Jeg skrev tidligere på sommeren om mode til mænd i Børsen. Du kan læse artiklen her.
Baseret på mine foto fra Pitti Uomo vil jeg udfolde tendenserne yderligere.
Jakkesæt
For det første kan man slå fast, at der stadig er gang i grå og (især) blå jakkesæt. Det kan være, de danske arbejdspladser løsner slipset og prøver nye uniformer, men forretningssættet forsvinder ikke. De mere eksperimenterende sindede kan lade jakkesættet sy af denim, som ham ovenfor har gjort.
Når du skal ud at købe efterårets jakkesæt, så husk opslag på bukserne. De er ikke farlige. De er cool. Prøv dem. Derudover et fremragende jakkesæt, den ældre mand har på, og eksemplarisk sammensætning af jakkesæt, skjorte og slips – og brune sko. Jeg har set, han kan, før.
Hvorfor knappe en knap på jakkeærmet op, hvis man kan knappe tre op? God kombination af blåt sæt, hvid skjorte, og mønstret lyseblåt slips. Ser let ud, men er det nødvendigvis ikke.
Sko
Du har måske allerede bemærket trenden, der går på stumpebukser og skinbarlige fødder i skoene, typisk lette loafers, fx Guccis klassikere med hestebidslet. Bare fødder i skoene er ikke forkert, men kan syne sært i mere formelle tøjstile.
Tassel loafers – hyttesko med kvaster – ser man også meget af.
Det gør man klart også af sneakers. Jeg er glad for eksemplaret her, der lykkes med en lys marineblå farvenuance uden at ende som Adidas-sko eller deslige. Jeg ved desværre ikke, hvem der laver dem. De kunne også fungere vel med shorts.
Slips & skjorte
Og så til sidst en sub-sub-trend inden for mode til mænd: brud på reglerne om kombination af slips og skjorte. Det hedder sig således, at der skal være tydelig kontrast mellem slips og skjorte, hvis man fx er i det blå farvespektrum. Men behøver der at være det? Måske er det muligt beslægtet blå på blå på blå.
Og skal skjorten altid være lysere end slipset? Generelt sagt, ja. Men hvis man forstår at jonglere med jakke, slips og skjorte, kan man etablere nye konfigurationer, der bryder hovedreglen og alligevel fungerer. Det kan fx være en kombination af sort skjorte, brunt slips og beige jakkesæt.
Foto: Den velklædte mand
Potter skriver
Tak for billederne, de er interessante at se på. De ældre herrer nr 1 og 3 er mest imponerende.
Lucas skriver
Hvem er manden på nummer et billede?
Torsten skriver
Jeg husker det desværre ikke. Han er dog i tøjbranchen, så meget er sikkert 🙂