Pictor, det kan man, vil jeg mene. Der er løbende diverse nonchalante påfund og tilfældigheder, nogle af dem stiliseres en overgang som en mode, mens enkelte opnår en transhistorisk status, bliver “regler”, fx den nederste åbne knap i jakke og vest

Der står altid en ubehagelig em af postulat og forlorenhed om iscenesat skødesløshed. Personlig kan jeg slet ikke døje, når folk tror, at det er ”sprezzatura” at nøjes med at knappe kontraknappen i et dobbeltradet jakkesæt, så hele overfaldet blafrer for vinden. Jeg er heller ikke i nærheden af at være ven af den dårlige vane det er med vilje at plante slipset mellem overfaldet og den overdækkede yderside af en – trods alt – knappet, dobbeltradet jakke. Jeg henregner også den klassiske parvenuvane med de opknappede ærmeknaphuller til samme dårlige selskab, ikke mindst fordi der her er tale om en skidtvigtig tilskuestillelse af, at jakken er skræddersyet (eller dvs.: sådan var det engang, nu har alt ragelse jo åbne knaphuller). Og også en bandbulle herfra mod endnu en ”casual” kliché: bare ben i skoene, i særdeleshed til jakkesæt og i andre sammenhænge, hvor der bæres ”pæne” bukser med pressefold.

Kan man i øvrigt hævde, at fænomener som bukseopslag, manglende knapning af jakkens og vestens nederste knap og måske tilmed (habit)jakkens udvikling fra den åbne uniformsjakke, hvor krave og revers oprindelig har vendt indad, når det skulle være ”korrekt”, er eksempler på, hvorledes nonchalance undertiden passerer gennem en charmeforladt, postuleret imitationsfase for så alligevel at overleve og ende som tilladeligt eller sågar obligatorisk element i formelt korrekt, traditionsbevidst påklædning?