Dokumentmappe og computertaske. Jeg har manglet en sådan to-i-en-taske længe. Min omtrent ti år gamle mappe fra Scuola del Cuoio i Firenze har været stærkt reparationsmoden længe, hvis ikke kasserbar. Den har heller aldrig taget godt vare om en laptop.
Hans Øster i Holbæk
I sommer gjorde jeg endelig noget ved omstændighederne. Jeg kontaktede læderhåndværker Hans Øster i Holbæk. Mine kilder i min søgen efter en god mand til opgaven pegede mod den pensionerede skolelærer ved Isefjord. Han, Hans Øster, skulle være den bedste i landet her. Siden begyndelsen af 1970’erne har han arbejdet med lædertilbehør og -tasker. Og erfarne hænder er normalt afgørende, hvis man søger fremragende håndværk.
Hans Øster har indrettet sin garage som værksted. En guitar på bagvæggen fortæller om en mand, der også dyrker musikken. Men ellers er det forarbejdning af læder, han hygger sig med. Hans Øster har både danske og japanske forhandlere på kundelisten, og så engang imellem en entusiast som i mit tilfælde.
En praktisk dokumentmappe
Jeg havde på forhånd tænkt en tanke og snarere to om det rette mappedesign. Jeg havde først og fremmest spekuleret over den ideelle størrelse. Jeg endte med at tage udgangpunkt i min laptop. Den bliver givet tyndere med årene, men længde og bredde – skærmstørrelsen – bliver formentlig ved de 15,6 diagonale tommer. Det er den, jeg bruger. Derudover skulle der være plads til løsøre i mappen og et lukket rum til nøgler, mønter og lignende.
Jeg var også opsat på at undlade komponenter, jeg ikke havde brug for til daglig. Så stropper af enhver art røg.
Stilistisk rumsterede klassiske engelske dokumentmapper i baghovedet. Konkret skulle læderet være vegetabilsk garvet og anilinfarvet kernelæder i naturlig farvenuance. Det vil patinere storslået med tiden. Mappen skulle have en traditionel rund messinglås.
Hans Øster greb papir og blyant, da jeg beskrev mappen, og en illustration voksede frem. I stedet for lærred, som mange tasker i dag fores med, foreslog Hans Øster kalveskind. Det er smukkere og holder så langt længere. Ulempen er en anelse førøgelse af mappens vægt.
Vi blev også enige om at undgå lynlåse. Slidmæssigt vil de også være svage led i den samlede konstruktion.
Syet på maskine
Hans Øster syede i mange år i hånden.
“Jeg sværgede til det,” fortalte han.
Sømsting i en mappe, som den jeg ville have, syr han dog i dag fuldt og helt på en af sine gamle flotte maskiner.
“De er ligeså stærke, faktisk stærkere,” forklarede han.
Hans Øster tilvirker i øvrigt en mappe helt igennem i hånden i værkstedets hyggelige gule lys. Det er autenticitet for alle pengene – som var 6.000 kr. i det konkrete tilfælde, mange kroner, men ikke galt, hvis jeg sammenligner med andre muligheder, jeg havde på markedet, fx Dahlmans arkitektmappe.
Jeg skal indrømme, jeg var spændt på resultatet. Godt nok drøftede jeg længe med Hans Øster, hvordan mappen skulle se ud. Men jeg havde ikke arbejdet sammen med ham før, og hvordan ville han i praksis fortolke det design, vi var blevet enige om?
Også en smuk dokumentmappe
I det lys blev jeg fantastisk glad for at se resultatet. Det var ikke bare en velsyet dokumentmappe og computertaske, jeg skuede. Det var tillige en aldeles harmonisk og smuk en af slagsen. De små afvigelser fra billedet jeg havde i hovedet, som jeg havde forberedt mig på, forblev illusioner. Det var i mine øjne en rent ud vellykket taske, mappe, dokumentmappe og computertaske.
Hvad angår vedligeholdelse, anbefaler Hans Øster læderfedt med visse gode mellemrum. Mappen skal ikke blankes på ugebasis som et par sko.
Hans Øster har hverken hjemmeside, Facebook-side eller lignende, og ej heller en smartphone. Men han kan fanges på Gmail’en oester1949 eller telefon 5944 3832, hvis du vil starte et projekt med ham.
Fotografi: Den velklædte mand
Hr. M skriver
Jeg syntes ærligt det er fundet til de penge; 6000 for smukt og personligt designet dansk kvalitetshåndværk
Både jeg og hustruen har pengepung fra Hans Øster.
Hvis man vil se lidt mere af hans håndværk, kan man kigge forbi skindsmedene i kbh
Pictor skriver
Nydelig mappe! Hvad er højden, bredden og dybden?
Torsten skriver
Mappen er ca. 30 x 40 x 8. Hans har de præcise mål.
Jens skriver
Hvorfor valg af så lyst læder?
Torsten skriver
Det mørkner/patinerer smukkest – og sådan er traditionen inden for håndlavede mapper og tasker i engelsk tradition http://denvelklaedtemand.dk/2015/08/en-guide-til-mapper-tasker-og-haandkufferter.html
Men du kan fint vælge den i lidt mørkere læder, hvis du hurtigere vil nå den mørkebrune farve.
Jens skriver
Tager det ikke forholdvis lang tid i så lyst læder? At få den rette patina?
Jonas Andersen skriver
Det kommer jo an på hvad man mener med den rette patina. Hvis man vil have en mørkebrun mappe så vil jeg mene at man som minimum skal starte med en cognac farvet læder. Hvor lang tid der så vil gå er svært at sige men næppe mindre end 10 år og sikkert betydeligt mere.
Den helt lyse læder som Torsten har valgt vil nok nærmere komme til at få en farve som minder om læderet på denne stol: http://www.lauritz.com/sv/auktion/boerge-mogensen-den-spanske-stol-egetrae-model-2226/i3945950/#
Mikkel B skriver
Wow!!!
Jonas Andersen skriver
Det er en meget nydelig og veludført mappe du har fået lavet. Udsagnet at maskinsyning skulle være stærkere end håndsyning må stå for Hans Østers egen regning.
Torsten skriver
Om den brune mappe: http://denvelklaedtemand.dk/2012/08/mappen-er-brun.html
Nikolaj skriver
Kære Torsten Grunwald
Hvis tasken skulle laves i dag, ville du da, på baggrund af de erfaringer du har gjort dig, ændre i designet?
Torsten skriver
Jeg ville overveje den runde messinglås igen. Den kræver øvelse at lukke og åbne, og jeg har været nødt til at skifte den, fordi en lille hage knækkede i den. Det kan være, der findes lignenede modeller fra andre leverandører, men har ikke selv kunnet dem i givet fald.
Stilmæssigt har jeg også tænkt, om en lidt mere uformel taske i stil med Dahlmans arkitekttaske ville have været mere alsidig. Den står dog ikke så stabilt som min engelske document case og beskytter ikke fx en laptop så godt.
Lommemæssigt indvendig er jeg godt tilfreds.