Farvernes betydning i herretøj

Lyserød er marineblå i Indien

Der er noget dameblad og astrologi over den idé, at farver, sådan uden for tid og sted, er knyttet til bestemte følelser. Farver kan bestemt aktivere følelser, men karakteren af dem er primært, hvad vi i en given kultur har vedtaget og til dels personligt har oplevet. I den henseende er jeg på linje med Claus Lillerup.

“Hvad er farver?” spurgte jeg ham.

““Pink is the navy blue of India,” lyder et af mine yndlingscitater om farver.

Så alle banker er pink i Indien, ikke blå, fordi pink er ro og troværdighed. Og gul i Kina er jo sådan en farve, du ikke engang må bruge. Danske firmaer laver deres farver om, hvis de skal operere i Kina. For dem er gul en særligt ophøjet farve, som i gamle dage tilhørte kejserne. Herhjemme har Netto fuldstændig forandret den gule farve til at være om tilbud. Og billigt. Det findes stort set ikke i andre lande. Konteksten har ekstrem stor betydning for, hvordan farver opfattes,” sagde Claus Lillerup.

Blåt jakkesæt vs blå sko

Samtalen med Claus Lillerup fører os hen til, man må nærstudere det konkrete felt for at forstå en farves betydning og anvendelsesmulighed.

Feltet klassisk herretøj, eksempelvis, har med tiden tildelt et blåt jakkesæt og blå sko særegne betydninger. Man kan muligvis sige, at både blå habit og blå sko generelt signalerer ro, men konkret betragtet gør kun en marineblå habit. Den er som en sikker havn, mens marineblå sko nødvendigvis vil have et flamboyant, uroligt skær i sammenligning med helsorte sko.

Ligeledes fremstår både røde slips og strømper passable, om end tydelige, mens et rødt jakkesæt, jakke eller røde sko får kostumets præg.

Og mens sorte sko og sort slips med et jakkesæt dårligt kan vække opsigt, bliver et helsort jakkesæt en dristig beslutning, i det mindste Occidentalt set. I Kina og Fjernøsten er sorte jakkesæt langt mere i brug.

Hvid skjorte og hvidt slips kan tillige nævnes. Mens den hvide skjorte er hyperkorrekt, er et hvidt slips stort set umuligt at binde, medmindre man er en gangster fra 1930’erne.

Hver enkelt beklædningsdel har således sin specifikke farvehistorie, man må være opmærksom på. Man går galt i byen, hvis man betragter alle blå beklædningsdele som rolige.

Rød, gul, grøn, blå, violet, hvid, sort

Jeg kom i tanker om farver i påklædning, da jeg var på Det kgl. bibliotek og sad og læste Roberts Plancks “Farver og deres psykologiske virksning samt farvestillinger i beklædningen”, en forelæsning fra 1927. Han ser ligeledes en farves betydning som kulturelt skabt. Hans tekst lider dog lidt under et manglende, men nødvendigt, konkret blik. Ikke desto mindre synes jeg, at hans kapitel om “Farvernes symbolske betydning” er værd at optrykke. Det er lærd og inspirerer:

“Enhver Farve har ved Tradition faaet sin særlige symbolske Betydning. Røde Klædninger stimulerer og fremkalder Handlekraft. Rødt er i store Træk Tapperhedens, Elskovens og Foretagsomhedens Farve; i dets daarlige Betydning er det Grusomhedens, Vredens og Syndens Farve.

Gult tilkendegiver Herlighed og Ære; nogle af de mest værdifulde Ting, Jorden ejer, er gule, f. Eks. det gyldne Korn og Guldet. Gult hentyder til Lysets Farve, selv om det ikke i Renhed er saa klart som det hvide Lys. Det bliver i nogle protestantiske Kirkers Gudstjeneste anvendt i Stedet for hvidt. Orange har næsten den samme symbolske Betydning som gult. Gult er i dets daarlige Betydning, Lavheden, Lumskhedens og Svigagtighedens Farve.

Grønt tilkendegiver Hvile og Vederkvægelse, og gulgrønt giver en Hentydning til Vækst, Liv og Haab. I Oldtiden blev Navnet for den grønne Farve, efter hvad vi kan dømme, anvendt baade for grønt, mørkeblaat og staalgraat. I det japanske Sprog har den grønne og den blaa Farve samme Navn. I daarlig Betydning er grønt Skinsygens og Aarvaagenhedens Farve.

Blaat angiver Fred, Ro og Stolthed og er betegnende for Trofasthed, Standhaftighed og Lovlydighed. Det er et Kærlighedens Emblem, men ikke i saa høj Grad som rødt. Dets ugunstige Betydning er Fortvivlelse. I Kina bliver blaat tilegnet de døde, rødt de levende.

Violet er Tegnet paa kongelig Værdighed og Herredømme; det er Sorgens og Bedrøvelsens Farve, men dog ikke i saa høj en Grad som sort.

Hvidt er Uskyldens, Renhedens og Livsglædens Emblem. I Ægypten havde den mangeøjede Guddom, OSIRIS, en hvid Hovedbeklædning. Den romerske Konsul red hvert Nytaar op til Kapitolium paa en hvid Hest for at fejre Lysguden, JUPITERS Sejr over Mørkets Magt. Det græske Ord for hvidt hentyder til Lyksalighed og Munterhed. Romerne mærkede alle heldige Dage med hvidt Kridt, derimod alle uheldige Dage med Trækul. Den ugunstige Betydning af hvidt er Bleghed og Tomhed.

Sort er i Modsætning til hvidt et Sindbillede paa Mørkets Magt. Det peger hen paa Brøde og Nedtrykthed og er Vildfarelsens og ødelæggelsens Farve.

Det atheniensiske Forsoningsskib, som hvert Aar sejlede til Kreta og derefter til Delos, hejsede sorte Sejl paa Udrejsen og hvide Sejl paa Hjemrejsen.

I store Træk kan vi altsaa sige, at rent gult er Lyksalighedens Farve ligesom orange. Dybt blaat er Stilhedens og Oprigtighedens Farve. Rødt er Virksomhedens Farve ligesom orange. Grønt er Lyksalighedens Farve ligesom gult og Stilhedens er blaat. Kort sagt, varme Farver er glædebringende og begejstrende, medens de kolde Farvetoner er mere alvorsfulde og rolige.

Dette er nogle faa af de elementære Grundsætninger om Farver og Farveharmoni. Emnet giver os meget at undres over, samtidig med, at det er fuldt af Charme og Fortryllelse, forbundet som det er, med Al-Skabningen. Men Midtpunktet og Oprindelsen til alt synligt og usynligt, alt haandgribeligt og aandeligt, er Skaberen selv, og Han er Lys.”