Cecil Beaton – fotograf og dandy

Cecil Beaton i flaskegrønt fløjlssæt, charmeklud og filthat med den i dag berømte kunstmaler David Hockney ved sin side. Foto: Peter Schlesinger, 1970

Skønhedens kreatør

Cecil Beaton (1904-1980) var en sammensat person. Han var både en fuldstændig fritænker og en snob forhekset af det engelske klassesamfund. Han kunne både være kærlig og modbydelig over for sine medmennesker. Det konkluderer man, hvis man læser om Cecil Beaton.

“Han er enten ekstremt venlig eller ekstremt uforskammet,” sagde eksempelvis forfatteren Truman Capote i et interview om ham.

Hvad ingen dog er i tvivl om, er, at Cecil Beaton havde et sjældent kreativt blik for skønhed og forstod at fotografere.

Han lod sig inspirere af 1920’ernes ekspressionistiske tyske film og surrealismen, når han skabte sine små verdenen. For det var det, han gjorde. Han fotograferede ikke bare en person, men satte personen ind i scener, der blandede drøm og virkelighed – som en anden Salvador Dalí.

Amerikanske Vogue fik øje på ham og hyrede ham i 1937. De elskede hans kunstinspirerede fotografi.

Efter Krigen skabte han kostumer og scenografi til blandt andet My Fair Lady (1964) med Audrey Hepburn. Cecil Beaton vandt en Oscar for kostumedesign, og filmens herretøj er vitterligt en studie værd, så gennemført, det er gjort.

“Jeg kunne spørge om det umulige,” sagde han engang i et tilbageblik på filmen.

Livet på landet

Før Krigen lejede Cecil Beaton sig ind på landstedet Ashcombe House. Der åbnede han dørene for sine byvenner og holdt store fester.

I 1947 købte han Reddish House i den sydvestlige del af England. Det blev også et sted med megen festivitas. Han boede i Reddish House til sin død i 1980. Han omformede ejendommen, så den blev et referencepunkt for den ideelle engelske landejendom.

Når man først er besat af skønhed, forsøger man at opdyrke den overalt. Det gjaldt i al fald for Cecil Beaton.

Mere

På Filmstriben kan man se en udmærket dokumentar fra 2017 om den store fotograf.