—
Flippen, der blev væk. Forfatter, dr.phil. Niels Barfoed, født 1931, har for Den velklædte mand skrevet om et sartorialt tab i tiden. TG.
Flipper
Af Niels Barfoed
Jeg tog forleden en bog ned fra hylden, fordi jeg havde brug for at verificere et citat – og blev distraheret. Bogen var min kollega Thomas Bredsdorffs vigtige udgave af Morten Nielsens samlede digte. Morten Nielsen var min ungdoms yndlingsdigter. Hvis De ikke ved det, omkom han som frihedskæmper kun 22 år gammel ved en vådeskudsulykke under en illegal våbenøvelse i 1943.
Nå, mit blik var faldet på det foto, der fylder forsiden. Og jeg ser, at Nielsen bærer en skjorte, en meget almindelig hvid skjorte, men med lige den flip …! Det er der ikke noget underligt i, for den skjorteflip bar alverden dengang uden at gøre noget nummer ud af det. Det underlige består i, at den er totalt forsvundet, pst væk! ikke til at opdrive, i Danmark forstås.
I snart umindelige tider har det været god, ufravigelig tone, at spidserne på herreskjortens flip skræver ud til siden. Nogle gange går de helt i spagat. Det ser herrens ud. Eneste undtagelse er efterhånden den såkaldte buttondown-skjorte, De ved, med knapper, der holder flippens snipper nede. Meget klassisk.
I buttondown skræver flippens spidser moderat, hvis De kan se det for Dem. Derfor egner flippen sig ikke til store bombastiske slipseknuder i modsætning til den skrævende flip, som jeg altid har associeret med den tyske ex-kansler Gerhard Schröder, der i dag er 76 år og vistnok stadig engageret i russisk finans, olie o.lign. Den skrævende flip er som skabt til Windsor-knuden, både den fulde og den halve, men uanset knude er skræveflippen altid blottet for diskretion. Jeg ønsker den ikke forbudt, den må gerne være der, men ikke alene. Det er det, der er ulykken: Den er eneherskende i Danmark.
Derfor tog jeg engang hele vejen til Malmö, fordi jeg fra min ungdom huskede en herreekviperingshandler i verdensklasse. Jeg mener, den hed Ohlsson. Ret mig, hvis jeg tager fejl. Jeg var sikker på, at dér måtte de føre skjorter med den flip, der for mig altid har været flippen, som blandt kendere hedder Spearpoint-flippen (spydspids), og som den engelske skuespiller Leslie Howard aldrig sås foruden. Og som Morten Nielsen altså bærer på billedet. Men nej. Den fine forretning var sunket i jorden for længst. Og de butikker, der ellers var at opdrive, havde kun de skrævende. Dem, jeg efterlyste, havde de godt nok hørt om, det vil sige de ældre ekspedienter, men tyvärr … de var fashion!
Gu’ er de ej, de er bare skjorter med smukke flipper!

Så bød der sig en chance. Der var for kun få år siden et kendt nordisk firma, der både laver verdensberømte skjorter og sweatre og meget andet godt, som tilbød, at man kunne møde op i et bestemt bedre magasin i København og få taget mål til en ”personlig” skjorte. Det var ikke uoverkommeligt; hvad et reklamefremstød heller ikke bør være. Men …
Jeg har en faible for et bestemt slags læg i nakken på skjorter. Det bevirker, at der er en god, komfortabel brystvidde. Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Det brugte de ikke. Ikke det? Hvad var så det ”personlige” i tilbuddet?
Og hvad blev resultatet? At flipkraven endte med at være alt for høj, hen i retning af det Byron-agtige, og ”spydspidserne” som følge deraf uskønt store. Jeg synes, jeg kom til at ligne en patient. Hvad ville den på alle måder smalle Leslie Howard mon have sagt? Men flippen havde i det mindste de syninger, der hører sig til, og som Morten Nielsens flipper også har.
Måske vil forskningen en dag opklare, hvorfor de spidse Spearpoint-flipper forsvandt for good og gjorde hylderne fattigere – i al fald i Europa. Jeg har længe ikke været i London, og ved ikke hvordan fliplandet ligger f.eks. i Harrods.
Men jeg ved, at mændene i vor tid trænger til at promenere noget andet end deres indre Gerhard Schröder. Lad os få den indre Leslie Howard frem, der taler mindre om russisk olie og børskurser. Og mindre højt. Især i mobiltelefonen. Og har lidt bedre tid.

Darcy Clothing har skjorter med Spearpoint Collars. Link: https://www.darcyclothing.com/collections/mens-shirts/products/plain-coloured-spearpoint-collar-shirt-early-c20th-sh190p-single
Overraskende godt match mellem Niels Barfoed og Den Velklædte Mand. Tænk, at der skulle gå så lang tid, før de mødte hinanden: Tanke, sprog, stil og smag i en langsom gyngende gangart. Herlig læsning.