
Skræddersyede skjorter i weekenden 25. & 26. februar
Et forskræp, det fortjener de, Roberta og hendes mor, der udgør skjortemager Carmen, og som kommer til København fra Torino i weekenden 25. og 26. februar for at tage imod bestilling af skjorter.
De besøgte København første gang i foråret 2014. Siden er de troligt vendt tilbage. Selvfølgelig, kan man sige. Det er jo forretning for dem. Men det er også enestående god forretning for skjortemænd – og skjortekvinder – i Danmark, for Carmens forarbejdning er ikke bare førsteklasses og signifikant over, hvad man kan finde i Danmark og for den sags skyld i London. Prisen er tillige særdeles lav, fordi Carmen ikke har videre overhead at tumle med.
Nå, men der er også stor opbakning til Camiceria Artigiana Carmen, som Roberta og hendes mor kalder deres skjortemageri. Mange har meldt sig til, når de besøger Danmark, også denne gang, og mange er kommet igen for at bestille flere skjorter.
Er du frisk på at blive målt op til deres skjorter, noterer jeg, der stadig nogle få pladser. Skriv til denvelklaedtemand@gmail.com for at få en tid til opmåling. Gamle kunder kan blot kigge forbi.
Læs mere om Carmens besøg her.
Skiløb på bagsiden af bjerget
Jeg måtte spørge to gange, da jeg spiste en bistecca fiorentina med Mr X i Firenze i januar måned. Jeg vidste, han var omtrent så gal med klassisk herretøj som jeg selv, hvad der er meget meget få mennesker i Danmark, der er.
Men at han også er fanatisk med alpint skiløb, det havde jeg ikke lige ventet, og jeg kan roligt sige, han heller ikke have fået den tanke, at jeg skulle være det. Men dér med vino og bistecca foran os kunne vi konstatere, at der var sgu endnu et lille og meget anderledes felt, vi begge er bizart optaget af.
Mr X kunne fortælle om helikopterskiløb i Canada, og jeg kunne berette om vildt off-piste-løb i de franske og italiensk Alper.

Som på tøjets felt endte vi hurtigt i en nørdet dialog – og tvist! – om de små detaljer, her optimal svingteknik i skiløb på pisten. Mr X er tilhænger af Harald Harb og hans elegante “Primary Movement Teaching Systems”, mens jeg holder mig til den stærkt funktionelt orienterede norske skiskole (er uddannet skiinstruktør der).
Hvad så med tøjet som skiløber?
Jeg vil sige kulørt og syntetisk tøj, hvis aktiviteten er alpint skiløb. Afdæmpet eller rustikt skitøj er uden fornemmelse for det alpine skiløbs hedonistiske og slagfærdige historie.
Langrend er straks en anden sag. Knickers, tykke uldstrømper og strikvotter er obligatoriske i den verden, vil jeg sige.
Inspireret af samtalen med Mr X og ikke mindst en nylig off-piste-tur i de franske alper, har jeg skrevet en skiartikel på min blog i Børsen. Læs den her.
Mere Pitti Uomo
Min tur til Italien har også kastet en artikel på Børsen af sig om Pitti Uomo, som jeg jo allerede har berettet om her. Men vinklen er lidt anderledes i Børsen-artiklen. Læs den her.
Lejlighed søges
Da indlægget for længst har taget en alternativ rute, vil jeg benytte mig af forvirringen og slå en seddel på tavlen: fire- til syvværelseslejlighed søges i københavnsområdet eller nord for. Skriv til: sarakatrine@gmail.com
Skriv et svar