Det forstyrrende slips
Kulturlivet har i årtier haft et distanceret forhold til slipset. Det begyndte med P.H. og ligesindede, der i 1950’erne droppede det.
I sin bestseller Krop og Klær fra 1953 sætter Rudolf Broby-Johansen ord på aversionen:
“Trods alle forsøg på at animere slipssalget ved reklamefif som håndmalede og selvlysende slips synes det dødsdømt. Det degenerede halstørklæde, som havde udviklet sig som blikfang til at aflede opmærksomheden fra ansigtet, hvis pokerudtryk nødigt skulle gennemskues, har fået et odiøst skær. Det fra et æstetisk synspunkt uheldige i et sådant farverigt og indviklet arrangement umiddelbart under ansigtet er åbenbart.”
Desto mere æggende er det, når en kulturperson går med slips, som Johannes Riis, tidligere litterær direktør hos Gyldendal, gør.
Jeg har bemærket det på pressebilleder, og da jeg for et par år siden arbejdede på Stil består og var forbi Gyldendal og hilste på Johannes Riis, bar han slips – som jeg selv gjorde. Vi var nok de eneste den dag i Klareboderne, der havde bundet “det degenerede halstørklæde”.
Forleden kontaktede jeg Johannes Riis og stillede ham nogle spørgsmål om hans slipsebrug.
Interview med Johannes Riis
Hvorfor går du med slips?
“Jeg har et slipsetraume. Vi skal tilbage til 1980. Jeg var var blevet ansat på Gyldendal, og ikke ret længe efter at vi var flyttet fra Aarhus til København, blev min kone og jeg inviteret med til årets laureatfest. På den tid foregik den slags i jakkesæt og slips; men vi havde dårligt nok fået pakket ud efter flytningen, og da jeg skulle have festtøjet på, kunne jeg ikke for min død finde et eneste af de hele to slips, jeg dengang disponerede over. Det var en nødsituation, butikkerne var for længst lukket, og det endte med, at jeg ringede til en fætter i nærheden og spurgte, om han ikke havde et slips, jeg kunne låne. Det kunne jeg selvfølgelig godt; men det viste sig, at han kun havde eet, og hvilket eet! Jeg har set mange grimme slips i mit liv, som har fået mig til at gyse bare ved tanken om at lægge dem om nakken; men dette her var hinsides al gru. Der var imidlertid ingen vej udenom, jeg troppede op til festen med verdens hæsligste slips. Jeg husker det stadigvæk: brunt-, gult-, orange- og sortstormønstret var det og ingenlunde beskedent i bredden. Det gav mig både fysisk og psykisk ubehag at blive set med det. Jeg glemmer det aldrig.
Det var først, da jeg fik mit job som litterær direktør på Gyldendal, at jeg for alvor begyndte at gå med slips. Jakke, lys skjorte og slips – og i perioder slipsenål! – blev min uniform, som jeg iførte mig om morgenen og tog af, så snart jeg kom hjem fra arbejde. De sidste mange år var jeg den eneste på forlaget, der så meget som kom i nærheden af et slips; men jeg kunne – og kan! – godt lide dette behersket brud på herretøjets så godt som monokrome udtryk, jeg følte mig godt tilpas med slips, følte mig klædt ordentligt på, også hvis der skulle komme uventede gæster fra udlandet, som tit ville forvente et slips.”
Hvordan har din slipsesmag forandret sig over årene?
“Den har såmænd ikke ændret sig ret meget, hvilket de mange næsten helt ens slips, jeg er kommet i besiddelse af i årenes løb, er tydelige og håndgribelige beviser på. Hovedparten af dem er Armani, småmønstrede, smalstribede, ingen hidsige farver her, diskrete. Jeg har aldrig brudt mig om brede væg til væg-slips og deres tilsvarende store knuder, har endog i mine yngre år gået med supersmalle læderslips, blå og sorte. Jeg har i tidens løb fået mange slips foræret til jul og fødselsdag osv.; de er selvfølgelig givet med de bedste hensigter, og jeg har sagt tak og taget pænt imod dem; men de fleste af dem har jeg aldrig haft på. Jeg har også selv købt slips, som jeg kun har brugt en enkelt gang, fordi jeg simpelthen ikke følte mig hjemme i dem.”
Hvordan specifikt påvirker anden påklædning og lejligheden dit valg af slips?
“Jeg kunne jo ikke finde på at møde op til en begravelse med et højtråbende blomstret slips – dem har jeg i øvrigt heller ingen selvindkøbte af – men ellers er slipsevalget egentlig mest bestemt af mit humør i den givne situation.”
Hvornår undlader du slips med en påklædning?
“Når der i en invitation optræder ordet ”uformel”, lader jeg som regel slipset blive hængende i skabet. Jeg går heller ikke med slips under sweatere og andet strik.”
Hvad tænker du om dagens beskedne brug af slips, også blandt direktører i jakkesæt?
“Det er jo folks egen sag og eget valg, om de vil gå med slips eller ej; men jeg håber, at vore slipseløse direktører husker at få det med, når de skal til møde i udlandet.”
Hvem er den bedst klædte danske forfatter, du har mødt?
“Henrik Nordbrandt, subsidiært Niels Barfoed.”
Skriv et svar