
Mararo
Hvad er det for mennesker, der besøger Pitti Uomo i Firenze?
Jeg får jævnligt spørgsmålet og tænker da også selv over det en gang imellen: “Hvem var egentlig det, jeg lige fotograferede?”
Roberto Mararo er et godt eksempel. Jeg har stødt på ham flere gange og fotograferet ham et par gange tidligere. Når jeg efterfølgende googler ham, kan jeg se, han har en webshop, hvor det er muligt at købe slips og lommetørklæder. Det er desuden muligt at bestille skrædderi hos ham, hvis man kommer til Napoli eller et af hans trunk shows. Mit indtryk er, at det faktisk er skrædderiet, der er den primære forretning, men svært at sige. Jeg konstaterer også, at han har over 200.000 følgere på Instagram, og så at hans rigtige navn er Mohamad Ayoubi. Roberto Mararo er kommet til siden hen.
Hvad historien bag Mr Mararo end nøjagtig er, oplever jeg, at han har en genuin interesse og flair for sin påklædning. Jakkesættets snit og mønster, den let afrundede skjorteflip, slipseknuden, skoenes dybe svang mv. vidner om en mand, der rent faktisk forstår tøj – ved siden af at være forretningsmand.
The Anthology

Buzz Tang fra The Anthology forstår også tøj. Den unge mand er uddannet designer. Man noterer straks, har en fornemmelse for klædevarer, snit og farver. De fornemmelser lader han komme til udtryk i sit firma, hvor man kan bestille skrædderi og made to measure og købe ready to wear.
Frakken, som Buzz Tang har på, skildrer også en generel udbredelse af større og længere frakker, som man kender dem fra 1980’erne og 1990’erne.
Raglanfrakken

Raglanærmet, som Buzz Tangs frakke har, sidder ofte på de store, lange frakker, man ser.

Tweed er gerne klædevaren, men raglanfrakken kan også være af ensfarvet kashmir, whipcord eller gabardine.

Russel tweed

Apropos tweed bar Fabio Attanasio en Russel tweed, da jeg så ham den ene dag. Han kombinerede den med grå benklæder og fremstod i det hele taget lydefri som altid. Han har stensikker smag.
Peter Zottolo

Amerikaneren Peter Zottolo har også smag, men der er ikke af den fuldstændige lydefri slags som Fabios. Dertil spænder Peter Zottolo for vidt. Han bevæger sig rundt i både klassisk tøj og workwear og prøver flere forskellige stilarter af. Til gengæld er det altid spændende at se, hvad Peter Zottolo har fundet på.
Franco Mazzetti

Som afslutning på emnet smag, et foto af den gode Franco Mazzetti. Han må med, altid klassisk klædt, en gang imellem ledsaget af sin kæreste.

Skriv et svar