
Glorificeret skjortemager
Før eller siden støder man på Charvet i sin vandring ind i landet af klassisk herretøj. Den franske skjortemager, der har eksisteret siden midten af 1800-tallet og ligger på Place Vendome i Paris, har et ry for at sy verdens fineste herreskjorter.
Jeg har aldrig selv bestilt en herreskjorte hos den berømte skjortemager – jeg ejer kun et lommetørklæde fra dem, men den gode Michael C.G. Iversen bestilte sidste år en skjorte hos dem, og forleden kom den i hus. Det var en anledning til bogstaveligt at gå en skræddersyet Charvet-skjorte efter i sømmene og ikke mindst pasformen.
Fra stof til skjorte
Inden vi når dertil, skal vi dog høre om processen.
Iversen forklarede her, at to personer hos Charvet i første omgang målte ham omhyggeligt op. Så gik der nogle måneder, og en prøveskjorte var klar til at blive prøvet, og Iversen drog til Paris igen.
Nok en gang stillede Charvet med to personer, og de tilpassede prøveskjorten på ham, mens de noterede ændringer.
Flere måneder gik, og så var Iversens første rigtige skjorte færdig.
Den ankom så den ene dag til København.
Og jeg så forbi for at inspicere den, efter at Iversen havde vasket en enkelt gang.
Jeg var spændt. Jeg har efterhånden selv meget erfaring med at kvalitetstjekke og tilpasse skræddersyede skjorter. Ville Charvet-skjorten være lydefrit syet og sidde perfekt, eller vi jeg kunne finde forbedringsmuligheder?
Fine (maskinsyede) sømme
Sømme viste sig være så i orden, som de nu kan være. Jævne, tætte fine, ikke rynket stof i dem, som sker her og der, hvis skjortemageren ikke er behændig på symaskinen.
Jeg kunne også verificere klassiske detaljer som et lille spjæld i siden og forrykket ærmesøm i armhulen, så området bliver blødere.
Knapperne var også syet på med en lille hals.
Kraven var harmonisk proportioneret, både i højde og snipper.
Så skjorten var syet efter kunstens regler. Samtidig var det dog svært for en som mig, der har set meget, at imponeres eller begejstres. Sådan som Charvet syr deres skjorter er sådan, som en fin skræddersyet skjorter fremstilles.
Wow-oplevelsen vil typisk ligge i håndsyede detaljer, og dem får man ikke hos Charvet, der maskinsyr. Punktum.
Den svære pasform
Den gode pasform er for mig den ypperste kvalitet i en skræddersyet skjorte. Den kræver tid, erfaring og snilde, hvis den skal være lydefri, særligt på en småskæv figur, som Iversen er ejermand af. Tit skal der adskillige skjorter til, før man når i mål.
Hvordan mon Charvet havde løst opgaven med deres relativt grundige metode af opmåling og prøveskjorte?
Tjabum, vil jeg sige.
Jeg kunne se, at skjorten var tilpasset Iversens asymmetriske skulderstilling. Men Charvet var ikke kommet helt i mål, jf. tendenserne til diagonale folder fra krave ned mod armhuler.

Ryggen var bedre løst end brystet, syntes jeg. Charvet har langt hen ad vejen tilpasset skjorten, så den tager højde for, at Iversen er fyldigere over det venstre skulderblad end det højre. Det ser man ikke gjort i skjorter made to measure, og den hurtige skjortemager, der skræddersyr skjorter, vil også ignorere problematikken.
På den anden side kan ryggen godt glattes endnu mere, og Iversen manglende desuden en smule mere plads, når han strækker armene fremefter og bøjer ryggen.
Så også mulighed for forbedring af ryggen på en næste skjorte.
En overraskelse var Charvet-skjortens dybe ærmegab. Jeg har ikke et foto af det, men det undrede mig, fordi det kan gøre, at man trækker skjorten op i siden, og at jakken trækker manchetten op i jakkeærmet. Dog var skjortens ærmekuppel også kort, og det kompenserer for et dybt (og bekvemt) ærmegab. Det er teknikaliteter, beklager, men meget interessant for en skjortetilpasser som mig.
Sammenfatning

En skræddersyet Charvet-skjorte begynder aktuelt på 760 euro, lidt under 5.700 kr. For en første skjorte, hvor der skal laves mønster, prøveskjorte og tilpasses, forekommer prisen mig ikke urimelig. Charvet, med de omkostninger de må have, tjener næppe på en sådan skjorte.
Sagen er bare, at efterfølgende skjorter koster det samme eller mere, og en maskinsyet skjorte bør ikke koste 5.700-6-7.000 kr., hvis mønstret først er etableret.
Hvis Charvet lavede et genialt skjortemønster, var det måske kun rimeligt, at man ligesom nød og betalte af på det excellente arbejde ved at købe flere skjorter hos dem.
Men jeg tvivler på, at de er så meget mere geniale i mønsterarbejdet end andre erfarne skjortemagere, der tager det halve eller mindre for en maskinsyet skjorte i samme stof.
Det er min egen vurdering og holdning. Jeg forstår udmærket den magi, der sitrer fra en Charvet-skjorte, ligesom man kan drømme om et rigtigt Savile Row-jakkesæt. Nøgternt set kan man dog få nøjagtig ligemeget andre steder til en helt anden pris.






Skriv et svar