Det var på tide at give mikrofonen til Jeppe, som jeg har fotograferet flere gange til publikationen. Jeppe ved tydeligvis noget om god tøjstil. Han har erfaring som få i landet her, hvad angår førsteklasses herrebeklædning. Hans unge alder til trods svulmer garderoben allerede med skræddersyede jakkesæt og håndsyede sko.
Hvilke ord vil du sætte på din tøjstil, Jeppe?
Hvis jeg nu bare skulle vælge ét enkelt ord, så tror jeg det skulle være ‘passende’. Det er muligvis ikke så glamourøst, men i relation til tøj har det mange betydninger, som jeg godt kan lide. Det betyder fx, at jeg går op i pasform og proportioner, hvilket nok er den primære grund til at jeg er faldet i skrædderigryden. Og det betyder, at jeg går (meget) op i, at jeg kan bruge mit tøj til det, jeg laver i det daglige: Jeg cykler i det, går på arbejde og i teatret i det, leger med unger i det, danser i det, drikker vin i det og så videre.
Hvad har du af favoritkombinationer?
Hele vintersæsonen har jeg de sidste par år befundet mig godt med at lade skjorterne hænge på bøjlen og i stedet gå med tynde rullekravesweatre i enten merino- eller kashmiruld. Både til habitter og sportsjakker. Sågar med mørkt jakkesæt og mørke sko i aftensammenhæng. Det er der velsagtens nogen, der vil vånde sig over, men sådan er det. Jeg går alligevel med elastikseler, så jeg er jo allerede fordømt. Egentlig synes jeg, det er en fin måde at dresse en habit lidt ned på, og det er sådan set rart en gang i mellem. Og så er det utroligt komfortabelt.
Lidt i samme dur er jeg vældig glad for ruskindssko. De går til det meste uden højt og båttende at annoncere, at her kommer der en mand som går i ‘pæne’ sko. Og selv om et par velpudsede lædersko er noget af det mest æstetisk tilfredsstillende, jeg kan komme i tanker om, så har ruskindet det fortrin, at det er væsentligt nemmere lige at ‘brushe up’ i løbet af dagen, hvis jeg skulle være kommet for skade at skrabe tåen på cyklen eller anden forhindring.
Hvorfor finder du så stor fornøjelse i beklædning og sko af høj, skræddersyet kvalitet?
Så længe jeg kan huske, har jeg været glad for, og haft ret insisterende holdninger til materialer og forarbejdning. Følelsen, synet, duften – hele den sensoriske oplevelse i omgangen med ting i træ, læder, metal, stof, sten (…), som er lavet på en måde, der bringer materialets kvaliteter frem. Jeg kan godt i øjeblikke fortabe mig i årerne i et stykke poleret træ eller rullet på reverset i en af mine jakker, og pludselig opdage, at jeg står og godter mig over det, selv om jeg egentlig er i gang med noget andet.
At tøj lige er kommet til at fylde en del, hører måske mere til tilfældighederne. Jeg interesserede mig ikke en døjt for det som barn, og det ligger dælme heller ikke hverken i blod eller opdragelse.
En enkelt oplevelse falder mig ind: I gymnasiet gik jeg, som de fleste andre, i endog meget stramme jeans. Jeg lyttede til The Strokes og White Stripes og den slags, ligesom alle mine venner, og så var det ligesom sådan vi klædte os. Hver dag når jeg kom hjem, var det første, jeg gjorde, at gå ind på mit værelse, tage bukserne af og ånde lettet op. En eller anden gang slog den monumentale åndssvaghed ved sådan en omgang med tøj mig, og så besluttede jeg mig for, at nu ville jeg gå i noget, der passede. Da jeg først var nået den konklusion, gik det ret hurtigt med at opdage at det faktisk er svært at opdrive tøj, der passer, sådan rigtigt, og da jeg fik syet min første skjorte, en gang jeg boede i Paris, og oplevede helt selv at kunne bestemme, og at jeg kunne slippe for at skulle vade rundt og lede i alle mulige butikker, var der ingen vej tilbage.
Endelig finder jeg det også tilfredsstillende, at der er mennesker bag mit tøj, som jeg har en form for relation til. Jeg er meget interesseret i deres historie og deres tilgang til arbejdet, og det sker ofte, at jeg ser dem for mig og genkalder mig øjeblikke, vi har delt, når jeg tager et stykke tøj frem. Derfor foretrækker jeg også mindre værksteder, der laver det hele, eller næsten det hele, med egne hænder, selvom der godt kan være ulemper ved det også.
Hvor ser du efter tilbehør til garderoben?
Jeg har et lidt ensporet, og givetvis ganske idiosynkratisk forhold til tilbehør. Jeg finder mig simpelthen ikke tilpas med ting, der har for stærke konnotationer til aktiviteter eller livsformer, jeg ikke har nogen forbindelse til. Det gælder egentlig også for beklædning generelt: Selv om den marineblå blazer med blanke metalknapper står højt i den satorielle kanon, så tvivler jeg på, at jeg nogensinde komme til at eje en. Den er for maritim for mig. Der er så absolut ikke nogen mulig rationel argumentation for det. Jeg kan synes, den ser pæn ud på andre eller på et billede, men ikke på mig.
I regi af tilbehør betyder det for eksempel, at jeg ikke rigtig kan med stribede slips. De er ligesom for regimentale eller kostskoleagtige for mig. Det samme med ting, der lugter af jagt, golf, polo, racerløb og så videre. Resultatet er, at jeg næsten altid går med ensfarvede slips eller småmønstrede foulardslips. Mit favoritslips er sort grenadine.
Nå, det var jo en omvej der for så vidt ikke har noget at gøre med spørgsmålet. Pointen er, at jeg i det store hele holder mig til producenter, som jeg kender, og at jeg gerne køber stort ind, når jeg finder en favorit. Jeg forsøger at operere med et dogme, der siger, at jeg ikke køber noget, hvis ikke jeg har rørt ved det, set det i levende live. Det er ikke let at opretholde, desværre. Der er ganske enkelt for langt mellem snapsene i Danmark. Ikke desto mindre er den en slags mål for mig.
Har du et par gode råd til mænd, der påtænker at skifte til skræddersyet beklædning?
Tag det alvorligt og bogstaveligt, at det er beklædning, der laves til dig. Se dig i spejlet. Ser du dig selv? Mærk, hvordan tøjet føles og får dig til at føle, når du bruger det. Kan du være i det? Der kan være al mulig god ræson i at læse om beklædningens historie og traditioner, i at lade sig inspirere af film, sociale medier, andre med hang til skrædderi – altså i at uddanne sig og skærpe sin forståelse af de elementer, som indgår i skræddersyet tøj. Men i sidste ende er det dig selv, der er lakmusprøven. Bruger du tøjet eller hænger det i skabet?
En vigtig tilføjelse til dette råd er, at det tager tid og prøvelser. Det er ikke det festligste at få at vide, at de utroligt mange tusind kroner, du kaster efter dit første skræddersyede jakkesæt kun er en form for indledende test. Men det er altså rigtigt.
Det betyder ikke, at du ikke kan få et aldeles glimrende stykke tøj ud af det, som du kommer til at være glad for i mange år. Det betyder bare, at du vil opdage ting om dig selv og dine præferencer i takt med, at du udsætter dig for skrædderiet, opdagelser, som du ikke kan gøre dig ved at se på billeder og så videre.
Du opdager måske, at smalle bukser faktisk slet ikke er dig, selvom du synes de ser enormt godt ud, fordi de er pisseirriterende, når du cykler. Du opdager måske, at du foretrækker ensfarvet tweed, fordi de klassiske mønstre får dig til at føle dig som en landadelsparodi. Du opdager måske, at du egentlig som oftest foretrækker mørkere farver, fordi du bare altid glemmer at tage forklæde på, når du laver tomatsauce i dine lysegrå flannelsbukser. For nu bare at nævne et par af mine egne erkendelser.
Det tager tid at finde ud af sin egen smag, og som en ekstra komplikation, så ændrer den sig også. Jeg er fx begyndt at overveje bukser med bæltestropper i visse sammenhænge, noget som jeg ville have forsvoret for et par år siden.
Pointen er: Giv dig i kast med det. Skræddersyet tøj skabes mellem dig og en skrædder. Det er en relation som i sidste ende kun kan udvikles og testes i levende live.
Mere god tøjstil ved Jeppe
Se flere foto med Jeppe her, hvor han viser god tøjstil.
Foto: Den velklædte mand
Potter skriver
Fine ord. Den skræddersyede løsning som et bevist tilvalg og rejse. For at undgå pletter fra tomatsauce kunne man skifte tøj når man kommer hjem? Så der er måske plads til jeans i garderoben 🙂