De perfekte bukseseler

Seler symboliserer din sartoriale dedikation, ligesom en flammende halstatovering er en del af medlemskabet af en rockerklub. Tør du, eller du en tøsedreng?

Jeg har flere gange reklameret med, jeg er en tøsedreng. Jeg bærer for det meste mine bukser med en livrem. Men jeg bærer også bukser med seler, og senest er min toradede habit fra Volkmar Arnulf trådt ind i seleklubben. Arnulf-bukserne har godt nok spændetampe i siden, men de er blot reserveforanstaltninger. Bukserne er skåret med det lille ekstra frirum og behagelighed i bukselinningen, som selemekanismen må have for at fungere ordentligt. Seler er blot til besvær, hvis bukselinningen er i nærkontakt med flæsket.

Længde & udformning
Selernes udformning er ikke nødvendigvis ligetil. Som de lærde læsere Mr X og Michael C. G. Iversen har forklaret, er længden vigtig. Den skal passe. Er selerne for lange, kryber spænderne foran over brystet – de bør sidde under, hvor de er mest diskrete – og selernes snipper, hvis de er synlige, bliver latterligt lange, medmindre man afkorter dem. Desuden kommer Y’et på ryggen til at sidde så højt, at det kan trækkes skævt og bule, hvis Y’et da ikke har et par ringe i stedet for en fikserende lædersammenføjning. Er der ringe, kan seleenderne rotere og følge det naturlige træk i selen. En seleryg i et X i stedet for et Y er også en mulighed.

Udfordringen bliver ikke mindre, hvis dine selebukser sidder forskelligt i livet. Det ene par sidder ofte lidt lavere end det andet, eller et par har en engelsk “fish tail back”, så buksebagen slår op ad ryggen, hvorfor selerne behøver mindre længde. Mine Arnulf-bukser fremviser endnu en variant med to knapstropper i bukselinningen bag på, som skubber seler og Y’et op ad ryggen. Seler efter et fast mål er således ikke en skridsikker løsning, medmindre du har en meget homogen buksegardrobe. Du må i stedet berede dig på forskellige seler i forskellig længde og forskelligt placeret Y på ryggen til de forskellige selebukser.

Materiale
Selematerialet må du også tænke over. Boxcloth er det berømte filtagtige materiale, som kanoniseres som det helt rigtige materiale til seler. Men boxcloth er tungt og skabt til gamle dages tunge habitter. Et lettere uldmateriale, elastik og eller polyester kan være at foretrække. Jeg er selv blevet glad for et gjordvævet polyestermateriale. Jeg kan lide letheden, og at der ikke er videre flex i selen. Jeg bryder mig ikke om elastikseler.

Ligesom der traditionelt er blevet leget med sjove farver og mønstre i jakkeforet i den formelle habit, har man – læs: englænderne – også en forkærlighed for at lade selerne blusse. Seler var ikke noget, man gik og viste frem, så hvorfor ikke have lidt fornøjelse i uskyldigt at holde omgivelserne for nar. Postkasserøde seler er en klassiker i den sammenhæng, ikke ulig ditto strømper. Men man kan forestille sig mange friske varianter – over lilla og orange til dødningehoveder og andet bizart. Man kan også bare blive ved ensfarvede marineblå, lyseblå, grå eller vinrøde seler. Til aftentøjet bør selerne dog altid være hvide eller sorte.

Foto: Stiljournalen, Rose Callahan & Bown’s Bespoke