Beklædningshåndværket i Danmark er ikke, hvad det har været, lyder omkvædet, og der er da noget om det. Antallet af skræddere, skomagere, hattemagere mv., der leverer topkvalitet, er begrænset. Eet område skiller sig ud, måske: læderhåndværket. Der er i Danmark en relativt fin tradition for at forarbejde læder, der kan indgå i en tøjstil. Og den gode nyhed er, at der er flere unge på vej. Jeg er konkret stødt på Simon Tuntelder og Jeppe Dencker fra Leather Projects. De er blevet indlemmet i mit lille arkiv, hvor jeg i forvejen havde Klavs Graae, Dahlman, Jan Hrasko og Poul Erik Andersen.
Der er også Claus Broe i hint arkiv. Jeg besøgte ham for nogle år siden i hans dejlige værksted i Helsingør. Siden er han så flyttet til Bornholm, og gesjæften er udvidet. Medvirken i tv-udsendelsen Made in Denmark i 2015 har givet et gevaldigt skub. Claus Broe er nu repræsenteret i adskillige forretninger landet over, blandt andet hos Troelstrup. Der mødte jeg ham atter engang i sidste uge, da han var der for at berette om sit virke og tage imod bestillinger af bælter efter mål.
Claus kunne blandt andet fortælle mig, at min ide om, at et klassisk bælte er 28 mm bredt, hviler på gamle dage, da mange engelske sadelgjordbæltespænder var formgivet til netop den bredde. Naturligvis kan man vælge bæltet bredere eller smallere, flere vælger det lidt bredere i dag, fx 30 mm, men udgangspunktet er de 28 mm, hvis man er ude efter et bælte af den helt traditionelle type til sine habitbukser. Sadeljordspænder er almindeligvis i gyldent eller sølvfarvet messing, eller, hvis man ønsker at slå på tromme, i sølv.
I det store hele laver Claus den samme form for læderhåndværk, som han begik sig i, da jeg besøgte ham i Helsingør. Bælterne er stadig den centrale forretning. Han fører overordnet to slags bælter (eller livremme). Dels er der de italienske, som han får op fra Norditalien i råbælter med lakeret kant, som han derpå færdigforarbejder. Dels er der bælterne, han skærer af huder fra Tärnsjö Garveri i Sverige og laver helt fra bunden. Foruden bælter fylder tasker og sandaler i Claus’ produktion.
Taskerne laver Claus Broe med Gorm Brint, der designede de første modeller i 1970’erne. Tilfældigvis kiggede Gorm Brint også forbi Troelstrup, da jeg var der, og jeg kunne forevige de to herrer sammen med deres skuldertaske i henholdvis sort og brun udgave.
Foto: Stiljournalen
Henrik Ørnstrup skriver
Kan også anbefale fuglsanglæder.dk, der på Djursland laver førsteklasses bælter til en meget rimelig penge. Ikke så traditionelt som regimet her på Stiljournalen normalt tilsiger, men godt nok endda.
Hr Olsen skriver
Var det et eksempel på sponseret indhold eller tilfældigt at Troelstrup er nævnt tre gange?
Torsten skriver
Der vil stå “sponsoreret” ved sponsorerede artikler.
Pete skriver
Der findes også små produktioner rundt omkring der ikke nødvendigvis har en fysisk butik, men laver stadig nogle gode bælter. http://teleather.com/belts.html