112 par håndsyede sko
Simon Spies kaster historier af sig. Om de altid er lige ædruelige, kan man have sin tvivl om. Hvad med eksempelvis den om stokken, som han bestilte sæde til i Det kgl. Teater? Den vender jeg tilbage til. Jeg vil i første omgang selv bidrage med et par anekdoter fra mit sartoriale virke. Jeg gengiver dem, som jeg har fået overleveret.
Dels er der skoene. Dem håndsyede Würtzen på Nørre Voldgade for Simon Spies. “112 par blev det til,” fortalte skomager Robert Sørensen, der ind til 2015 ejede Würtzen, mig engang. “12 par om året,” tilføjede han. Robert Sørensen donerede senere Simon Spies’ læste til Dansk Skomuseum i Hellerup, hvor de nu udstilles.
Alm afviste Simon Spies
Dels er der historien om Simon Spies’ besøg hos Københavns fineste herreskrædder, Alfred Alm. Det gik ikke så godt. Alm havde ikke lyst til at sy for Simon Spies. Han fortalte:
“Det, jeg lægger særligt vægt på, er skulderpartiet. Derfor ville jeg ikke sy for Simon Spies. Ja, det var dengang, han havde umådeligt langt hår og et vældigt skæg. En dame kom ind og udtog stof til 10 sæt. Så indfandt hr. Spies sig og sad der med sin stok.
Jeg stod der og så på ham:
“Kunne De ikke tænke Dem at skifte type, hr. Spies, og klippe af hår og skæg?
Han sagde: “De kan bare lade mit hår og skæg være. De er så stor en kunstner, at De kan sy til mig, som jeg er.”
Jeg tog mål og skulle ringe om prøve. Men jeg ringede aldrig. Jeg syntes, det ville være spildt for både hr. Spies og mig, når man dog ikke kunne se hans skuldre.”
Leopardtøfler og stok med egen billet
I stedet frekventerede Simon Spies Brødrene Andersen, der i 1970’erne endnu havde in-house herreskrædderi. Der købte han også kashmirtrøjer og -strømper, som Jørgen Nexøe-Larsen har berettet om.
Det berører Inge Weile, der var kæreste med Simon Spies, tillige i sin selvbiografi Mit liv med Spies, Sjakalen og Scarface (2018). Desuden kommer hun også ind på de berømte leopardtøfler og stokken, der hvilede på et sæde i Det kgl. Teater. Virkeligheden bag de to stykker tilbehør er ifølge Inge Weile mere prosaisk end historierne, der i omløb:
“Sagen var, at de berømte leopardtøfler ikke kun var en egocentrikers bizarre påfund. Som så mange andre mærkværdigheder havde de en fornuftig forklaring, men var blevet til noget helt andet i folkemunde. Simon havde for år tilbage fået kvæstet sine fødder på en byggeplads, hvor en gravkos grab ramte ham. I en periode gjorde almindeligt fodtøj simpelthen ondt, men tøflerne gik an. Hvorfor så ikke vælge nogen, der stod til de lyse jakkesæt, han altid gik i?
Den historie minder om stokken i Det Kongelige Teater. En pressefotograf havde taget et foto af Simon, der bredte sig på den bedste række og havde sin stok liggende på sædet ved siden af. Det rene fråseri? Nej, Simon havde bestilt to pladser, men hans ledsager meldte fra i sidste øjeblik, hvorfor han uden at tænke over det lagde sin stok på sædet. Det var billig reklame.”
Skriv et svar