Køb ind til din virkelighed – ikke dine drømme
Det siges, mange unge mænd starter ud med en smoking, når de får øjnene op for klassisk herremode.
“Man begynder da med det bedste, fedeste, ypperste,” synes ræsonnementet være.
Tilgangen kan i nogle sammenhænge være udmærket, for eksempel hvis man køber kaffe eller stole til matriklen. Man kan være ret sikker på, man kommer til at bruge de pågældende indkøbte varer.
Anderledes med tøj. Der er indbyrdes konkurrence tøjstykkerne i klædeskabet imellem. Vinderne er de stykker tøj, der passer ind i ens dagligdag og den tøjstil, man har det bedst i, når det kommer til stykket.
Derfor er det ikke altid lige smart at starte med en smoking, faktisk for de færreste. Jeg har en kammerat, der tit er til premiereforestillinger i London, og han er relativt ofte i smoking. Jeg mener også, at portrætmaler Jonas Barlyng jævnligt er i smoking, fordi han han er studentersanger. I almindelighed er der dog ikke meget behov for en smoking i dag.
I stedet for at købe tøj til sine drømme skal man købe tøj til sin virkelighed, kan moralen opsummeres.
Virkeligheden i Danmark befinder sig inden for en af følgende tre stilarter, hvis man er til klassisk betonet herremode. Kunsten er at behandle de tre stilarter raffineret hver især.
1. Pæn uformel tøjstil
En stil bestående af skjorte og chinos med sneakers nederst eller mere formelle sko er særdeles udbredt i mange brancher i dag. Den er den nye kontoruniform, fristes jeg til at sige. Om vinteren top’er man med en striktrøje.
Forskellene inden for stilarten ligger i kvaliteter. Ham, der klar på at bruge penge på tøjstilen, sartorialisten, køber en kashmirtrøje i stedet for en merinotrøje fra Tøjeksperten. Hans jeans vil også være udsøgte, raw denim fra et specialmærke, for eksempel Hiut, ikke et uselvstændigt valg af jeans fra Hugo Boss. Og hans chinos vil være fra Anglo-Italian, snarere end drengerøvsmærket Shaping the New Tomorrow.
2. Semi-formel tøjstil med jakke
Der er ikke andet end sportsjakken til forskel mellem en pæn uformel kontorstil og semi-formel tøjstil. Jakken er en tydelig markør, der kan flytte en tøjstil over i anden kategori.
Den semi-formelle tøjstil har to spor, dels det rustikke, engelske med tweed, fløjl, molskind og deslige, og dels et urbant spor, hvor en blå blazer eller anden let, selvstændig jakke er omdrejningspunktet.
Man kan også variere tøjstilen med en rullekravetrøje i stedet for en skjorte.
Igen gælder, at sartorialisten har spenderbukserne på, eller som minimum øjnene med sig. Tekstiler og forarbejdning er vigtige for ham. De formelt rigtige komponenter er ikke nok til forskel fra ham, der er tilfreds med, tøjstilen ligner. Sartorialisten vil vide det, hvis hans kraftige bukser er molskind, skjorten viyella og blazeren af hopsack.
3. Formel stil i jakkesæt
Jakkesættet, der engang var uformelt tøj, er i dag den formelle dragt. Man behøver ikke at bruge slips eller sløjfe til det, men en åbenstående skjorte bør undgås. Der skal en charmeklud eller en rullekrave ind og dække halsen. Igen, den sofistikerede dress’er ved det, amatøren bemærker ikke syndefaldet. Kvalitet er igen et nøgleord, hvis man vil beherske stilarten.
Studentersangerne er iklædt kjolesæt, når de optræder, ikke smoking.
Tak, det var en erindringsforskydning.
Barlyng skriver til mig:
“Studentersangerne optræder i kjolesæt, og vi har også kjolesæt på til det årlige rusgilde. Men det er rigtigt, at jeg også har brug for smoking, nemlig til Soransk Samfunds årsfest, ligesom jeg de sidste 30 år eller deromkring har været iført smoking hver nytårsaften – med en enkelt undtagelse: den seneste af slagsen, hvor jeg var i kjole og hvidt. Smoking kan man også lejlighedsvis blive inviteret i til runde fødselsdage.
Som yngre har man dog nok oftere brug for den. Da jeg var i tyverne, brugte jeg den fast mindst fem gange om året: Til til tre fester på Nordisk Kollegium, til Juridisk Diskussionsklubs årsfest og til Soransk Samfunds årsfest.
Så jeg stemmer absolut for smoking! Hvem gider trække i formelt arbejdstøj, når der for alvor skal være fest? Til gengæld kan man jo købe pæn konfektion eller vintage – jeg har fuld forståelse for, at mange ikke gider spendere skrædderpenge på en så perifer del af garderoben. Men en smoking skal man have! Nej – ingen protester! Man SKAL have en! Basta!”
Jeg er meget enig med Barlyng! Smoking er festlig (og kjole er meget festlig)! Selvfølgelig behøver smoking ikke, at være skræddersyet.
Mine onkler havde smoking på til nytårsfesten, da jeg var barn og deres elegance løftede selskabet lidt op og lod det hænge i luften. James Bond trækker hyppigt i smokingen og får øjeblikket til at stråle – om det så er ved hasardbordet eller ved en tête a tête. Ove Sprogøe som agent Smith i sort og elfenbenshvid smokingjakke i Slå først Frede-filmene er selvfølgelig en parodi, men det virker!
Smokingen er jo nok på vej ud – jeg trækker også kun i den til nytårsfesten – og ellers kun ganske sjældne lejligheder, og gæster melder fra til selskaber, hvor invitationen lyder på black tie. Tiden er til blødere og mere afslappet beklædning og alternativet til smoking er ikke formelt arbejdstøj; jeg har været til bryllupper, hvor stilen var joggingbukser. Og det er fint. Det er det indre og det mellemmenneskelige, der tæller, og tøjet må aldrig komme før mennesket i det. Men når vi nu har gjort os den erkendelse og respekterer hinanden for, hvem vi er, så kan man jo godt dresse op og lade der være forskel mellem hverdag og fest.
Jeg er enig med Barlyng, man SKAL have en smoking – og bruge den. Men jeg savner anledninger.
Carsten, jeg er på linje med dig og Barlyng. Indlægget er nok lidt performativt, eller hvad det hedder. Jeg må prøve at stable en smoking-event på benene.
Jeg håbede lidt, at du ville foreslå en smoking-event :-)!
Dit indlæg er nu i øvrigt meget rimeligt og forståeligt. Man må tage udgangspunkt i den hverdag, man nu engang har.
Min hverdag er heller ikke smoking, så en smoking-event er velkommen.
Jeg ejer to smokinger. Den første købte jeg, fordi jeg mente at jeg skulle have sådan en i skabet, og fordi jeg havde brugt så mange kræfter på min hverdagsgarderobe, at jeg manglede noget, som for alvor kunne give stilen et hak opad, hvis det var nødvændigt.
Den anden smoking købte jeg, ikke fordi den første var blevet brugt specielt meget, men fordi jeg havde forelsket mig i et billede af en vintage smoking fra 1930’erne. Den fik jeg min skrædder til at forsøge at reproducere for mig, med nogenlunde tilfredsstillende resultat.
Med den håbede jeg, at det måske kunne give mig et incitament til at bære smoking oftere end jeg havde gjort før.
Jeg tvivler egentlig på det sker, men jeg synes der er noget rigtigt i at have et sæt tøj der absolut ikke kan bruges på kontoret, som det ellers gælder for jakkesæt generelt.
Lige netop dette er det, som smokingen kan, synes jeg.
Derudover synes jeg man bare bør bære sin smoking oftere, og sænke tersklen for, hvornår det er passende. Tager man til en premiere i operaen i dag iført smoking, kan man i hvertfald godt regne med at være den eneste.
Tak for rapporten, Allan. Ja, det er sært, at man selv til en operapremiere kan være ret sikker på, man er den eneste i smoking – hvis man er det