Fra knaphed til overflod
Da jeg var en ung mand i 1990’erne, havde jeg svært ved at finde en pullover af ren uld. Næsten altid var der akryl iblandet, så der hurtigt dannedes nogle små, hårde kugler i trøjens overflade, som saboterede det velklædte udtryk, jeg tragtede efter.
I dag er udbuddet af den rene strikvare umådeligt. Webbutikker er fyldt med pullovere af 100 % lammeuld, merinould eller cashmere. Trøjer er relativt nemme at sælge online til for forskel fra bla. bukser og jakker, fordi striktrøjens pasform er fleksibel.
Forskel på de rene varer
Nogle trøjer er dog stadig bedre end andre. Cashmere kan være så slap, at den ikke finder tilbage i sin form, hvis man strækker den. Og pilling, dannelsen af de små fiberkugler i trøjens overflade, opstår stadig, selv i de bedre trøjer en gang imellem. Men de er ikke hårde som akrylkuglerne og kan nappes væk med fingrene.
Hvilket mærke der sælger den bedste striktrøje, kan ikke siges, men nogle mærker borger for kvalitet, og jeg vil mene, at alle nedenstående falder inden for kategorien.
Hvad angår typer af striktrøje, er cashmere selvsagt finest – og dyrest. De er også de mest behagelige striktrøjer. Trøjen af merinould føles hårdere. Den er til gengæld også robust, og den vil typisk temperere mest behageligt i kontormiljøer. Cashmeretrøjen, selv den tynde af 1-ply, skal helst ikke have en stuetemperatur over 18 grader. Det er min erfaring. Men varme har man det jo forskelligt med. Lammeuldstrøjer har jeg opgivet, fordi de generelt er for varme indenfor og fylder for meget under jakken udenfor.
Engelske m.m.
William Lockie er utvivlsomt et af de allerbedste bud, hvis man er ude efter gedigne skotske pullovere, cardigans med videre, hvor man slipper for nymodens designpåfund og logoer. Deres cashmere især er værd at gå efter. Troelstrup og svenske Baltzar har William Lockie i et større udvalg.
Hawico benytter ligeledes udsøgt cashmere og strikker i Skotland. Man kan købe deres trøjer på deres hjemmeside.
Johnstons of Elgin er måske den mest kendte leverandør af skotske strikvarer. Deres design er mere avancerede, spændende end William Lockies og på en smagfuld, ikke fjollet, måde.
A propos smagfuld variation må Inis Meáin inkluderes. Firmaet er irsk og fremstiller deres strikvarer på den grønne ø. Hovedparten af deres sweatre vil bære de små nister i garnet, man også kender fra Donegal-tweed.
N. Peal har et mere urbant, mindre rustikt udtryk end Inis Meáin. Kvaliteten er stadig i top. Fremstilling sker delvis i England.
Mens de forrige mærker kræver, man stikker hånden i lommen, er Peregrine mere tilgængeligt på prisen. Men så bliver det også merinould, ikke cashmere, hvad der kan være godt nok. Fremstilling sker mestendels i England. Baltzar har nogle af af deres modeller. Eller du kan handle dem på deres egen hjemmeside.
Italienske m.m.
Italiensk strik er generelt blødere og finere end den skotske, mere behandlet. Nogle kan lide det, andre foretrækker den rustikke skotske tradition.
Hvilket hold man end er på, her er fire italienske mærker, der almindeligvis leverer striktrøjer i den bedste kvalitet, herunder cashmeretrøjer.
Bottegiani kender jeg vældig godt, og man får noget for pengene hos dem. Det er mit indtryk.
Filippo De Laurentiis har jeg også en cashmeretrøje fra, som er virkelig skøn og robust, selv efter 6-7 års brug.
Man kommer heller ikke uden om Loro Piana, når det handler om fine italienske striktrøjer, selv om de er for meget mærke, “brand”, for min egen smag.
Piacenza er ikke så kendt som Loro Piana, men flere vil givetvis have hørt om dem. Jeg har set mærket flere steder, blandt andet hos Garodkin og Care of Carl, husker jeg. De sælger til mere rimelig pris end Loro Piana.
I cashmere silke blandinger er det rigtig mange gedigne italienske producenter i flæng kan nævnes Fedeli, Gran Sasso, Stephan Boya og Colombo.
Har selv et større udvalg af disse
Du oplever ikke, at de italienske går let i stykker? Jeg har prøvet flere gange at skifte fra britisk eller tysk tungere strik (og Uniqlo’s besynderligt stærke merino og lammeulv til hjemmefronten med småbørn) til italienske – fx Gran Sasso. Og de italienske føles altid mere lækre end de britiske modstykker. Men de italienske går altid i stykker for mig, og så ender de i en bunke af ting skrædderen måske kan reparere end dag, jeg husker at komme forbi med det.
Nej, det oplever jeg ikke. Har kun oplevet at en trøje gik op ved en søm efter 17 år! Og der er vel ok?
Ja, 17 års tjeneste er godkendt 🙂 Jeg må have sære arme 🙂
Fint indslag angående de bedste striktrøjer.
Hvad med mærker som Alan Paine og John Smedley?
De hører vel også til blandt de bedste mærker indenfor striktrøjer?
Ja, de er blandt de bedste også, bedst til merino og lammeuld, cashmere er ikke deres specialitet.