Håndrandsyede sko fra Benjamin Klemann i Hamborg – del 2 af 3

—
Hos Benjamin Klemann i Hamborg. Der er gået mere end et halvt år, siden jeg besøgte ham og bestilte et par håndrandsyede sko efter mål. Nu skal de delvis forarbejdede sko prøves. I modsætning til skrædderi, hvor et langt intermezzo mellem prøver kan drille, fordi kropsvægten for mange af os jo kan gå op eller eventuelt ned, har det ikke meget betydning, hvis man bestiller sko, kunne man tænke. Fødder er fødder. De forandrer sig ikke meget over nogle måneder.

Stop en halv, det kan de faktisk gøre. Det forklarer Benjamin, da jeg har stukket fødderne i prøveskoene. Tager man på i vægt, vil fødderne have en tendens at vokse, og taber man sig, har de det med at skrumpe. Forandringen vil være beskeden, men nok til, skoenes pasform kan miste præcision, medmindre skomageren har taget højde for udsvinget.

—
I mit tilfælde kan Benjamin til min store overraskelse og glæde meddele mig, at jeg har tabt mig. ”Hvabehar? Højst et kilo!” kommenterer jeg. Benjamin insisterer.

Vægttabet til trods sidder prøveskoene nu fremragende. De føles ikke for store, skønt Benjamin vil stramme dem en anelse over vristen og forfoden. Det markerer han på læstene med tuschstreger og kuglepen på skolæderet.

—
Som man ser, er skoene vitterligt i et prøvestadie. Overlæderet er kun tilskåret, ikke syet, og sål og randsyning er slet ikke påbegyndt. Det meste kan tilpasses. Til mit held også skoenes længde og tåkappe. Benjamin har allerede forlænget læste og sko mere, end han normalt gør, så en aflang og elegant form kan tilnærmes på trods er min tæt håbløst brede fod og høje vrist. Men der skal mere til, er han og jeg enige om. Benjamin mener, at en forlængelse af sko og tåkappe ”med 5-6 millimeter” vil gøre det. Jeg synes ikke, det lyder af meget, men jeg stoler på hans vurdering.

—
Mine fødder skal måles på ny, da jeg har forladt prøveskoene.

”Se, to millimeter mindre her og en millimeter der,” siger Benjamin med kendermine, efter han har lirket målebåndet hen over mine fødder og nu kan pege på tallene, han har noteret på mine fødders papirmønster.

—
Da seancen er forbi, og vi står og småsludrer, griber Benjamin en sko fra reolen.

Det er en Blücher, han har i hånden. Den kløjes mange i. På engelsk forveksles en “blucher” tit med almindelige derbysko. Men modellen er en helt særlig variant af derbysko. “Der Blücher” er en slags tyksålet wholecut med påsyet snørestykke. Historien er, at fyrsten og generalfeltmarskalen Gebhard Leberecht von Blücher, der deltog i napoleonskrigene på preussisk side, ønskede en vandtæt sko, eller rettere sagt en vandtæt støvle, for støvler brugte man dengang. Hans støvlemagere fandt derpå ud af at konstruere en støvle stort set uden søm, og det blev starten på skomodellen en Blücher.

Historien kan noget, men stilen plinger ikke hos mig. Sko med søm langs overkanten af overlæderet, der optisk gør mine fødder smallere, tiltrækker mig mere. Det har jeg tit tænkt over, og Benjamin gør også opmærksom på, at en sådan model med sømkant i overlæderet eller sko med vingeformet kappe er lettere at gøre elegante rundt mine fødder.

Vi siger farvel og tak og glædelig jul og godt nytår. I slutningen af februar er skoene klar.

—
Her kan du læse om mit første besøg hos Klemann.

Foto: Stiljournalen