Pressefoldens historie
En smuk pressefold er en væsentlig markør i habitbukser og bukser generelt, der er formet af klassisk, engelsk herremode.
Sådan har det været siden 1820’erne, da bukser blev dagligdagens norm i stedet for pantaloner og knæbukser.
Der var dog en forskel mellem dengang og i dag. I 1800-tallet lagde man pressefolden i buksernes side. Det var først i 1880’erne, at pressefolden drejede frem til buksernes front, og i første omgang kun fra knæet og ned. Pressefolden foran disciplinerer bukserne bedre, og da ikke blot fodstroppen forsvandt, bukserne fik også mere vidde, gav det lille skift mening. Da Lars Larsen og andre skræddere begyndte at sætte åbne læg i bukselinningen omkring 1910, lod man pressefolden køre fra læg til fod i buksen.
Sådan da. Der var de, der mente, at eksempelvis flannelsbukser ikke skulle have en pressefold. De var for sportige. Men i det store billede blev en lang, smuk pressefold normen i alle typer herrebukser, ind til jeans dukkede op i 1950’erne.
Det æstetisk set smarte i en fold i benklæderne foran og bagved er også, at bukser kan gives en hel del bekvem vidde, som optisk skjules, hvis man ser på en person forfra eller bagfra.
Kunsten at lægge en pressefold i bukser
Når man lægger en pressefold i bukserne, skal man finde og følge buksernes trådretning. Det er en af to grunde til, det kan være tricky at lægge en pressefold derhjemme fra scratch. Derudover har bukserne det med at glide ned fra strygebrættet, når man forsøger at lægge en pressefold. Med øvelse kommer man langt, men øvelse kræves for at lægge en skarp, præcis fold i bukserne på eget strygebræt.
Mange renserier lægger desværre pressefolden hovedløst. Herreskrædderen er den allerbedste til den slags.
Den gennemsyede pressefold
Et sidste greb, hvis pressefolden er svær at få til at holde i et par bukser, er syning.
En kunde, der havde været så modig at bestille et par bukser hos Guida i en løs Donegal tweed (som han selv havde medbragt), måtte konstatere, at pressefolden hurtigt forsvandt rundt knæene. Jeg foreslog ham derfor at lade Guida indsy en pressefold i bukserne, et gammelt trick i skrædderbranchen, hvis en kunde gerne vil have dresseret sine benklæder af en halv- eller helløs vævning.
Tricket hjalp.
Du skriver, at den syede pressefold er “et gammelt trick i skrædderbranchen, hvis en kunde gerne vil have dresseret sine benklæder af en halv- eller helløs vævning”. Skal dette forstås således, at den syede pressefold ligefrem bør undgås i andre tilfælde – og i bekræftende fald hvorfor? Også pressefolderne i bukser af fastere stof bliver jo trætte med tiden, så her kunne en syet pressefold vel også gøre gavn, medmindre, naturligvis, andre omstændigheder (ud over merudgiften hos skrædderen) taler imod.
Jeg er kun stødt på det i relation til tweedbukser og uniformsskrædderi. Jeg gætter på, profilen i en syet pressefold vil blive for hård og tydelig i en lettere habitvare. Man skal også tænke på, en syning nok fremmer et større slid på pressefolden.
Korrekt!
(Da jeg var ung kaldte skrædderne det i øvrigt; ‘en stukken fold’ )
Mvh X