Fred Astaire mod alle odds
“Kan ikke spille skuespil. Halvskaldet. Kan danse en smule.”
Fred Astaire (1899-1987) lignede ikke den typiske Hollywood-stjerne. Da han i 1933 forsøgte sig ved filmen, mødte han i første runde reservation. Hos filmselskabet RKO dømte en testansvarlig, der stod for prøvefilming, ham ude med nogle få, hårde ord.
Men Fred Astaire havde noget.
“Jeg er usikker på manden, men jeg føler, at til trods for hans enorme ører og dårlige kæbelinje, er hans charme så fabelagtig, at den trumfer hans dårlige test,” mente den mægtige producer David O. Selznick om den håbefulde Fred Astaire. Og Fred Astaires liv som Hollywood-stjerne kunne alligevel begynde.
Det var store musical-film i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, der skulle blive Fred Astaires primære scene. Deri kunne han vise, han kunne danse mere end en smule, faktisk helt fantastisk – let, svævende, præcist.
Tag om tøj
Fred Astaires greb om påklædning manifesterede sig i kjole & hvidt. Ingen har båret mandens fornemste civile dragt så elegant som ham. Han dansede ubesværet i den, som var den en joggingdragt. Filmen Top Hat (1935) er nok højdepunktet.
Han viste, at han også kunne svæve med samme lethed i jaket. Det skete i Blue Skies (1946), hvor han blandt andet optræder med Irving Berlins “Puttin’ on the Ritz”.
Fred Astaire var også smart casual
Fred Astaire var også hjemme i en uformel garderobe. Han kunne berømt finde på at bruge et tørklæde eller et slips som bælte.
Han benyttede også tit en silkecharmeklud om halsen i stedet for et slips eller butterfly.
Fred Astaire gik naturligvis også i jakkesæt og tweedjakker, som mænd gjorde på hans tid. Meget bestilte han hos Anderson & Sheppard på Savile Row. Deres lidt løsere drape cut passede hans spinkle figur godt.
Men det var især hans brug af herregarderobens mest formelle dragter og hans egensindige “smart casual“, før tøjstilen blev opfundet, som i dag står distinkt tilbage på den sartoriale front.
Skriv et svar