De gode, gamle dage
En young fogey elsker gamle dage. Ligesom i tilfældene sloane ranger og yuppie kan man se ham som en del af den nykonservative bølge, der rullede i begyndelsen af 1980’erne som en reaktion på 1968 og 1970’ernes eksperimenter og økonomiske problemer.
Journalisten Alan Watkins populariserede termen young fogey i 1984. Stilitisk set beskriver young fogey (“ung knark”, direkte oversat) en ung mand i gamle klæder. Men der følger også et arsenal af konservative interesser og holdninger med fænomenet. Kæphesten er moderne arkitektur, som en young fogey prygler igen og igen. Moderne tøj bryder han sig heller ikke om. Der adskiller han sig fra en sloane ranger. Han er i stedet totalt opslugt af secondhand-tøj fra tweedjakker over tredelte habitter til filthatte og tilmed galoscher. Den formelle garderobe af kjolesæt, smoking og jaket står også højt på en young fogeys prioriteringsliste.
I sammenligning med en sloane ranger er en young fogey også historiske vidende, ikke bare historisk bevidst. Med fare for at støde en læser eller to på manchetterne kan man med danske briller muligvis karikeret sige, at en young fogey er en historie-, teologi- eller filosofistuderende, mens en sloane ranger læser på CBS.
Man finder også velbeslåede young fogeys, prins Charles for eksempel, han er en såkaldt superfogey og pendanten til prinsesse Diana, der er sloan ranger’en over dem alle.
The Young Fogey Handbook
I 1985 udgav journalisten Suzanne Lowry The Young Fogey Handbook, hvor hun som journalisterne Ann Barr og Peter York gjorde med sloane rangers et par år forinden temmelig satirisk skriver en livsstil frem, som en young fogey dyrker.
I det følgende nogle tekstklip fra bogen.
“Fordi en Young Fogeys tøj er gennemsyret af traditionel engelsk stil – og ofte også gennemsyret af traditionel engelsk kropslugt plus en umiskendelig duft af engelsk sovs – kan det ved første øjekast være svært at skelne ham fra andre blot nøgternt, konventionelt klædte.
Det er med til at forklare, hvorfor Fogeyismens genoplivning stort set ikke blev bemærket, eller i det mindste godt camoufleret, i så lang tid. Men hvis man ser efter, vil man hurtigt bemærke forskellen. En ægte Young Fogey går ind for, at man selvbevidst, men ikke aldeles excentrisk, fremkalder fortiden, og han foretrækker en sjusket, halvflosset akademisk stil, som bliver til et meget negativt, næsten tækkeligt, statement om nutiden.
En unik britisk blanding af klassiskhed og forfald kendetegner for YF-moden: Tilhængerne har en tendens til at se ud, som om de bor på gamle kollegier eller i forfaldne og faldefærdige præstegårde på landet, og det er der faktisk mange af dem, der gør. Deres forkærlighed for ting, der er gejstlige – især de ikke-spirituelle ting som bygninger og liturgi – afspejles på en eller anden måde i deres trodsigt elegante, men trevlede og krøllede påklædning. De, der beder sammen, går i stykker sammen.
[…]
At længes efter – og erhverve sig – nogle gamle, mugne tøjstykker er det bedste ydre og synlige tegn på den indre åndelige længsel. Tweed og nålestriber fra før Krigen (eller fra begge krige), cardigans gået ud af form og antikvariske butterfly er let og billigt tilgængelige og giver ejeren en øjeblikkelig, om end vag vane af fornemhed, et strejf af slægtskab og en længsel efter bedre tider. Hvis tøjet er lidt slidt eller sidder dårligt, bidrager det kun til at give et billede af, at tiden er forsvundet – forudsat at det oprindelige snit og den oprindelige kvalitet var autentisk. Disse mænd klæder sig i en vis forstand i sørgetøj over bortgangen af det, de ser som den gyldne tidsalder for engelsk liv og kultur.
[…]
Ligesom unge kvinder gennemsøgte oceaner af Victorian-undertøj med blonder i 1960’erne og 70’erne, er unge mænd nu i gang med at finde paisley-mønstrede tørklæder, behårede tweedkostumer, jakkesæt fra 1937, fløjlskraver, høje hatte og endda galocher. Uanset hvor omhyggeligt Young Fogeys garderobe er udvalgt, bæres den med en nonchalance, der er lig med en indstuderet ligegyldighed. Det handler om et særligt talent for at blande og matche mærkelige stykker tøj (f.eks. en nålestribet jakke med gamle grå flannelsbenklæder, en lysebrun cardigan og en flerfarvet silkeskjorte). The Total Look – undtagen når det er Total Tweed – er et fremmed koncept. Idiosynkrasi er nøglen.
[…]
Inde i young fogeys klædeskab finder man:
- Et eller flere tredelte jakkesæt i tweed, kamgarn eller nålestriber, enkelt- eller dobbeltradet, gerne med opslag på bukserne og billetlomme.
- Vintage: Originale habitter fra Savile Row eller velrenommerede skræddere i Dublin, Oxford osv. 1935-45 Nogle gange kan et tidligt Burton-sæt fra de ægte 50’er-made-to-measure-dage godkendes. Kan fås på loppemarkeder, i Oxfam-butikker (især den i Oxford) og andre genbrugsbutikker eller fra dit forældres loft til intet andet end prisen for en omgang rens (hvis det ønskes).
- Ikke-vintage: Som ovenfor. Kan købes hos Huntsman, John & Pegg osv. eller (snyd) hos John Collier.
- Sportsjakke i kraftig tweed, med eller uden læderlåede knapper og albuelapper
- Rummelige tweed- eller fløjlsbukser
- V-halsede Fair isle-pullovers, håndstrikkede i 1930’erne og 1940’erne – en dyr vare, fordi kvinder også køber dem
- Cardigan i grå eller beige uld
- Rygejakke (hovedsagelig på grund af den æstetiske tendens) alt efter alder og stand
- Sportsskjorter fra Viyella og Tootal
- Manchetskjorter fra Turnbull & Asser og andre (vintage)
- Afrundede stive skjorteflipper, perlemorsbrystknapper
- Smoking (1930’erne)
- Barbourjakke som ny i skrivende stund. Svært at finde brugt.
- Regulært stribet eller ensfarvet blå pyjamas. Nogle gange er gylpen syet sammen; noget, som barnepigen måske begyndte på – “Bare for en sikkerheds skyld, kære”.
- Brun og gråligt uldfarvet, paspoleret morgenkåbe
- Mølkugler
En young fogey går aldrig med følgende:
- Gucci
- Marks & Spencer og indrømmer det
- Make-up
- Øreringe
- Chesterfield-frakker
- Cavalry twill
- Anorakker
- Aftershave
- Nylonskjorter
- Tøj af syntetiske fibre
- Smalle bukser
- Diamanter
- Sneakers
[…]
En young fogeys smykker:
- Signetring, hvis den er rigtigt brugbar
- Ovale manchetknapper i guld med en og andens initialer indgraveret
- Lommeur eller et enkelt, gammeldags armbåndsur”
Du finder Suzanne Lowrys The Young Fogey Handbook (1985) på Amazon og andre boghandlere online.
Endnu en god gennemgang af en 80’er tøjtstil, der ikke får så meget opmærksomhed. Det er sjovt, at en young fogey ikke ville ses i Cavalry Twill (rideelastik), da det ellers (så vidt jeg ved) også er en buksevare, der blev brugt i 1930’erne op til 1950’erne. Måske fordi de er svære at finde brugte?
Det kan være en forklaring. Måske har han det også svært med deres tætte forbindelse til ridning og militær – noget, som YF synes at været lidt distanceret overfor
Det er tankevækkende at læse de “gamle” bøger om påklædningen i dagene ikke så lang tid tilbage. 60’erne, 70’erne, 80’erne osv. Personligt har jeg (aldrig?) ikke været påvirket af aktuelle modeluner. I studietiden stod den på tweed og blazer (på jura sæfø’li’ :-)) med tilhørende bukser. Det samme i tiden som advokatfuldmægtig og meget af tiden som advokat.
Men den nye modelune kan “man” nok kalde den: Åbenstående skjorte – helst hvid – med mere eller mindre vildtflagrende flipper. Ja selv den øverste chef i Mærsk toner frem på TV i denne mundering.
Hvor F….n stammer den mode fra? E4r det bare et tegn på tidens forfald??? På samme måde som nybyggerierne på Strandveje oppe ved Helsingør??? Store hvide facader..næsten helt ud til Strandvejen.
Nå jeg er jo også en gammel knark efterhånden. På det mentale plan? Det synes jeg ikke selv 🙂
Når Mærsk-toppen dropper slipset med den hvide skjorte, er det mere en kommerciel overvejelse end mode. Jeg tror, de er bange for at komme for langt væk fra tidsånden og derfor ofrer lidt pålidelighed ved at undlade slipset. En afvejning, kort sagt