114 par håndsyede sko

Konservativ rejsekonge

“Simon Spies var et dejligt menneske,” siger Robert Sørensen som det første, da talen falder den kendte og flamboyante forretningsmand, som Robert Sørensen syede 114 par sko i 1970’erne og 1980’erne.

Jeg ved ikke, om Robert Sørensen er spontan eller bevidst. Men hans indledende ord føles nødvendige for at nærme sig Simon Spies og tale om hans faible for håndsyede sko.

Simon Spies står jo i et delvis diabolsk skær i offentligheden på grund af hans forhold til unge kvinder. Hvad der præcis er sandheden desangående, vides ikke, men en reservation følger i reglen imponertheden over Spies’ forretningstæft og begavelse, “fordi man ved jo aldrig”.

Når det gælder sko, er der dog ingen grund til reservation. Sådan kan man også tolke Robert Sørensens ord. Simon Spies var behagelig, ligefrem dejlig, at omgås i den sammenhæng.

Havde han komplicerede fødder? 

“Ja, han havde jo sukkersyge, og det gør fødderne følsomme. Han kunne i øvrigt have fået det offentlige til at betale. Men han betalte selv sine sko,” siger Robert Sørensen.

Hvad kostede skoene?

“6.000 kr. Alle Spies’ sko blev randsyede.”

Hvordan foregik bestillingen?

“Han bestilte fire par ad gangen i fire forskellige farver, altid. Det var ganske almindelige snøresko i boxcalf. Engang sagde jeg til ham, jeg var træt af at lave en sort, en brun, en beige og helt lys til ham og foreslog et par ruskindssko. Men dem fandt han fjantede. Der er kun én gang, jeg har lavet noget ekstravagant til ham. Det var i hans vildmandsdage, hvor jeg lavede et par støvler i ozelot til ham,” siger Robert Sørensen.

Så hans smag var faktisk konservativ? 

“Det var den.”

Tog du hen til ham?

“Som regel kom han hen til mig i butikken. Begge dele hændte.”

Var skoene svære at fremstille?

“Nej, jeg tjekkede en gang imellem, om fødderne havde forandret sig. Ellers var det bare at lave skoene,” siger Robert Sørensen og fortæller endnu en anekdote:

“Jeg syede også hans bryllupssko, da han skulle giftes med Janni i 1983. Sekretæren kom hen til mig: “Du må ikke sige det til nogen. Det er helt hemmeligt. Han skal giftes med Janni. Så han skal have et par sorte laksko.” “Nå,” svarede jeg, “hvad tøj skal skal han have på?” “Han skal være i jaket,” sagde sekretæren. “Så skal han ikke have laksko på, men almindelige blanke sorte,” svarede jeg. “Uha, det var godt, du sagde det!” udbrød sekretæren lettet.”

Ved du, hvad der skete med Spies’ sko?

“Det ved jeg ærligt talt ikke. Men han havde sko stående i sine forskellige ejendomme – i Rungsted, Villa Fjolle i Sverige og så videre. Så behøvede han ikke at pakke sko, når han rejste fra det ene sted til det andet,” siger Robert Sørensen.

Den sidste skomager

Han – Robert Sørensen – kom ind i skomageriet i slutningen af 1960’erne.

“Jeg gik i Nørrevold skole. Det var planen, jeg skulle være ingeniør. Jeg interesserede mig meget for teknik. Men jeg fik en lammelse i ansigtet og kunne ikke passe min skolegang. Min onkel, der havde Würtzen Ortopædi, skaffede mig en læreplads på Teknologiske Institut, hvor jeg blev den sidste elev, før deres fagskole i skomageri lukkede. I 1969 var jeg soldat, og bagefter tog jeg to års videreuddannelse i Tyskland og bestod den tyske mesterprøve i ortopædi. Da jeg kom hjem, tog jeg også den danske mesterprøve,” siger Robert Sørensen.

Han fortæller, at der på den tid var godt 10 ortopædiskomagere i København med eget værksted. Ønskede man sig klassisk håndsyede sko uden ortopædisk støtte, gik man også til dem. Rene håndskomagere, som man kender fra udlandet, fandtes ikke.

Robert Sørensen overtog med tiden Würtzen på Nørrevoldgade i København og begyndte også at tage del i skomagerlavets arbejde og endte som oldermand, hvad han er den dag i dag, selv om det er ti år siden, han gik på pension. Men det 500 år gamle danske skomagerlav har påbegyndt sin svanesang, forklarer han. Der er simpelthen ingen tilbage til at tage over. Ortopædisk skotøj fremstilles nu i udlandet.

“Vi er ni aktive medlemmer. Det er aftalt med Håndværkerforeningen, at de driver ejendommen videre, når vi lukker. Med museet får vi at se,” siger Robert Sørensen uden sentimentalitet i stemmen.

Selve skomuseet

Vi bevæger ned i skomuseet, som ligger i kælderen af skomagerlavets ærlige, solide bygning på en sidevej i Hellerup. Det er 14 år siden, jeg sidst var forbi.

Indretning og udstilling synes anderledes her og der, men museet er til at genkende.

Jeg har selv bidraget med et par sko, da jeg for ti år siden indleverede et par sorte Oxfordsko fra Mærsk Mc-Kinney Møllers efterladte garderobe.

De står nu fint på en hylde sammen med mit følgebrev.

I samme montre står skoene fra en anden Elfantordensdekoreret person, Niels Bohr. Hans enke indleverede et par sorte Angulus-sko efter den store fysikers død i 1962, sjovt nok med et postkort, hvor Niels Bohr er på frimærket.

Den danske tenor Lauritz Melchior, datidens største Wagner-tenor, er også repræsenteret på museet med et par skønne brune safaristøvler.

Da vi er halvvejs gennem museet, fremtager Robert Sørensen et par uendeligt langskaftede ridestøvler fra glasmontren. De har tilhørt den næsten to meter høje, tynde Chr. X. Skomagermester Henry Holgersen syede dem til ham i 1928.

Museets måske mest kuriøse artefakt er en læst til den berømte polarfarer Peter Freuchens næsten ligeså berømte benprotese.

Jeg falder over et par elegante galoscher i gummi.

“De kan altså lade sig gøre,” tænker jeg.

Jeg må tillige stoppe med ved en glasmontre med karakteristiske sudersko. Jeg ser for mig, hvordan sømændene kom gående i Nyhavn i susebukser og matroshue og en dame under hver arm i deres højhælede, klakkende sudersko. Snuden er kantet og rundet, så at skoene ikke griber tovværk eller andet løsøre på skibet. Den høje hæl sikrer, man ikke glider, hvis man er i masterne for at ordne sejl.

Museet har flere sko fra de sidste danske skofabrikker som Panther, Wedela, Alsboe og Hertz, der forsvandt i 1970’erne.

På deres fabrikker i Danmark randsyede de sko med gemband på bindsålen, goodyear welting, som vi kender i dag fra Crockett & Jones mv.

Robert Sørensen viser mig et hjørne i museet med træskomageri. Det var stort i Danmark.

Jo længere og højere spids på træskoene, des finere var man.

Antallet af deforme fødder, der krævede sin skomager, er ikke, hvad det har været. Bedre forståelse for fodpleje ved fødsel, mindre uheldig medicinering af gravide og mindre indavl (sic!) har betydet, at det skrækkabinet af forvredne fødder, man tidligere så, næsten er gået i sig selv.

De mange akrobatiske kunstværker af sko og støvler, som skomageren måtte fremstille til dette ulykkelige bentøj, lever stort set kun i bøger i dag – eller på Dansk Skomuseum, som har flere eksempler på, hvordan skomageren har forsøgt at kompensere for forskellige benlængder og forvredne fødder, så skoene både funktionelt og æstetisk kom i mål.

Farvel

Efter et par timer forlader jeg Robert Sørensen og Dansk Skomuseum. Jeg så intet vemod i oldermandens øjne over skomageriets skæbne i Danmark. Han syntes nøgtern. Jeg mærker dog selv en tristesse pirke, da jeg kaster et blik på den gedigne bygning på Vespervej i Hellerup og cykler hjemad.