—
Forfatter og journalist dr.phil. Niels Barfoed, født 1931, har begået et lille essay for Den velklædte mand.
Khaki
Af Niels Barfoed
Jeg har set mange soldater i mit liv, men jeg har aldrig selv været soldat. Jeg slap. Det var få år efter besættelsen. En venlig læge … hm, nå, det gik med andre ord ikke helt redeligt til … Måske er det derfor jeg altid har været optaget af farven khaki, der er uløseligt forbundet med uniformer. Den dag i dag er jeg i lufthavnen stadigvæk opmærksom på soldater, der skal tilbage til udstationeringer. De oprullede skjorteærmer, baretterne, sommetider lyseblå (i en nuance, der står fantastisk godt til khaki).
Selv har jeg kun trukket i spejderuniformen.
De menige tyske soldater i gaderne under besættelsen var ikke noget at skrive hjem om, hvad uniformer angik. De højtstående officerer var til gengæld i pralende munderinger med lange skindfrakker. Men så kom de ubarberede engelske ørkenrotter i maj ’45 for at overtage Danmark, i mit tilfælde København; Det var en anden snak. Og siden afløstes de af ferierende yankies, der kom op fra Tyskland, hvor de passede på den resterende befolkning, for at gå i Tivoli og se på befriede danske piger. De var nystrøgne og stank af velplejethed.
Men den khaki, jeg fandt og forblev tro, var den de britiske kolonisoldater havde uniformer af i Indien. Den er brun på den gullige (ikke grønlige) klassiske måde.
Jeg kommer ikke udenom et par fordomme. Den rigtige khakiskjorte har to brystlommer. En kan lige akkurat gå an, hvis man er i det tolerante humør. Ingen er nogo. Er man ikke til brystlommer, må man holde sig fra khakiskjorten. Og lommerne skal have læg i midten. De skal bl.a. kunne rumme en pakke ”Player’s”-cigaretter.
Efter min mening er lange ærmer et must. Og en khakiskjorte til shorts er mig for kolonimilitært. Uomtvisteligt, ja: Khaki kommer fra den militære verden, men i dag skal farven på en gang løftes klart ud af den militære kontekst og over i det civile univers, men – uden at herkomsten fortrænges. Det er en balancegang. Khakiskjorter er for mig til lange bukser, i en anden farve vel at mærke. Mørke jeans er ok.
Det er ingen spøg at gå i khaki. Hvad er det så? Det er ganske vist casual, men nedtonet, for det er også arbejde. Det er udendørs mere end skrivebord; Det er ærlig snak, gode råd og ro på og ikke høje glas. Det er sagligt og til en vis grad beskedent.
At gå med slips hører ikke til ”min” khakiskjorte. Kraven står åben, og T-shirten under er hvid. Khakiskjorten fødtes ikke i de sorte eller lilla T-shirts tid. Den er ældre. Og til den bæres bedst noget strikket bomuld. Den skabtes ikke til frost og kuskeslag.
En khakiskjorte giver gode nerver og tillid, og det har enhver mand brug for.
Mit problem med khaki er at det er støvet. Det er som sådan en egenskab ved klædestoffet og et formål kan man sige. Jeg har dog som eks. fundet det svært sætte en blazer sammen med khaki bukser, fordi blazeren forekommer mig for blank sammen med khaki bukser. Men det forholder sig nok som Barfoed skriver, at khaki ganske enkelt ikke er “til slips” og pænt tøj i bredere forstand?
Er ikke uenig. Selv foretrækker jeg lærredbukser i en lidt lysere nuance end khaki med en blazer.
Om en kakiskjorte kan benyttes med “pænt tøj”, beror måske mere på designet end farvenuancen. Lommer, skulderstropper o.lign. gør skjorten uformel.
En kakifarvet almindelig skjorte, altså en variant af en lysebrun skjorte, kunne godt indgå i en uformel habit eller anden pæn tøjstil, tænker jeg.
VH Torsten