En harmoni der forsvandt
Idealet om harmoni i tøj forsvandt med oprøret i 1968. Jeg vil ikke retrokonservativt begræde forsvindingen. Verden forandrer sig, og der var mange gode grunde til 1968.
Men jeg vil fremhæve den omgang med tøj, som fandtes før 1968.
Den var mere respektfuld. Den gik på, at tøj var en knap og kostbar ressource. Tant og fjas alene, som tøj kan være i dag, hvor man kan påklæde sig fra top til tå for under 500 kr., fandtes ikke.
Den alvorlige omgang med tøj skabte grobund for holdbare stilprincipper. Modens luner frøs man ved.
Tøjlægerne
I USA havde kvinderne “Dress Doctors”. Det kan man læse om i Linda Przybyszewski The Lost Art of Dress (2014).
Dress Doctors rådgav kvinder i vedligeholdelse og brug af tøj. De agerede som en lærebog på området, som Frøken Jensens Kogebog herhjemme fungerede som lærebog i basal, god madlavning.
For Dress Doctors var tøj ikke en kunst. De havde ingen ambitioner om, at tøj skulle udfordre og overskride forestillinger, som modeindustrien i dag leger med.
Men tøj var heller ikke bare klude for dem. De opererede med en æstetik, de havde en idé om skønhed.
Det viser Linda Przybyszewski i The Lost Art of Dress. Deri fremlægger hun fire principper, hun finder hos disse tøjlæger. Principperne kan ligeså vel appliceres på herretøj.
Princip 1: Form
Tøjets rumlige form skal matche den rumlige form, som personen, der bærer tøjet, udgør. Kort sagt, tøj skal teknisk set passe, for at harmoni på nogen måde skal opstå. Det lagde tøjlægerne vægt på.
Linda Przybyszewski skriver:
“Tøjets form bliver harmonisk, hvis det følger en menneskekrops levende, bevægelige linjer. Kroppens linjer er naturligt smukke og dens bevægelse naturligt yndefuld, så tøj, der hindrer denne bevægelse, er pr. definition grimt.
“Ingen kjole kan være virkelig smuk, hvis den på nogen måde hæmmer bevægelsen”, forklarede designeren Elizabeth Hawes i 1942.
Selvfølgelig, kan man sige, skal tøjet passe til det, som en kvinde ønsker at gøre.
“Tennis er én ting, at drikke cocktails er en anden”, sagde Hawes også.
Hawes kunne selv godt lide at designe med fødderne oppe på et bord, så hun foretrak løse bukser, når hun arbejdede i sit atelier.”
Princip 2: Tekstur
Tekstur, som er tekstilernes konturmæssige overflade, tykkelse og bevægelse, må man også have øje for ifølge tøjlægerne.
Linda Przybyszewski skriver:
“En bog om kjoler fra 1923 sluttede et kapitel med en quiz:
“Hvorfor skal vi ikke bære øreringe til en blusetop? Satintøfler med en sportsnederdel? En uldsweater til en georgettekjole?
Svaret: Harmoni i tekstur kræver, at de forskellige tekstiler, vi kombinerer i et sæt tøj, ligner hinanden.”
Tanken bag er, at alle de klædestoffer og lædermaterialer, du har på, er gået sammen med dig om en fælles aktivitet og har samme evne til at klare de forhold, du skal møde, uanset om det er kulde, varme, groft slid eller skånsom brug.”
Princip 3: Idé
Hænger designelementer sammen? Følger de sammenhængende idé?
Tøjlægerne ordinerer også på dette område.
Linda Przybyszewski skriver:
“Idé kræver, at dekoration ikke forstyrrer genstandens formål eller distraherer påklædningens struktur [linjer og farver]. Et af [tøjlægernes] Harriet og Vetta Goldsteins yndlingseksempler på dårligt design var en bestemt fluesmækker, som de havde medbragt til undervisningen på den dag, der var helliget emnet idéharmoni. Fluesmækkeren var broderet med uldne blomster, som helt klart forstyrrede dens formål. Den var, for at citere søstrene,”åbenlyst absurd”.
Dekoration på en kjole kan også krænke princippet om idéharmoni ved at distrahere fra beklædningens struktur. For at bruge en ydmyg sætning fra kjolelægerne, bør dekoration på en beklædningsgenstand ikke se “påsat ud”.
Smykker bør også være “underlagt […] kostumets linjer og farver.””
Princip 4: Farver
Farver er en sump, når man arbejder med principper om harmoni. For hvornår harmonerer farver?
Jeg mener, at man (i dag) skal nøjes med at se på farver gennem apspekterne kulør, lysstyrke og mætningsgrad, jf. Stil består.
Det der med at psykologisere farver nærmer sig astrologi.
Tøjlægerne holder sig ikke tilbage og forsøger efter bedste evne at rådgive, hvad farver og kombinationer af dem signalerer.
Varme farver signalerer glæde.
Kolde farver signalerer ro og alvor.
Tøjlægerne kører også vældigt meget rundt i primære kulører (fx blå og gul) og sekundære (fx grøn).
Dog møder jeg dem gerne, når de kommer til en konkret omgang med tøjdeles lysstyrke.
Linda Przybyszewski skriver i sin beretning om tøjlægerne:
“En farves valør er vigtig. Når du er i tvivl, skal du holde dig til den samme valør, når du kombinerer forskellige farvenuancer i et sæt tøj. En mørkerød og en mørkeblå farve, som begge er farver blandet med sort, vil stå godt til hinanden, mens mørkerød og lyseblå sandsynligvis vil skurre mod hinanden.”
Skriv et svar