehold (på renserier og hos skræddere) var lavere? I dag koster det jo hurtigt >100 kr (sikkert en del mere mange steder, hvis det skal gøres ordentligt) at få renset en jakke, og for folk, som har givet 1000 kr for den, så kan det jo synes som et stort beløb…
Givet. Folk kvier sig – på sin vis forståeligt – ved at bruge 500-600 kr. på at få ændret ærmer og buksebens længde på det jakkesæt til 1995 kr, de lige har købt.