Jeg håbede lidt, at du ville foreslå en smoking-event :-)!
Dit indlæg er nu i øvrigt meget rimeligt og forståeligt. Man må tage udgangspunkt i den hverdag, man nu engang har.
Min hverdag er heller ikke smoking, så en smoking-event er velkommen.

Tak for rapporten, Allan. Ja, det er sært, at man selv til en operapremiere kan være ret sikker på, man er den eneste i smoking – hvis man er det

Den anden smoking købte jeg, ikke fordi den første var blevet brugt specielt meget, men fordi jeg havde forelsket mig i et billede af en vintage smoking fra 1930’erne. Den fik jeg min skrædder til at forsøge at reproducere for mig, med nogenlunde tilfredsstillende resultat.

Med den håbede jeg, at det måske kunne give mig et incitament til at bære smoking oftere end jeg havde gjort før.

Jeg tvivler egentlig på det sker, men jeg synes der er noget rigtigt i at have et sæt tøj der absolut ikke kan bruges på kontoret, som det ellers gælder for jakkesæt generelt.

Lige netop dette er det, som smokingen kan, synes jeg.

Derudover synes jeg man bare bør bære sin smoking oftere, og sænke tersklen for, hvornår det er passende. Tager man til en premiere i operaen i dag iført smoking, kan man i hvertfald godt regne med at være den eneste.

Carsten, jeg er på linje med dig og Barlyng. Indlægget er nok lidt performativt, eller hvad det hedder. Jeg må prøve at stable en smoking-event på benene.

Mine onkler havde smoking på til nytårsfesten, da jeg var barn og deres elegance løftede selskabet lidt op og lod det hænge i luften. James Bond trækker hyppigt i smokingen og får øjeblikket til at stråle – om det så er ved hasardbordet eller ved en tête a tête. Ove Sprogøe som agent Smith i sort og elfenbenshvid smokingjakke i Slå først Frede-filmene er selvfølgelig en parodi, men det virker!

Smokingen er jo nok på vej ud – jeg trækker også kun i den til nytårsfesten – og ellers kun ganske sjældne lejligheder, og gæster melder fra til selskaber, hvor invitationen lyder på black tie. Tiden er til blødere og mere afslappet beklædning og alternativet til smoking er ikke formelt arbejdstøj; jeg har været til bryllupper, hvor stilen var joggingbukser. Og det er fint. Det er det indre og det mellemmenneskelige, der tæller, og tøjet må aldrig komme før mennesket i det. Men når vi nu har gjort os den erkendelse og respekterer hinanden for, hvem vi er, så kan man jo godt dresse op og lade der være forskel mellem hverdag og fest.

Jeg er enig med Barlyng, man SKAL have en smoking – og bruge den. Men jeg savner anledninger.

Tak, det var en erindringsforskydning.

Barlyng skriver til mig:

“Studentersangerne optræder i kjolesæt, og vi har også kjolesæt på til det årlige rusgilde. Men det er rigtigt, at jeg også har brug for smoking, nemlig til Soransk Samfunds årsfest, ligesom jeg de sidste 30 år eller deromkring har været iført smoking hver nytårsaften – med en enkelt undtagelse: den seneste af slagsen, hvor jeg var i kjole og hvidt. Smoking kan man også lejlighedsvis blive inviteret i til runde fødselsdage.

Som yngre har man dog nok oftere brug for den. Da jeg var i tyverne, brugte jeg den fast mindst fem gange om året: Til til tre fester på Nordisk Kollegium, til Juridisk Diskussionsklubs årsfest og til Soransk Samfunds årsfest.

Så jeg stemmer absolut for smoking! Hvem gider trække i formelt arbejdstøj, når der for alvor skal være fest? Til gengæld kan man jo købe pæn konfektion eller vintage – jeg har fuld forståelse for, at mange ikke gider spendere skrædderpenge på en så perifer del af garderoben. Men en smoking skal man have! Nej – ingen protester! Man SKAL have en! Basta!”