Mindre sprezzatura, mere filosofi
Sprezzatura er et af de mest uheldige ord, der har rumsteret på internettet i de seneste 10-15 år. Jeg tror, det er ved at gå i sig selv, men det har bildt unge mænd ind, man kunne blive godt klædt med bevidste fejl eller ligegyldighed i sin påklædning. Men sprezzatura handler snarere om, man accepterer, når man først har gjort sig umage med sin fremtoning, at man selv og ens tøj ikke er perfekt, og at små fejl vil opstå her og der. Det modsatte af sprezzatura er således nidkærhed og pertentlighed i påklædning. Sådan læser jeg G. Bruce Boyer, der bragte sprezzatura til torvs i 1980’erne.
Jeg vil dog slå et slag for en anden måde at anskue påklædning på, den filosofiske, specifikt skellet mellem smukt og sublimt. Det har altid ægget mig, siden jeg engang i 1990’erne stødte på det hos oplysningsfilosofferne Edmund Burke og Immanuel Kant.
Burke og Kant mente, frit udlagt, at malerier, landskaber, kvinder og påklædning, alt, hvor det smukke er i spil, enten kan være netop smukt eller sublimt. Førstnævnte er harmonisk og har en svalende effekt på os. Vi nyder, at billedet, det være sig et maleri, påklædning mv., foran os fungerer, som det skal. Vores drøm bliver til virkelighed over for det smukke. Det sublime, derimod, ryster os. Vi ser (eller hører) noget, vi ikke havde drømt om, og tiltrækkes ikke desto mindre. Burke og Kant brugte i hovedsagen naturen som analogi. Et dansk landskab en varm, vindstille sommerdag er smuk, de snedækkede Alper sublime. En rislende bæk er smuk, lyn og torden sublimt.
Sublim kunst, ja tak
Som ung mand satte jeg det sublime udtryk højest. Styrken, det farlige, det overraskende, uforudsigelige og uforståelige var aspekter ved det sublime, som forekom mig sandere og dybere end den dekorative, pæne og ufarlige bestræbelse, jeg forbandt med det smukke.
Og jeg vil sige, at jeg til dels stadig har det sådan, hvis jeg vurderer nye æstetiske udtryk inden for litteratur, maleri, musik: Er det noget, der bare efterligner noget, man kender og har set (= smukt), eller er det orginalt (= sublimt)?
Eller som enhver god anmelder spørger sig selv: Er der noget på spil her, eller spilles der reelt med livrem og seler?
Sublim påklædningskunst, nej tak
Når det gælder påklædningskunsten, er jeg langt mere konservativ. Jeg mener, man i hovedsagen skal forsøge at klæde sig smukt, det vil sige gestalte de kendte drømme. Den sublime bestræbelse bliver for ambitiøs og ender i Don Quijote i min optik.
Så når man tager et jakkesæt, en sportsjakke eller pullover på, må man først og fremmest tænke over, hvordan man sammensætter alle tøjdelene, så de udgør en harmonisk helhed. Man skal glemme enhver tanke om at bryde reglerne og stræbe efter det sublime. Jeg leder efter en svalende effekt. Det handler ikke om minimalisme versus maksimalisme. Begge stilarter kan bruges eller misbruges. Men jeg vil have, at man kontrollerer teksturer, farver og mønstre og etablerer en helhed, som behager og bekræfter beskueren.
At resultatet ikke arter sig millimeter perfekt, er ikke farligt. Faktisk er det okay. Ellers er der ingen sprezzatura heller.
Skriv et svar