Hvilket årti efter 2. Verdenskrig er det bedst klædte? Jeg vender igen og igen tilbage til 1960’erne, altså før formernes kollaps i årtiets slutning.
I 1960’erne havde, hvad angår stil, en lykkelig blanding af nysgerrighed og respekt for tradition. Mange har siden forsøgt at affeje tiden som uskyldig og naiv, hvad den muligvis var. Men sansen for klædedragten og den gode smag fejlede ikke noget.
John Latimer Smith, kaptajn af reserven, var en af dem, der levendegjorde 1960’erne. Efter han havde lagt militæret bag sig, kørte han fra England til Indien i en rød Morris Mini. Siden levede han som forlægger og jazzekspert i Londons Soho.
Her står John Latimer Smith iført briller af skildpaddeskjold, en skægkrans og et mellemgråt flannelsæt og får sig en smøg.
John Latimer Smith døde sidste år.
Foto: The Rake
Anonymous skriver
10. marts 2010 på 19:20Jeg er ikke helt enig med dig. Naturligvis blev 60’erne af mange betegnet som “the cool decade” med playboy og New Yorker attitude, men jeg synes personligt, at den opbrydning som skete i samfundet, også i alt for høj grad forplantede sig i den måde folk klædte sig på. Og i øvrigt så ud, mht. eks. overdreven skægvækst og manglende personligt hygiejne.
Selv hælder seg således mere til 50’erne, som jeg naturligvis heller ikke oplevede personligt, men som via film og tv, altid har stået for mig som et idial. Se blot på danske film fra perioden, eks. Styrmand Karlsen, og glæd dig over Emil Hass Christiansen – en mand der var som skabt til et jakkesæt – give den som skibsreder i blåde marineblåt og gråt flannel, og sønnike (ebbe langberg) der måske langt bedre fanger mikset mellem det klassiske jakkesæt og farverne som var på vej.
Eller hvad med Dial M for murder (1954), muligvis den film med den mest velklædte “cast”, hvor Hitchcock udstyrer selv gemene forbrydere og kriminalbetjente i smukke tweed sportsjakker og pyntelommetørklæder, og hvor ikke mindst Ray Milland er en nærmest evig kilde til inspiration, især hvis man som mand er nået det stadige i livet, hvor kroppen ufravigeligt begynder at forandre sig…Se dem og døm selv…
K. Jensen
Torsten skriver
10. marts 2010 på 20:05K. Jensen, jeg kan godt følge dig. Det blev måske lidt for cool og selvbevidst i 1960’erne sammenlignet med 1950’ernes beskedenhed. Jeg synes dog, 60’erne har en helt speciel nysgerrighed over sig. Interessant med henvisningen til Emil Hass Christiansen. Jeg kan godt se, han har noget – et indlæg værd!
VH Torsten
Anonymous skriver
11. marts 2010 på 0:16@ Anonym –
Jo, absolut. Vores generation – og nu går jeg ud fra at du er under 40 – er opvokset uden skyggen af kendskab til, hvordan en mand skal og både klæde sig, og ikke mindst opføre sig. Og ja, det er ikke mindst kvindernes skyld, uden at vi skal gøre det til en kønskamp. Men det er naturligvis svært at slå fra sig, når man ikke engang ved at man er “under tøflen”.
Netop derfor kom jeg i mit indlæg ind på de gamle film, og håber at Torsten kunne evt. begynde at anbefale gamle film, både Danske og udenlandske, som en slags “dannelsesrejse” for de få danske mænd, som stadig gerne vil tage deres klæder alvorligt… Jeg er sikker på at vi alle har forslag til yderlige film og ikoner, som kan tjene som forbilleder for vores allesammens beklædningsmessige udvikling…
Og ja, Den kære Emil Hass Christiansen står får mig som det yperste indenfor beklædning i Danske film – selv i hospitalsklædere som i 5 Mand og Rosa – men der må da være andre vi også kan se til…
K. Jensen