Der er så mange stivnede normer i den klassiske herrremode. En af de mere mystiske, blandt andet fordi den har så ringe historisk bagage, er, at det er noget værre noget at bære shorts om sommeren. Vel er det ej. Der kan være steder, hvor man ikke skal gøre det, naturligvis – centrum af en storby, en restaurant, et museum, en koncert og et kirkebryllup, for eksempel – men at bandlyse shorts generelt holder ikke, hverken historisk eller æstetisk.
For et par bare herreben kan være elegante nok, hvis de draperes ordentlig af shorts, sko og trøje, og hvis vejret ellers kalder på det. Og det gør det, hvis vi passerer 23-24 grader. Pas på den engelske kropsforskrækkelse, siger jeg.
Shorts kan gå til knæene, eller de kan være kortere endnu. De designes derudover som et par lange bukser og kan varieres på samme vis med læg, lommer etc.
“Shorts, korte kakhibukser uden knæ,” som en formulering fra 1917 lød, jeg stødte på forleden dag.
Lærredssko er det klassiske valg med shorts – hvide, blå eller grå. Espadriller er en sofistikeret løsning. Og så er der alle de lette hyttesko og ruskindssko. Jeg tør knap nævne sandaler, men jeg ser dem også som en valgmulighed, omend kompliceret.
Frem med shorts, sommerens mest naturlige klædningsstykke.
Foto: Det kgl. bibliotek
Jeppe skriver
Hvis bare lærredssko som dem i viste reklame var til at opdrive!
Torsten skriver
Ja, gad vidst, hvem der laver dem? Det ville være lige lovligt dekadent at bede en skomager om at sy dem. Men hvis ingen andre gør, må der nok bankes på den dør.
Hr. M skriver
Common Project lavede et par tilbage i 2011. Hvid (og et par andre farver) med Goodyear welted gummisål. Dog uden tåkappe. I kan finde billeder på Google, men den er vidst umulig at opdrive.
Skulle man være interesseret i shortsne, kan jeg anbefale http://www.brendler-shop.de/Tropenbekleidung/Blazer-Jacken-Hosen:::3_17.html?MODsid=kmb9p2t51glshm8019vh1mmoa2 yderst rimelig pris og kvalitet. Ernst Brendler er i det hele taget et besøg værd, hvis man tager til Hamborg. De har alt i tropeudstyr og maritimt udstyr.
Hr. M skriver
Grenson har åbenbart også været igang for nyligt, men syntes udsolgt: http://www.bonobos.com/po-ss12-grenson-001-spencer-white-canvas
Michael M skriver
http://www.mrporter.com/mens/john_lobb/savannah-canvas-oxford-shoes/422962
Findes også i 2-3 andre farver i butikken i Jermyn St.
Jeppe skriver
Jeg synes ingenlunde at Lobbs design er tilfredsstillende. Det ligner for meget en regulær lædersnøresko, blot med overdelen fremstillet i lærredsstof. Grensons er tættere på, men jeg er stadig ikke overbevist. Den type sko jeg taler om skal være en rigtig gummisko, men med hæl på sålen, sådan som det ses i reklamen. Salig Hertugen af Windsor kan igen, igen hives frem som forgangsmand – se blot eksemplarerne nederst i hans skoskab: http://42ndblackwatch1881.files.wordpress.com/2009/02/duke3.jpg?w=500 (Det slår mig ved gensyn at man ikke kan se hælene på billedet, så der må bruges lidt forestillingskraft.)
Vil jeg have en model som dem I henviser til, vil jeg langt heller have overlæder i ruskind.
Vejen forbi håndskomageren er en mulighed, omend ekstravagant, men jeg må indrømme at jeg ikke er sikker på at de kan imødekomme mine ønsker. Den sko jeg taler om er jo aldrig kommet fra en håndskomager. Den tilhører masseproduktionen med sit lærred, gummi – billige, lidt grove materialer. Den må endelig ikke være for forfinet. Den skal kunne tåle sand, saltvand, ølsjatter og hvad man nu ellers kommer i karambolage med om sommeren.
Næ, jeg venter stadig på den lykkelige dag hvor nogen beslutter sig for at markedsføre den rigtige model.
… Eller måske skulle man selv finde en skoproducent som er modtagelig over for idéer.