Filmpionér med sans for tøj
Urban Gad (1879-1947) er kendt som en pionér inden for dansk film. Han skrev og instruerede den vovede stumfilm Afgrunden (1910) med Poul Reumert og Asta Nielsen. Filmen slog ikke bare igennem i Danmark, også i Tyskland og flere andre europæiske lande. Den banede vejen for Asta Nielsen og hendes karriere som en af stumfilmens første verdensstjerner. Urban Gad og Asta Nielsen blev gift og lavede sammen 33 film i Berlin. Siden blev de skilt, og i begyndelsen af 1920’erne vendte Urban Gad hjem til Danmark. Der fik han han bevillingen til biografen Grand Teatret, som han bestyrede til sin død i 1947.
Men Urban Gad kunne mere end at drive filmens verden fremad. Han forstod sig også på påklædning. Urban Gad var nemlig Emma Gads søn. I sin mors store bog Vort Hjem fra 1903 har han, løjtnant Urban Gad, som han præsenteres, skrevet kapitlet om “Herrers Paaklædning”.
Teksten har nødvendigvis et historisk præg. Vi går anderledes klædt i dag. Men flere af de råd, Urban Gad, giver gælder stadig for vores omgang med klassisk herretøj.
Tag det indledende afsnit om den velklædte mand og Urban Gads råd om at både at være opmærksom på sit tøj og ikke lade det fylde for meget i ens fremtoning.
Kravens tilpasning til halsens gælder også i dag.
Vi møder tillige “de saakaldte Oxfordskjorter” og “elastiske Seler”.
Vi må finde os i, at det er “grimt” at vise skjorteærmer i arbejdsmæssig sammenhæng.
“Ved Fodbold maa det særlig erindres straks efter Spillet at skifte Tøj — Strømper inklusive,” formaner Urban Gad.
Høj hat til jakkeklædning går naturligvis ikke, og en lille mand skal undgå en hat med bred skygge.
Og selv om færdigsyet skotøj er billigere, gør man bedst i at lade sine sko sy til sig.
Samlet tegner der sig et billede af en mand, der er pæn og ordentlig i sin påklædning, klæder sig til lejligheden samt ikke mindst er velsoigneret. Civilisation, ikke barbari, er pejlemærket.
Som Urban Gad slutter sit kapitel af:
“Lommetørklædet bør daglig skiftes, da det, naar det er malpropert, giver hele Personen et usoigneret Præg.”
Herrernes Paaklædning
Hele løjtnant Urban Gads kapitel om mandens garderobe:
“Skønt Paaklædningen spiller en langt mindre Rolle for Herrer end for Damer, i hvis Dragter der er det store Spillerum for Stofvalg og Farvesammensætning, bør Herrer alligevel lægge nogen Vægt paa deres Klædedragt, der altid til en vis Grad vil være et Udtryk for deres Smag og Dannelse. Det er blevet sagt, at man aldrig maa se »velklædt« ud, og det er naturligvis rigtigt for saa vidt, at man ikke maa gøre Indtryk af, at Klædedragten er en Hovedting for en; den skal danne Rammen om Personligheden og smelte sammen med denne uden i for væsentlig Grad at tiltrække sig Opmærksomheden. Dette opnaas bedst ved Anvendelsen af afdæmpede Farver, ikke alt for moderne Snit og især ved Omhu og Sirlighed.
Det er ofte Smaating, der gøre, at en Herre kan have et vist lurvet og usoigneret Præg — mindre propert Linned, en flosset Flip, et medtaget Slips eller et fedtet Hattebaand; alt sammen noget, der saa let kan undgaas, at det formentlig kun kommer af, at mange Herrer, optagne som de ere af deres Livsgerning, ikke skænke deres Klædedragt den nødvendige Opmærksomhed eller vel endog lade haant om den Slags Ting. Men deri handle de ikke fornuftigt; thi Sirlighed i disse Smaating kan give vedkommende et Præg af Renlighed og Orden paa samme Tid som man anvender forholdsvis lidt baade af Penge og Interesse paa de større og dyrere Klædningsstykker, der, naar de ere syede af solide Stoffer, selv under skiftende Moder kunne vare længe, naar de behandles med Omhu.
Selv om man i og for sig ikke har Interesse for sin Paaklædning, bør man dog altid tilstræbe at gøre et soigneret Indtryk.
Undertøjet. Den sædvanlige Underbeklædning for Herrer ei Uldtrøje og Underbenklæder i to Stykke:. Den saakaldte »combination« (begge Stykker i et) er sjæld-nere, men kan dog anbefales, da man derved undgaar den Ulempe, at Uldtrøjen glider op og Underbenklæderne ned. Uld som Underbeklædning maa altid betragtes som sundest; nyt Uldtøj maa helst vadskes en Gang, inden det tages paa, da Huden let kan irriteres af Ulden. Til Sommerbrug kan anvendes Bomuld eller Merino, da det er lettere til Underbenklæder. Vævet Silketrikotage anvendes en Del i Udlandet til. Underbeklædning; særlig ere sorte eller barkfarvede Silkeunderbenklæder smukke og behagelige. Sokker. Uld, Bomuld eller Merino. Til Selskabsbrug anvendes jævnlig Silke-sokker, der naturligvis ere det eleganteste, men ogsaa det dyreste. De meget fine Uldsokker, der nu væves, ere anvendelige til al Slags Brug.. Sorte Sokker se bedst ud undtagen til brunt Sommerfodtøj, hvortil barkfarvede ere at foretrække.
Natskjorter. Linnede Natskjorter bør helst sys af fint Dowlas [bomuldslærred]. Det tilraades dem nogenlunde lange og med nedfaldende Halskrave. Undertiden ere de besatte med smalle, blaamønstrede Borter, der se ganske godt ud, men ere mindre holdbare i Vadsk.
Linned. Det er noget af det vigtigste for en Herre, at Skjorte, Flip og Mansketter ere ulastelige og sidde godt, saa at man hverken ser mere eller mindre, end man skal. Skjorten kan enten være med fastsiddende Flip og Mansketter eller uden disse. Det første anses for at være det eleganteste, men er i hvert Fald upraktisk. Hvis man f. Eks. faar en Plet paa sin Flip eller knækker en Mansket, maa man af den Grund skifte Skjorte. Paa den Maade maa Skjorten oftere vadskes, hvorved der slides mere paa den, især hvis Vadsken foregaar paa et Vadskeri. Tillige er det tvivlsomt, om en fast Flip sidder bedre end en løs, der passer godt til Skjorten. Løse Mansketter kunne sættes paa Skjorten, saa at de se ud som faste, ved at gøre Skjortelinningen saa vid, at den kan gaa uden om Mansketten og sættes fast med to Knapper.
Skjorten kan være til at knappe i Brystet eller i Ryggen. Det første ser bedst ud, men Knaphullerne i Brystet blive hurtigere slidte. Til Formiddagsbrug — især om Sommeren — ere kulørte Skjorter at anbefale, men det ser bedst ud at bruge hvid Flip til dem. Paa samme Maade bruges bløde, kulørte Skjorter, de saakaldte Oxfordskjorter.
Ønsker man af en eller anden Grund til daglig i Stedet for Mansketskjorte at gaa med Uldskjorte eller blød Lærredsskjorte (med paahæftet hvid Flip), kan man bruge en Vest, der er saa højhalset, at den i Forbindelse med et bredt Humbug (Plastron) dækker Udskæringen. Hertil kan ogsaa anvendes løse Kraver, hvad der dog maa betragtes som en tarvelig Erstatning for en virkelig Mansketskjorte.
Under Landophold kan ogsaa benyttes Uldskjorte eller kulørt Linnedskjorte med fast Krave af Skjortens Farve, hertil bæres ingen Vest men et bredt Bælte om Livet.
Man staar sig ved stadig at komplettere Antallet af sine Skjorter, efterhaanden som de blive udslidte, da man derved faar Udgiften til Anskaffelsen jævnt fordelt.
Flipper bruges saavel opstaaende som nedfaldende, de opstaaende synes for Øjeblikket at blive mest brugte. Til en lang Hals tage opstaaende Flipper sig bedst ud, hvorimod nedfaldende passe bedre til en kort, tyk Hals. Til sort Kjole ser det smukkest ud med opstaaende Flip. Denne Form bør altid foretrækkes af ældre Herrer.
Seler. Som Regel anvendes elastiske Seler til at holde Benklæderne oppe. Mange mene dog, at Seler — især i Opvæksten ødelægge Holdningen. Hvis man er nogenledes slank, kunne Benklæderne ogsaa godt sidde paa Hofterne, naar de sys dertil.
Slaabrok. En Slaabrok til Brug om Morgenen og Aftenen er behagelig, men bør nødig ses uden for Sove- og Toiletværelser.
Ved Badning i Hjemmet er en Flonels Badeslaabrok praktisk, hvor Badeværelset ikke ligger ved Siden af Soveværelset. Et stort Badelagen gør dog nogenlunde samme Nytte.
Arbejdsdragten. Denne Art Paaklædning afhænger selvfølgelig i høj Grad af, hvilket Arbejde man skal udføre. Det gælder først og fremmest at anvende en Dragt, som man ikke i nogen Retning er generet af med andre Ord: som man aldeles ikke behøver at tænke paa.
Paa Kontorer er det saaledes det bekvemmeste at bruge Jakke, da Skøder genere, naar man rejser og sætter sig (hvis man ikke vil bruge en gammel Jakke, anbefales Kontorærmer). Ved Arbejde, hvor Kroppen mere skal bevæges, er det bedst at have en blød Skjorte, der ikke knækker, og Flipper, der ikke genere Hovedets Bevægelse. Skal man bruge Armene meget, maa man først og fremmest sørge for, at Ærmerne ikke snære under Armene. I al Almindelighed kan det siges, at man saa vidt muligt skal beskytte sit Tøj med Forklæder, dels er det besparende og dels ser det renligt ud, da disse kunne vadskes eller let erstattes. I mange Tilfælde (f. Eks. af Læger og Malere) anvendes en lang Kittel med Ærmer. Skjorteærmer er grimt; man maa hellere tage en Bomuldsskjorte (Bluse) over.
Sportsdragten. Meningen med særlige Dragter til Sport er at tilvejebringe den bekvemmest mulige Paaklædning, og hvordan Dragten end er, maa man altid sørge for ugenert at kunne røre Kroppen og Lemmerne. Det er mest smagfuldt, at Dragten er nogenledes ensfarvet og uden alt for afstikkende Farver; herfra maa dog undtages Dragter til Fodbold, Kricket og lign., hvor det netop gælder om. paatragterne at skelne de forskellige Partier fra hverandre. Ved al Sport maa det absolut tilraades at bruge Uld som Underbeklædning; den tidligere omtalte »combination« er især at anbefale. Efter Udøvelsen af Sport, der har bevirket Transpiration, maa man straks tage noget varmt Overtøj paa og dernæst snarest muligt skifte Tøj.
Cykling. Til Cykling anvendes Jakkesæt af ensfarvet Tøj — f. Eks. gulbrunt — med vide Knæbenklæder, lange Strømper og Sko eller Snørestøvler med blødt Overlæder og tynde Saaler. Sko ere dog i Længden det bekvemmeste, da de tillade Fodledet en friere Bevægelse. Skal man køre langt — især i varmt Vejr — anbefales en saakaldet »Sveatere.
Til Hovedbeklædning en Kasket med Svederem og Skygge. Paa længere Ture tilraades et bredt, stift Bælte af Tøj eller Læder til at støtte Ryggen.
Skal man kun anvende Cykle til kortere Strækninger, f. Eks. i en By, er det naturligvis unødvendigt at have en særlig Dragt. Man maa i saa Fald hæfte sine Benklæder sammen forneden eller smøge dem godt op; det sidste ser bedst ud, naar man har Snørestøvler paa, men er grimt, naar man bærer Sko. Om Vinteren ere Gamasker praktiske, helst af samme Farve som Benklæderne, ligesom det er fornuftigt at køre med Vanter eller forede Handsker og løse Filt- eller Papirsaaler i Støvlerne. Overfrakke er upraktisk; man maa hellere tage Skindtrøje eller strikket Trøje under Jakken.
Tennis. Hel Flonelsdragt eller i varmt Vejr hvide Lærredsbenklæder og Flonelsskjorte. Tillige ser det bedst ud med et Skærf eller Bælte (helst elastisk), der skjuler Benklædernes Linning. I Solskin anbefales hvid Kasket med Skygge. Til Fodbeklædning tyndt Fodtøj uden Hæle og helst Gummisaaler. Dersom Banen er belagt med Grus, tilraades dog tykke Saaler med Beskyttere, da Saalerne ellers meget hurtigt blive opslidte.
I al Almindelighed kan det bemærkes, at det var ønskeligt, om Herrerne ved Tennisspil vilde benytte en dertil passende Dragt i Stedet for at klæde sig halvt af, særlig naar der spilles med Damer.
Kricket. Dragten er som Tennisdragten med Undtagelse af Fodbeklædningen, som her er forsynet med smaa Pigge for at give bedre Fodfæste (saakaldte Nails). Til Hovedbeklædning anvendes i Reglen Jockeyhue.
Fodbold. Ved Fodbold skal Dragten slutte tæt til Kroppen, hvorfor i Almindelighed anvendes Jerseytrøjer med lange Ærmer. Knæbenklæder (ikke for snævre) til lidt oven over Knæet af Flonel eller tyndt Klæde. Sædvanlig ingen Underbeklædning. Benet er bart fra Knæet nedefter, men Skinnebenet skærmes som Regel mod Spark ved en Benskinne, der bindes paa Benet. Paa Fødderne Sokker og Snørestøvler med brede Snuder og uden Hæle (Fig. 1). Saalerne ere besatte med saakaldte Studs (runde Læderlapper 1 Tomme i Diameter og 1/4 Tomme høje) eller Tværstrimler af Læder, hvilket sidste dog ikke anses for saa praktisk. Under Støvlesnuden er Saalen forstærket med Læder. Støvlerne kunne faas færdigsyede i Handelen og ere da ofte forsynede med Ankelbeskyttere af Læder eller Gummi, men disse kunne let gnave Hul paa Foden, dersom Støvlen ikke passer meget nøjagtigt. Der spilles med rund, blød Hue eller hyppigere bart Hoved. Ved Fodbold maa det særlig erindres straks efter Spillet at skifte Tøj — Strømper inklusive.
Fægtning. Hertil anvendes meget den saakaldte franske Fægtedragt (Fig. 2), der bestaar af en kort, tætsluttende Trøje til at knappe paa venstre Side. Brystet er indlagt med Vat og ender spidst forneden. Dertil vide Benklæder, lidt indsnævrede forneden, eller Knæbenklæder. Dragten er som oftest mørk ensfarvet; undertiden bruges lys Trøje og mørke Benklæder. Sko, hvor Saal og Hæl gaa i et og Saalen rager lidt uden for Taaen.
Gymnastik. Hvide Lærredsbenklæder ikke for snævre — og hvid Lærredsskjorte eller lys Jerseytrøje uden Ærmer. Sejldugssko eller tynde Lædersko uden Hæle.
Roning. Jerseytrøje uden Ærmer, vide Jerseybenklæder til lidt oven for Knæet. Sokker og Sko uden Hæle.
Sejlsport. Dersom man sejler med et større Fartøj, hvor Besætningen besørger alt, kan man — og hvis der er Damer ombord, maa man —være ordentlig paaklædt. Dertil anbefales blaat, toradet Jakkesæt med blaa Kasket og kulørt Mansketskjorte som en smagfuld og nem Paaklædning. I et mindre Fartøj derimod, hvor man selv maa tage fat, lave Mad o. s. v., tilraades en Flonelsskjorte og et Sæt gammelt Tøj. Paa længere Ture maa man naturligvis have det nødvendige Tøj til at kunne skifte med, hvis man bliver vaad, Toiletsager, Haandklæder o. s. v , og især maa man huske — selv om det er Sommer — at have noget varmt Overtøj til at tage paa om Aftenen og om Natten. Ligeledes maa man have Regnkappe, Sydvest og Vandstøvler med —og saa ikke vente med at tage det paa, til man allerede er bleven vaad, hvilket er meget almindeligt. Hvis det regner eller vadsker meget stærkt, er det praktisk at lægge et Badehaandklæde om Halsen under Regnkappen, da det vil opsuge det Vand, der ellers vilde løbe ned ad Halsen. Selv om man kun vil sejle en kort Tur — især i aaben Baad — maa man helst tage Overtøj og Regnkappe med, da man som bekendt aldrig ved, naar man kommer tilbage. Hvis man skal sove om Bord i Køjer, da huske man at tage Lagener med — noget, man let glemmer. Lagener kunne for øvrigt erstattes med en Flonels Sovedragt.
Skøjteløb. Naar Skøjteløbning, hvad der jo som Regel er Tilfældet, kun drives som Promenade, er det unødvendigt at have en særlig Dragt dertil, men da det i hvert Fald er det bekvemmeste at løbe uden Overfrakke, maa man tage varmt Undertøj paa. Jakke er bekvemmest og ser bedst ud, da den ikke flagrer. Skal man deltage i Væddeløb, maa Dragten indrettes derefter med ulden Underbeklædning, Jersey og Knæbenklæder. Til alt Skøjteløb maa man helst anvende Snørestøvler, da disse kunne snøres tilpas stramt om Foden.
Skiløb. Skiløb er i de sidste Aar begyndt at blive ret almindeligt, men da det ifølge Forholdenes Natur ikke kan drives i nogen større Maalestok, anvendes kun sjældent Dragter udelukkende med denne Sport for øje. Man kan godt klare sig med en almindelig Sportsdragt, naar man lemper sig lidt efter Forholdene. Overtøj behøves ikke, men man maa have Uld helt igennem. Endvidere Knæbenklæder, tykke Fig. 4. Strømper og Snørestøvler uden Hæle (eller maaske bedre blot et Par tynde Sko), hvorover trækkes tykke islandske Strømper. Dragten maa helst slutte tæt i Halsen, og Vanterne være til at trække op over Ærmerne. Saaledes kan man godt hjælpe sig til den Skiløbning, som findes her til Lands; men hvor Sporten drives i større Maalestok, som f. Eks. i Norge, er man naturligvis særlig udrustet dertil. Det gælder især Fodtøjet. Der anvendes Komager eller Laupersko. Komager ere af Renskind med Haarene udad og bæres uden paa et Par tynde Sko. Laupersko ere af Fedtlæder uden eller med tynde Saaler. Indvendig bruges en Gedehaars Strømpefod.
Ridning. Til Ridning anvendes enten meget snævre Benklæder, der sidde fuldstændig glat, eller Benklæder, der ere vide foroven og slutte tæt til Benet lige under Knæet. Støvlen dækker saa det nederste glatte Stykke. Til Promenade: Jaket med korte Skøder og høj Hat. I Stedet for lange Støvler kan benyttes lyse Gamasker og brune Snørestøvler eller lange Benklæder med Stropper ned om Foden.
Jagt. Ulden Underbeklædning, tyk Jakke, undertiden med Læg og Bælte, samt Knæbenklæder. Da man ikke kan bruge Overtøj, maa man i koldt Vejr — især paa Klapjagter — tage en Skindtrøje eller Jersey under Jakken. Man maa altid sørge for, at Tøjet ligger glat paa den højre Skulder, hvor Kolben støtter, da et hurtigt Anslag ellers kan blive usikkert. Paa Benene tykke Strømper, meget høje Snørestøvler med brede, flade Hæle og helst Gamasker. Hele Dragten maa være saa lidt afstikkende i Farve som muligt og helst falde sammen med Omgivelserne. Skønt Vand-støvler ere tungere at gaa med, er det dog under visse Terrænforhold hensigtsmæssigt at benytte dem.
Turistsport. Hertil gælder det at have en Dragt, der er let og bekvem og tillige stærk i Tøjet. Lyst Tøj er at foretrække — dels mod Varmen, dels ses Støvet ikke paa det. Knæbenklæder maa anses for det bekvemmeste. Først og fremmest maa naturligvis Fodtøjet være egnet til at gaa længe med uden at det trykker. Man kan enten benytte almindelige Snørestøvler eller ogsaa særlig konstruerede Støvler (Fig. 4), men i hvert Fald maa de være rigelig store, Fig. 5. saa at Foden ikke sammentrykkes paa noget Sted. Dertil brede Snuder og lave Hæle; undertiden anvendes Gummihæle for at gøre Gangen blødere. Støvlerne maa være brugte nogen Tid, før man begiver sig paa lange Ture, saa at man kan Tære sikker paa, at de ikke genere. Fedtlædersstøvler ere stærkest og tættest, men man maa huske at fedte dem hver Dag, for at Læderet ikke skal blive stift og revne.
Til Overtøj kan anvendes en let Overfrakke; men en Plaid er nok saa praktisk, da man tillige kan anvende den til Regnslag ved at anbringe et Hul i Midten, hvorigennem Hovedet stikkes (Fig. 5). I saa Fald er imprægneret Tøj at anbefale. Til Hovedbeklædning en lys Filthat eller Stanleyhat, hvortil kan fæstes et Myggeslør.
Til at bære Bagagen i anvendes særlig konstruerede Ransler af let Læder. Ranslen anbringes jævnlig paa et efter Ryggen formet let Træstativ, hvorpaa Bæreremmene ere fæstede; derved fordeles Vægten ligeligere. Plaiden kan bæres sammenrullet paa Ranslen. Selve Bagagen maa være saa let som muligt, og alle overflødige Genstande undgaas. Man maa altid have noget Undertøj at skifte med efter en lang March; hensigtsmæssigt er det ogsaa at have et Par tynde Sko. Det maa erindres at medbringe lidt Medicin og deriblandt Salve til at indgnide Fødderne med. Mindre Genstande, som man kan faa Brug for undervejs, anbringes bedst i Lommerne, som bør være store og sidde paa Steder, hvor de ikke genere under Gangen.
Spadseredragten. Her gælder det først og fremmest, at Sammensætningen af Dragten er smagfuld og passer for dens der skal bære den. Skal man have nyt Tøj, gør man bedst i at tage det nogenlunde efter den gældende Mode uden at overdrive den. Fordi f. Eks. lange, vide Frakker ere moderne, behøver man ikke derfor at anskaffe sig en Sæk, der naar til Hælene, hvis man da ikke lægger an paa at vække Opsigt, hvilket ikke røber god Smag. En ultramoderne Dragt bliver desuden hurtigere forældet, og det maa derfor anbefales at gaa den gyldne Middelvej.
Om Sommeren, naar man gaar uden Overtøj, er for yngre Herrer et ensfarvet, toradet Jakkesæt hensigtsmæssigt. Elegantere er sort Jaket eller Frakke med et Par Benklæder af mellemgraa Farve. For ældre Herrer ser Jakke ikke godt ud; en Jaket og især Frakke passer bedre for dem. Til Jakke kan bæres lavpullet Hat (stiv eller blød) og om Sommeren Straahat, men aldrig høj Hat. Til Frakke hører høj Hat, men den maa nødvendigvis være af moderne Facon; Hatte af en forældet Mode give let et komisk Anstrøg. Et smukt Formiddags-Toilet om Sommeren — særlig paa Landet — er en hvid eller lys Flonelsdragt med kulørt Skjorte (hvid Flip), Straahat og barkfarvet Fodtøj.
Ved Spadseredragten er det særlig vigtigt, at Benklæderne ikke ere hverken for lange eller for korte. Det sidste bliver nemt Tilfældet, naar efterhaanden Knæet bliver synligt i dem, og med det samme miste de helt Faconen. Man kan undgaa dette ved at anvende de saakaldte Benklædestrækkere, der spile Tøjet ud, saa at det længere beholder sit oprindelige Snit. Det er ogsaa praktisk at opbevare sine Benklæder fladt sammenlagte.
Overfrakker. Man maa have saavel en Vinter- som en Sommeroverfrakke; den sidste kan være af lys Farve. Faconen paa Overfrakker er meget skiftende efter Moden, snart ere de lange, snart korte, snart med, snart uden Skøder; men naar Overfrakken kun er god og ser ordentlig ud, er det mindre væsentligt, om den er ganske paa Moden. Høj Hat ser bedst ud til Overfrakke, dog med Undtagelse af de ganske korte Overfrakker (Cover coats), som unge Herrer undertiden bære, hvortil en lav Hat maa anbefales. Til Overfrakke bør man altid bære Handsker. Til Regnvejr er en Ulster med eller uden Slag (eftersom det er koldere eller mildere) meget hensigtsmæssig. Til Sommerbrug er Ulster af Guttaperkatøj at anbefale saavel til Regntøj som til Støvkapper.
Pelse. Til Spadserepelse, der nu benyttes en Del, anvendes som For Nirts, Bæver, Bisam, naturel sort Kat (der er meget let), Odder, Ilder og Astrakan, sjældnere Søløve og Zobel. Til Opslag og Krave er Bæver og Søløve heldigst. Pels bør kun bæres i Frostvejr eller meget koldt Vejr og til Aftenbrug til at tage i Selskab eller Teater med. Kørepelse fores som oftest med sort islandsk eller færøisk (ikke saa godt som islandsk) Lammeskind, Bjørne- eller Ræveskind, hvilke sidste dog ere slemme til at haare. Kraver og Opslag som oftest Bjørne- eller Ræveskind.
Angaaende Opbevaring af Pelse henvises til Damepaaklædningen.
Visitdragt. Til Visitter bruges Frakke eller Jaket og graa Benklæder. Til Frakke dog ogsaa sorte Benklæder. Handsken beholdes paa venstre Haand, og den høje Hat tages med ind. Overfrakken aftages i Entreen.
Teaterdragt. Som Regel vilde det være ønskeligt, om Herrer i vore Teatre vilde lægge mere Vægt paa deres Paaklædning. Det kommer naturligvis en Del an paa, hvor man sidder og i hvilket Teater man er, men vil man f. Eks. sidde i 1ste Parket i det kongelige Teater, har man en vis Forpligtelse til at bære en nogenledes festlig Paaklædning, helst Kjole eller den saakaldte Smoking med sort Slips. Ved Festforestillinger Kjole og hvidt Slips. I andre Teatre kan Teaterdragten sættes lig Visitdragten.
Selskabsdragt. Den egentlige Selskabsdragt er sort Kjole, sorte Benklæder, sort eller hvid Vest (det sidste er det eleganteste), hvidt Slips og Chapeau-bas. Hertil bære dekorerede Herrer Miniaturordener; er det ikke nogen særlig festlig Anledning, er det dog ofte kun danske Ordener, der bæres. Denne Dragt benyttes ogsaa ved kongelige Audienser, større Middage, Baller og lign. Til mindre Middage bæres samme Dragt med sort Slips og Ordensbaand; her kan dog i Stedet for Kjole anvendes »Smoking« (særlig hvis der ikke er Damer med). Endelig benyttes Visitdragt ved smaa intime Middage. I store Huse ere Herrerne klædte i Kjole eller »Smoking« med sort Slips ved Middagsbordet til daglig. Til Kjole kræves altid udskaaren Vest, hvilken aldrig kan benyttes til Frakke lige saa lidt som hvidt Slips.
Til Selskabelighed paa Landsteder om Sommeren, hvor man skal tage tidlig hjemmefra og maaske spadsere, er Visitdragt at foretrække, da Kjole ikke tager sig ud før Middagen. Det samme er Tilfældet ved Formiddagshøjtideligheder — Modtagelser, Indvielser o. s. v., hvor Frakke og høj Hat for civilklædte Herrer maa anses for det mest passende, ihvorvel man ved slige Festligheder kun alt for ofte ser kjoleklædte og hvidslipsede Honoratiores. I England, Herremodernes rette Hjemsted, betragtes Kjolen som umulig før Middagsbordet, og det var ønskeligt, om denne Opfattelse, der i høj Grad vidner om god Smag, ogsaa vilde gøre sig gældende her til Lands.
Hatte. I det foregaaende ere de Hovedbeklædninger omtalte, som høre til de forskellige Dragter; her skal derfor kun i al Almindelighed bemærkes, at foruden at følge de ret foranderlige Moder i Hattes Facon, maa man ogsaa tage Hensyn til, hvad der passer til ens eget Ydre. Smaa Herrer maa saaledes ikke gaa med for brede Hatte, hvorimod disse ere klædelige, naar man er høj; de egne sig ogsaa bedre til langagtige end til runde Ansigter. Høj Hat klæder de fleste. Til at medtage paa Rejser ere naturligvis bløde Hatte at anbefale, da de ikke kræve Futteral.
Paraplyer. Naar man bærer høj Hat, der ikke kan taale Regn, er det i et saa ustadigt Klima som vort nødvendigt at gaa med Paraply. En ny, godt sammenrullet Silkeparaply er ogsaa et ret elegant Appendiks til en Herres Spadseredragt. En Paraply af det saakaldte Gloria ser ganske godt ud, men lader sig ikke saa elegant sammenrulle, — men den er baade billigere og varigere end en Silkeparaply. Der haves nu ogsaa forskellige andre gode silkelignende Stoffer til Paraplyovertræk.
Stokke. De fleste Herrer sætte stor Pris paa at gaa med Stok og kunne ofte omfatte en bestemt Stok med Forkærlighed. Til Promenadebrug anvendes Stokke med Sølvknap, Sølvbeslag o. s. v., men til Turistbrug er det heldigere at have solidere Stokke af Hassel eller Tjørn med rundede Haandtag, der falde godt i Haanden. Det er ret praktisk at have Haandtaget saa stort, at Stokken kan hænge paa Armen. Der findes Stokke for Turister med Plads til et Bæger i Stokken.
Skotøj. Ordentligt Fodtøj bidrager i en høj Grad til at give en Herre et soigneret Ydre. Ihvorvel det indførte færdigsyede er billigere, gør man dog bedst i at lade sit Fodtøj sy til sig, dels er det stærkere, og dels er der mere Udsigt til, at det virkelig kommer til at passe efter Fodens Form, hvorved man undgaar de Ubehageligheder, der let komme af, at Fodtøjet har trykket et eller andet Sted. Det kan ikke noksom tilraades at have rigeligt Fodtøj, der ikke presser Foden sammen under Gangen. Det er hensigtsmæssigt at have flere Sæt at skifte med; det er bedst for Skotøjet og behageligst for en selv. Naar Fodtøjet er blevet vaadt, maa det ikke sættes til Tørring paa et varmt Sted, og naar det er blevet nogenledes tørt, skal det indsmøres med et Fedtstof (se Damefodtøj) for at Læderet ikke skal revne. Smaaskader maa man straks lade rette; skæve Hæle ere ganske utilladelige.
Snørestøvler med flade Hæle komme nu mere og mere i Brug. De give en sikker Gang, og man er mindre udsat for at træde fejl paa Foden; de se bedre ud end Sko, men ere naturligvis dyrere. Hertil maa dog bemærkes, at Strømperne slides mindst ved Brug af Støvler.
Under Sportsdragterne ere omtalte de til Sport anvendte forskellige Arter af Fodtøj; her skal endnu kun anføres, at til Selskabsbrug som oftest bruges lakeret Fodtøj, udringede Sko, Snøresko eller Knapstøvler, og at det i den senere Tid om Sommeren er blevet temmelig almindeligt at gaa med Fodtøj af gult eller brunt Læder, hvilket især tager sig godt ud til lyst Tøj. Lakeret Fodtøj skal jævnligt indgnides med en eller anden dertil bestemt Smørelse (Browns hvide »Satin rceama er god) og i Mangel deraf med Olie, for at Læderet ikke skal sprække. Gult og brunt Fodtøj maa ligeledes behandles med gul Satin creame samt engang imellem renses med Benzin for at bibeholde den oprindelige Farve.
Det tilraades at skifte Fodtøj, naar man kommer hjem, og man kan dertil benytte aflagte Selskabssko, hvis man ikke vil anskaffe sig lette Sko særligt dertil.
Tøfler bør man altid benytte, naar man staar ud af sin Seng, da det ikke er tilraadeligt at gaa med bare Fødder, selv om man har Tæppe paa Gulvet. Brugen af Tøfler bør, undtagen i Sygdomstilfælde, indskrænkes til Soveværelset.
Gummigalosker. Ganske vist give Galosker en tung og ubehagelig Gang, men da Føret ofte er af en saadan Beskaffenhed, at det uden dem er umuligt at møde med præsentabelt Fodtøj, er man nødt til at benytte dem, og man kan efter Smag og Behov anvende dem lige fra Overtræksstøvler til dem, der kun dække en Del af Saalerne.
Lommetørklæder. Store hvide, fine Lærredslommetørklæder ere mest passende for en Herre; elegantere — men ogsaa betydelig dyrere — ere Lommetørklæder af tæt Kammerdug med bred Hulsøm. Ensfarvede, kulørte Silkelommetørklæder, der tidligere bleve ansete for ret elegante, maa betragtes som værende gaaede af Brug, skønt de bestandig føres i Magasinerne. Lommetørklædet bør daglig skiftes, da det, naar det er malpropert, giver hele Personen et usoigneret Præg.”
Skriv et svar