
Den rigtige lighter i selskabet
Kan være, man ikke selv ryger, men derfor kan man jo godt agere gentleman og tænde tobakken, som en anden i selskabet får trang til. Og hvad tænder man så med?
Jeg tog fat i Michael C.G. Iversen, en gammel kending på Den velklædte mand og superekspert i tobak, for at få sagen afgjort.
Når det gælder mekanisk fyrtøj, hvad hedder din top-3?

“Jeg har kun en top-2: Dunhill er nummer 1. Dupont er nummer 2. Skulle jeg strække den til en top-3, er Dunhills Rollagas en ubestridt nummer 1. Nummer 2 er så Duponts Ligne 1, og tredjepladsen indtages af Duponts Ligne 2.”
Hvad er deres magi, forcer og svagheder hver især?

“Dunhills Rollagas er den perfekte kombination af funktion og diskret elegance. Klassisk britisk understatement. Derudover er den let at fylde gas på. Stenen er også nem at skifte, og så er den afsindig driftsikker. Her vil jeg så påpege, at det kun gælder den originale Rollagas. Dunhill lancerede en ny type Rollagas i 2004, som der ikke er så meget godt at sige om, for nu at sige det diplomatisk. Heldigvis er de lette at kende forskel på. Den originale model har flammeregulatoren på siden af lighteren, den nye har den i bunden.”
Og Dupont?

“Duponts Ligne 1 er en solid klassiker, som bare er lækker og elegant på fransk manér. Ligne 2 er højere og slankere og har den eftertragtede kling-lyd, når låget åbnes. Netop dette kling er dog for meget bling. Derfor må linje 2 nøjes med tredjepladsen.
Ulempen ved Dupont er, at de er besværlige at fylde gas på. I gamle dage købte man en lille flaske gas, der passede til en enkelt påfyldning. Det havde den fordel, at man vidste, man havde en fuld tank, og hvor længe den varede. I dag kommer Duponts gas i flasker med 4-5 påfyldninger. Med den nye ordning er det svært at afgøre, hvor meget gas man egentlig får fyldt på, og man risikerer at løbe tør på det mest ubelejligede tidspunkt. En lighter må i øvrigt aldrig ligge uden gas på, så mørner pakningerne.”
Hvilken lighter nyder størst anseelse blandt connoiseurer?
“Nu er jeg jo bare en simpel ryger, så det må du spørge en connoiseur om. Dog vil jeg tro, at det er Dunhill og Dupont.”
Hvad er der af særlige normer for god opførsel, når man bruger eller tilbyder sin lighter i et selskab?
“Forbløffende få kan finde ud af at tænde en lighter, som ikke er en engangslighter til en ti’er. De fumler. Så skal nogen have ild på en cigaret, tænder jeg altid for dem. Det er dårlig stil ikke at have sin egen lighter, hvis man er cigar- eller piberyger.”
Hvad er det mest ædle alternativ til en lighter?
“Tændstikker.”
Sociopatmagnet

Angående Dupont-lighteren, som Iversen altså har som sin nummer 2, kommer jeg i tanker om en anekdote fra et interview, jeg lavede med Mads Brügger, som nok er værd at lytte til, før man vover sig ud i det franske fyrtøj.
Mads Brügger beretter:
“Det særlige ved Dupont-lighteren er, den tiltrækker sociopater. Hvis man sætter sig ind på et værtshus med en Dupont-lighter, vil der før eller siden komme en person hen til en, som vil vise sig at være stærkt karakterafvigende, og han vil fortælle, at han også engang har haft en Dupont-lighter, som er blevet stjålet fra ham. Hans mål og motiver er nu, han vil stjæle ens lighter.”
Pris og historie
(Afspil, og lyt.)
Hvis man alligevel er frisk på en Dupont, koster den fra ny 8.000 kr. og opefter, hvis det drejer sig om S.T. Dupont Ligne 2, som Dupont introducerede i 1977. Det er Ligne 2, der har et karakteristisk og berømt “kling”, når man åbner den, som Iversen, jf. ovenfor, selv er mindre begejstret for. Duponts oprindelige Ligne 1, introduceret i 1950’erne, har en stump lyd. Den kan kun købes brugt i dag.
Dunhills Rollagas ligger i samme prisleje som Duponts Ligne 2. Det gamle engelske firma introducerede ligeledes deres nu klassiske fyrtøj i 1950’erne.



Citat: “…Det er dårlig stil ikke at have sin egen lighter, hvis man er cigar- eller PIBERYGER (fremhævet af mig).” udtaler den såkaldte superekspert udi tobak.!!!!
Helt enig og Dunhill er no 1
Jeg er gammel piberyger. Der duer kun tændstikker eller en fidibus!
Intet med gas eller benzin og dertil knyttede kemidufte.. Dårlig stil
Det samme, vil jeg mene, gælder antændning af andre ædle tobakvarer (cigarer).
Til cigaretter er det nok lidt lige gyldigt. På kollegeiet var brødristeren ofte anvendt til formålet….
Nemli´
Jeg antager, at du er en af de mange piberygere, der sværger til tændstikker og betragter det at tænde en pibe med en lighter som helligbrøde. Hvis det ikke er tilfældet, forstår jeg ikke kommentaren.
At du overhovedet kan foreslå at tænde pibe med lighter, diskvalificerer dig til titlen “superekspert i tobak”.
Jeg mener ikke, man bør tænde piben med lighter.
Det ser ikke godt ud, det lugter ikke godt og man får ikke den ønskede lkontrollerede optænding af tobakken, som den fortjener, når man har brugt tid på at stoppe den rigtigt
Hasse og Christian, jeg fornemmer, jeg er i erfarent selskab, men jeg forstår på Iversen, at fx Dunhill fremstiller lightere med “skæv flamme” specifikt tiltænkt piber. Måske er det ilde set hos visse fraktioner, men det indikerer vel, det er udbredt blandt drevne piberygere at benytte en lighter?
Jeg har også en lighter, men den bliver stort set aldrig brugt. Det er en Zippo, og den virker i meget slags vejr. Jeg har imidlertid ikke så meget at bruge den til. Jeg synes tændstikker er bedre til både bål og til et Trangia, hvad enten det er sprit eller gas. Om den så kan bruges til at tænde cigaretter, cigarer eller pibe, aner jeg ikke, har aldrig prøvet.
Til Lars:
.:-)