Pas på engelsk stil

Naturlighedens tøj

Engelsk stil (og faktisk også italiensk) rummer en aversion mod det perfekt sammensatte tøj.

G. Bruce Boyer har beskrevet traditionen udmærket i  True Style (2015) under overskriften “The English Country House Look”:

“For det første er det vigtigt at huske, at man foretrækker lurvet frem for nyt. Nyt er vulgært; det lidt slidte er at foretrække frem for det nye og skinnende. At prale med nye mærker, eller med ethvert andet mærke for den sags skyld, signalerer usikkerhed. En falmet, let patineret atmosfære er ideel for at opnå et tidløst, underspillet look, der vidner om håndværk og de rette proportioner. De berømte skrædderier på Savile Row føler for eksempel stadigvæk, at de på en eller anden måde har svigtet en kunde, hvis han får komplimenter for at bære et nyt jakkesæt. Tøj skal ikke bæres, som om det var et objekt i sig selv; det skal være forlængelse af den enkelte krop og det enkelte sind. Det betyder, at manglende knapper eller flossede manchetter, et par pletter og lapper er helt i orden. Det er det krøllede, men dyre tøj, vi går efter her, sammenbrudets tilgang, hvor intet nogensinde er hverken in eller out of fashion. Det er kun gamle og slidte tweedjakker, der har læderlapper på albuerne eller manchetterne. Nyt tøj er måske smukt, men det har ingen følelse eller reel stamtavle. Nyt tøj har kun etiketter […].

For det andet skal du forberede dig ved at kultivere indtrykket af, at du aldrig har forberedt dig. Åbenlys koordination skal undgås for enhver pris. Slips, sokker og brystlommetørklæde bør i det mindste være lidt modstridende. Det giver point at bære tøj fra forskellige genrer eller fra forskellige perioder eller lejligheder. By og land mødes ofte hos den virkelig stilsikre. At kombinere et par gamle stribede jaketbukser med en blazer og en lidt forfalden crickettrøje fungerer godt. Et jakkesæt fra byen med en slidt Barbour-jakke, eller et mosgrået fåreskind og en misdannet trilby (lidt for lille), eller en grødtyk tweedjakke, der bæres med en meget pæn byskjorte og et prikket silkeslips – alt dette skaber ubesværet udtryk. Uorden trumfer symmetri og organisation hver gang, og den uforudsigelige uoverensstemmelse, der virker så uberegneligt naturlig, inspirerer.”

Men der mangler noget

Det er svært ikke omfavne den engelske position. Naturligt er mere attraktivt end kunstfærdigt. Tøj, der hænger sammen med personen, er mere attråværdigt end tøj, der fremstår som et kostume.

Men Boyer glemmer en vigtig forudsætning: tid, aristokratens privilegium.

Det er ekstremt svært at forcere “The English Country House Look”, som især mange unge mænd forsøger. Naturlighed tager tid. Et naturligt og ikke indstuderet look er noget, der dukker op, når man har gjort det rigtige igen og igen over flere år, når man har lært at prioritere sine virkemidler på fornemmeren. Det ikke ulig klavereleven, der må gøre det korrekte igen og igen for at blive virtuosen, der med held kan afvige fra reglerne og betage publikum.

Så mit råd er: Undervurdér ikke det årelange arbejde med at vælge og koordinere tøjdele efter traditionelle formler. Gør det gerne omhyggeligt. Frygt ikke perfektionen. “The English Country House Look”, “sprezzatura”, og hvad man nu ellers kalder skøn, naturlig tøjstil, gives kun til den, der har øvet sig grundigt.

“Vær først og fremmest en god håndværker; det vil ikke hindre dig i at være et geni,” med maleren Renoir.