Gefühl eller ej
Dårlig tøjsmag er manglende fornemmelse for tøjets historie samt for tekstiler og designs iboende muligheder og begrænsninger.
Jeg har nogle eksempler.
Strik med lynlås
Materialer skal arbejde gnidningsfrit sammen. Det er håndværks- og designmæssig basislære. Hvis man indsætter en lynlås i en strikvare, forbryder man sig mod hin basislære. Lynlåsen er hård og brutal, strikvaren blid og fleksibel. En knaplukning som i en cardigan er løsningen, der nænsomt holder en strikvare lukket.
T-shirts og sweatshirts med print
Ikke bare synlige logoer, også print er et farligt virkemidler.
Til at mønstre tekstiler giver print aldeles mening. Det er klart. Men bruger man print med budskaber, fortrænger man selve tøjet som virkemiddel og respekten for det. Påklædning ses nu primært som kommunikation, skønt kommunikation er sekundær.
Eksempel: Man tager ikke et slips på, fordi det kommunikerer noget bestemt, men fordi det stilmæssigt passer med resten af ens påklædning. Det er sådan man tænker, hvis man kerer sig om den gode smag. Primært at se tøj som kommunikation ender i dårlig smag, fordi man ignorerer tøjets facetter.
Slim-fit og Oversize
På hver sin måde mangler slim-fit og oversize et samspil med kroppen, der bærer tøjet.
Slim-fit følger primitivt kroppens konturer 1-til-1 i stedet for at udnytte tøjs figurdannende potentiale.
Oversize bliver til en autonom figur. Tøjet repræsenterer ikke længere kroppen underneden.
Den gyldne middelvej, hvor kroppen forædles i en ny figur, er løsningen.
Windsorknude
Danske politikere synes at elske at binde deres slips med en (halv) Windsor.
Windsorknuden, der er en ung slipseknude fra 1950’erne, er dog for symmetrisk. Slipset er et gammelt tørklæde og en vis nonchalance må bevares, som sker i den traditionelle four-in-hand-knude. Det handler om gefühl, om smag.
Sjove strømper
Sjove strømper er ikke bare usjove, cringe. De er også dårlig smag.
Strømper er halvt undertøj og bør derfor være diskrete i udtrykket.
Som udgangspunkt.
Man ser mænd lege med strømper og trylle god smag frem.
Men det er sjældent.
Sneakers til klassisk tøj
Tøjdele skal hænge sammen, særligt inden for klassisk herretøj. Eksempelvis er det svært at finde plads til sneakers i universet, de logoprægede især, men også de minimalistiske hvide, sorte eller brune udgaver.
Der er argumenter for, man om sommeren, i fritidsmæssig og festlig sammenhæng, kan bruge enkle lærredssko med en blå blazer, som ovenstående illustration fra 1930’erne viser.
Der findes tilmed et foto af Hertugen af Windsor, der i maritime omgivelser sidder i dobbeltradet blå blazer og lærredsbukser med marineblå lærredssko på fødderne.
Men nutidens greb, hvor man som dagtøj sætter hvide tennissko til marineblå forretningshabit eller blazer og chinos, har ingen bedt om. Samhørigheden mangler.
Skulle man komme stilen i møde, er de hvide tennisko til blazer og chinos at foretrække. De har med lidt god vilje en forbindelse til de visuelle figurer, man har set og gouteret, jf. de to eksempler med lærredssko ovenfor.
På den anden side
Som man fornemmer, er det svært at kategorisere et tøjdesign som entydig dårlig smag hver gang.
Man kan i alle ovenstående tilfælde tænke sig, man bruger en tøjdel på en sådan måde, at den indgår i en tøjstil, der samlet set er smagfuld.
Men det er dog nemmere at være smagfuld klædt i en trøje med knapper i stedet for lynlås, i en T-shirt uden tekst, i tøj i regulært snit frem for slim-fit eller oversize, med en slipseknude bundet i en for-in-hand i stedet for Windsormetoden, i neutrale strømper i stedet for opsigtsvækkende og i lædersko frem for sneakers til sit blå forretningstøj.
Må jeg have lov at tilføje endnu en til slipsens brug? Et yderst hyppigt valg, men også dårlig smag er at anvende matchende lommeklud til slipset. De handles stadigvæk i mange gængse butikker i sæt med slips og man ser dem ofte til “fint” brug.
He ja, en klassiker, som man skulle tro, man lærte som det første, man er i jakkesæt, men som man ser igen og igen.
BINGO!