Klædt som en sloane ranger

Den nyborgerlige livsstil i 1980’erne

Bogen The Official Sloane Ranger Handbook udkom i 1982, for 40 år siden. 1982 var året, da Poul Schlüter dannede sin firkløverregering. I 1982 var yuppierne også dukket op. Mens en sloane ranger i store træk havde den gamle, engelske overklasse som forbillede, var der mere penge og store armbevægelser over en yuppie.  En sloane ranger var det engelske livsstilmæssige svar på den nyborgerlige vækkelse, en yuppie det amerikanske.

Med den gamle engelske overklasse som pejlemærke sværmede en sloane ranger om jakkesæt, skjorte, slips, pullovers, selskabstøj, tweed med videre.

I The Official Sloan Ranger Handbook (1982) udlagde journalisterne Ann Barr og Peter York teksten. Deres bog bliver en vinkel, et forsøg på at skrive en sammenhængende livsstil frem. Virkeligheden var givet mere broget, usammenhængende. Men noget har de haft fat i, ingen tvivl om det. Selve termen Sloane Ranger refererer til Sloane Square i den eksklusive bydel Chelsea i London. Ann Barr og Peter York introducerede termen første gang i 1975.

Tidløs og tidstypisk

Selv om en sloane ranger idealiserer en traditionel, tidløs garderobe, omfavner han mere eller mindre frivilligt også tidsånden. Det ser man her 4o år senere. Stribede skjorter og jakkesæt, Gucci-loafers, tunge brougue-sko og Moonboots findes stadigvæk, men de fremstår mindre nødvendige end på sloane ranger’nes tid. Til gengæld er der også i dag godt gang i fx Barbour-jakken og kviltede jakker og veste.

Nogle klip nedenfor fra beskrivelsen af “Henry”, som er navnet på den mandlige sloane ranger i bogen.

“Uniformen

Henry kender stilen, hvilket betyder, at der ikke er nogen mode og hæmmet selvudfoldelse i påklædningen. Sloane-mandstøj er en uniform. Der er virkelig regler, stadigvæk. Henrys tøj, som alt andet, relaterer sig til det, der virkelig betyder noget (What Really Matters). WRM har ændret sig meget lidt i de sidste tyve år, bortset fra ankomsten af Gucci-loafers og jeans (som i øjeblikket bæres med tweedjakke) og afskeden med bowlerhatten. Alt bliver båret, indtil det falder fra hinanden. Henry bærer overtøj indendørs, landligt tøj i London, og mange af hans tøjstykker ligner meget hans gamle skoleuniform, hvilket gør ham til en del af den usynlige klub af Ranger-dom. En sloane ranger er ubevidst irriteret over, at udlændinge bærer le style anglais som et look og ikke som et adelsmærke. Henry, selv om han er fuldstændig forudsigelig, er normalt den mest attraktive mand ved enhver lejlighed. Han bærer uniformen som en city gent, godsejer, som om han var født til det, hvilket han er. Det overordnede look kendes på stilen (korrekt klædt), uden at der er tænkt over det (mistænkeligt). Den aristokratiske tradition betyder, at forretnings-rangers har lov til at se mere elegante ud end deres hæmmede, overforsigtige amerikanske fætre, preppierne. Det grundlæggende i Ranger-tøjstilen er en afbalanceret, historisk sanktioneret kækhed. Rigtigt Ranger-tøj ser ligesom Tory-hår lidt kavaleragtigt ud. Henry tilføjer farver og Sloane-glamour, som andre klasser ikke ville risikere – et snustørklæde, en skævt skråt vendt Herbie J-kasket, brede, skarlagenrøde eller sennepsfarvede seler af boxcloth.

WRM for Henry betyder:

• Land i byen (Rus in urbe): Henry bringer landstedet til London med sin Barbour-jakke, sin kviltede Husky-jakke osv.
• Herkomst: Virkelig gamle tweeds og smokinger, arkaiske, men i fremragende snit, fremstillet til hans far eller måske hans bedstefar. Ligeledes en skjorte fra skolen eller Oxford/Cambridge, godt slidt ved kraven. Han er som et lille agern fra et gammelt træ.
• Medlemsskab: Noget, der signalerer medlemskab, f.eks. en signetring med våbenskjold eller manchetknapper, ikke et skoleslips, det er for indlysende.

[…]

Byskjorter

Det vigtigste mønster er striber – især de enkle blyantstribede eller end-on-end (striberne er vævet ind, ikke trykt) – i mørkerød, mørk- eller mellemblå eller grå, alle på hvid baggrund. Undersøgelser viser, at 80 % af Sloanes bærer en af disse definerende stribede skjorter 60 % af tiden. Figurative eller abstrakte mønstre er ikke tillidsvækkende i Sloane-shire, altså sejlskibe, Art Deco-motiver og lignende. Det alternative hverdagstekstil er Oxford – en blødere og tykkere bomuld med de samme striber – og det alternative mønster er ensfarvet. Nøglefarverne er hvid, klassisk lyseblå (jf. kombinationen Can’t-Fail blå-skjorte/mørkerødt slips) og støvet rosa. Det lyseblå stof, der engang blev udleveret til politifolk og visse andre tjenestefolk, er også særligt betryggende. Nogle Sloanes har deres initialer broderet på deres skjorte, lavt på venstre bryst, hvor de normalt er skjult af en jakke. Dette er ikke, for at vaskeriet ikke skal miste dem. Men initialer er lidt Karl Smart, medmindre du har en krone til at sætte over dine initialer eller meget fornemme initialer.

[…]

Sko

Sloanes kan ikke lytte, hvis du har de forkerte sko på. Hvordan kan man virkelig forstå en person, der har de forkerte sko på? Mens andre lægger mærke til tics eller jakkerevers, ser Sloanes først på skoene. Der læser de det, der står på bundlinjen. Sko er afgørende. Hårdføre Sloanes vil opgive flere fine restaurantbesøg for ordentlige sko. Det skyldes, at de instinktivt er klar over, at i riddernes og bøndernes tid var det kun riddere, der bar sko.

Efter den industrielle revolution var der støvler og sko, og Sloanes gik med skoene. Henry værdsætter sin fars jagtstøvler og sin oldemors skohorn og støvleknappejern. Hans far mistroede ruskindssko (“for fjolser”), men de er nu kommet ind i Sloanedom, selv om prins Philip stadig ikke bryder sig om dem. Men Henry ville aldrig, aldrig nogensinde gå med høje hæle eller modesko. Enhver, der gør det, tager et stort skridt væk fra Sloanedom.

Der er fire gyldne regler for sko i den kendte verden:

• Alt læder
• Sorte, brune eller hvide
• Højpolerede (Sloanes går ikke ind for det naturlige look, og det går dem ikke på, der går skovoks til spilde i hullerne i deres brogues)
• Helst gamle. Idealet er en klassiker fra Lobb fra ca. 1965, der er poleret og patineret over folderne.

Sloanes véd bare, at man ikke bærer formelle sko med syntetiske såler, laksko om dagen, interessante designs eller innovative snørebånd … det er imod naturen. Henrys skosamling indeholder:

• Oxfords. Et par sorte og et par brune. Ideelt set er de specialfremstillede, men Church’s og Alan McAfee er standardsko. (Ikke “jazz”-oxfords – cremefarvede eller grå eller tofarvede eller 1970’er-disco eller Gatsby. Almindelige).
• Brogues. Skal være rigtige. Det ideelle er Lobb-mønstret. Sorte og brune igen.
• Gucci-loafers. Evige, fordi de er perfekte. Hvor klogt af hr. Gucci at levere dekorerede sko til herrer. Dem med den røde og grønne stribe ser regimentelle ud, og de ser alle sammen et strejf af hest som følge af bidslet. Henry ville også acceptere rimelige look-alikes fra Russell & Bromley. (Sloanes med lav profil bærer sorte mokkasiner med diskret metal på vristen).
• Wildsmith loafers. Sorte, smalskårne, kort pløs, så man se man kan se en masse strømpe.
• Tassel loafers. Sorte. (Lidt affekterede?).
• Brune ruskindssko eller chukka støvler (valgfrit). Sloanes foretrækker hårde såler – de har mistillid til bløde såler: “forrædiske”.
• Hunter-gummistøvler. Grønne. London Sloanes tager grønne gummistøvler på i vådt vejr som en pest af frøer.
• Tennissko. Green Flash, eller Gucci hvis han er heldig, men sandsynligvis en gammel, slidt mongol.
• Moonboots. Skisymbolik.
• Vandrestøvler til Skotland. Perfekte til heden. De har pigge og er faste omkring anklerne og kan næsten gå i moser.
• Aftensko (valgfri). Kavalersko i lak med grosgrain-sløjfe er arkaiske, men er fine sammen med en smoking. Laksko med snørebånd er også fine, men du kan altid gå med sorte Gucci-loafers.
• Fløjlsslippers med dine initialer eller et motiv i guld til middagsselskaber derhjemme. Sorte, grønn, bordeaux, marineblå. Jagt-Henry er berettiget til tøfler med en forgyldt ræv på (en hjort er Karl Smart). Gifte Sloanes kan kendes på hjemmesko af smalriflet fløjl, som Caroline tog flere år om at lave og hans initialer, hans våbenskjold, er indvævet.

[…]”

Du finder bogen på blandt andet Amazon.