• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Log ind

Den velklædte mand

  • Jakkesæt
  • Sportsjakker
  • Sko
  • Skjorter
  • Tilbehør
  • Casual tøj
  • Festtøj
  • Leben
  • BUTIK DVM
  • Kontakt Torsten

Test af jakker og bukser fra Suitsupply

3. april 2025, af Torsten Grunwald

Hemmeligheden bag succesen

Jeg hører det igen og igen, når jeg bevæger mig rundt i jakkesætsbranchen: “Alle skeler til Suitsupply,” det hollandske firma, der på 25 år har åbnet over 100 butikker i 22 lande.

suitsupply test
Mange i jakkesætsbranchen skeler til Suitsupply, som selv synes at skele til finere italiensk konfektion.

Som jeg ser det, er Suitsupply ganske enkelt gode til at levere meget konfektion for pengene. For de ca. 5.000 kr. i budget, som rigtigt mange mænd opererer med, når de er på jagt efter et jakkesæt, tilbyder Suitsupply at vælge mellem 3-4 forskellige snit samt stofvarer med en vis karakter. Jakkernes bløde, halvforede forarbejdning minder desuden til forveksling om de finere italienske konfektionsjakker fra mærker som Belvest og Attolini, der koster fem til ti gange mere. Ved nærmere inspektion er der håndsyning til forskel, det skal understreges, men heller ikke så meget mere.

Som kunde, når man sammenligner med, hvad man ellers kan få af jakkesæt for de 5.000 kr., stikker Suitsupply simpelthen ud “som meget for pengene”.

Sådan har jeg tænkt.

Men hvordan ser det ud i foråret 2025?

Jeg så forbi.

Test af jakke og bukser

Suitsupplys jakkemønstre er gennemtænkte, profesionelle. Man har keret sig grundigt om skuldre, ærmegab og brystparti. Det har ikke ændret sig, siden jeg for et års tid siden sidst var forbi. Udtrykket er også stadig neutralt, grænsende til kedeligt.

De småproblemer, jeg oplever af pasformsmæssig art i standardstørrelser, forsvinder heller ikke i en jakke fra Suitsupply, fx tendenser til, at jakken bliver kort i nakken og gaber.

review suitsupply
Dobbeltradet habitjakke i modellen Milano.

Jakkelængden i regulær, se ovenfor, bliver også for kort. En lang model, som Suitsupply ikke havde på lager, da jeg var forbi, er 3 cm længere i kroppen.

For smalle bukser har været Suitsupplys akilleshæl, mindes jeg. Nu er der kommet bukser med mere vidde. Jeg prøvede et par “Duca” i en slags valket bomuld, som ikke bare sad stort set perfekt rundt om liv og hofter, men også havde en silhuet efter min smag.

Buksemodellen “Milano” sad også teknisk set glimrende, men silhuetten blev for smal efter min smag. Der skal ikke meget fodboldlår til, før man kommer karambolage med modellen.

Suitsupplys “Roma”-jakke kan jeg bedst lide. Det er deres videste og længste snit. Jeg prøvede en udgave af modellen i seersucker-uld, som også var et eksempel på et raffinement, man almindeligvis ikke finder i prislejet 5000 kr. for et jakkesæt.

Efter mål

suitsupply test af jakker
Nok en jakke i modellen Roma. Og nok til den korte side i standardstørrelsen. 

En ekstra service hos Suitsupply, der øger presset på konkurrenterne, er, at man for blot ca. 1.500 kr. ekstra kan bestille et jakkesæt mere eller mindre syet efter mål i stof, som Suitsupply har på lager i Kina, hvor produktionen foregår. Og ifølge Suitsupply sker leveringen på bare 2-3 uger.

Med en målsyet vare bevæger man sig ud i andet terræn, hvor butiksekspedientens kompetence og dialog med kunden har en mægtig betydning for resultatet. Og jeg vil ikke filosofere for meget over Suitsupplys aktuelle evner på området. Men jeg forstod på dem, at man som ekspedient hos dem skal certificeres for at sælge målsyede jakkesæt, og at man skal have det store kørekort, hvis man skal tilbyde deres målsyede service på “level 3”, som inkluderer muligheden for adskillige typer af tilretninger. Så Suitsupply synes i al fald at forstå, at målsyning ikke er “bare lige”.

Konklusion

Jeg kan stadig følge, også i foråret 2025, hvorfor kunder tilsyneladende strømmer til Suitsupply for at købe habitter, jakker og bukser. Jeg kan ikke rigtigt omstyrte den oplevelse, at man får noget for pengene. Det synes man faktisk at gøre, hvis man kan stille sig tilfreds med standardstørrelser og almindelighed i udtrykket, som konfektion nødvendigvis er.

På den anden side kan det sagtens hænde, at man som kunde matcher et jakkesæt bedre fra et andet mærke. Et besøg i Suitsupply er en god ide, men ikke en garanti for mest for pengene. Det skal man lige huske.

Share

Skrevet i: Diverse sportsjakker, Sportsjakker Tags: test 10 kommentarer

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Michael Andersen skriver

    3. april 2025 kl. 16:28

    “Duca” sidder godt på dig.

    Jeg testede lige Suitsupply online for at se hvor brede de kan lave habitbukser i str. EU 50.

    https://i.ibb.co/B5Dpyf35/12.jpg

    Jeg blev først begejstret for fodvidden 25,5 cm men derefter skuffet over maksimal øvre lårvidde er 31,5
    Det er uforståelig lidt, om det kan gøres bedre i butikken ved jeg ikke.

    Svar
    • Hans Christian Schrøder skriver

      4. april 2025 kl. 6:55

      Som tidligere “målsyningsekspert” hos Suitsupply, vil fremgangsmåden typisk være at finde en størrelse som passer til kundens lår, og herefter tilpasse mønsteret i talje og læg. Ofte tænker man “oppefra og ned”, når det kommer til bukser, men ligesom brystvidden på en jakke er det første man kigger på, er det samme gældende for lårvidden på bukser.
      Mit gæt er at du skal i en EU54, og derfra tilpasse talje, sæde, og læg til dine mål og præferencer.

      Svar
      • Torsten skriver

        4. april 2025 kl. 7:40

        Tak for uddybning.

        Svar
      • Michael Andersen skriver

        4. april 2025 kl. 17:16

        Interessant, det giver mening at se på lårvidden først. Jeg brugte onlineværktøjet for at se hvad springet fra EU50 til EU54 kan give af ekstra øvre lårvidde: 1,5 cm. Dvs. en totalt lårvidde 33 cm. Taljen kunne onlineværktøjet reduceres tilbage til EU50.

        Det svarer til lårvidden på Cavour’s bukser (EU50) som til gengæld har +5 cm ekstra stof indvendig.

        Svar
        • Hans Christian Schrøder skriver

          5. april 2025 kl. 7:00

          Hej igen Michael

          Ja, jeg var selv lige inde på hjemmesiden og få syn for sagen – og du har ret.

          Jeg synes dog det virker for snoldet, ifht. til hvilke muligheder jeg tidligere har kendt til.
          Der er flere muligheder her, en af dem er; at man som kunde i deres online custom service ikke får det store kørekort udleveret (for at bruge Torstens morsomme udtryk). Det ville give god mening, at de største justeringer kun kan foregå i butikken, med kyndig vejledning.

          En anden mulighed er, at der kun er smalle buksemønstre at vælge imellem online. For mig at se, var der kun “Slim pleated” og “Slim flat front”. Det er dog en tilbagegang fra tidligere, hvor mange af butikkens modeller kunne vælges som udgangspunkt.
          Uanset, er jeg ret sikker på du kan få svar, og/eller yderligere hjælp i butikken – hvis du er interesseret. ☺️

          Svar
  2. Pictor skriver

    3. april 2025 kl. 16:51

    Glimrende artikel om Suitsupply, som jeg selv har haft ganske udmærkede erfaringer med. Et opklarende spørgsmål: Er de 1.500 kr., du skriver om i afsnittet “Efter mål”, rettelig et tillæg på 1.500 kr.? Hvis det forholder sig sådan – og jeg kan næsten ikke forestille mig andet – ville teksten måske vinde ved en præcisering på dette punkt.

    Svar
    • Torsten skriver

      4. april 2025 kl. 7:43

      De ca. 1500 kr. er et tillæg.

      Svar
  3. Hans Christian Schrøder skriver

    4. april 2025 kl. 6:45

    Et spørgsmål til dig Torsten,
    – Når Duca-modellen sidder så godt, at du nærmest kun har ros, bliver du så fristet til at købe et par i enten den valkede bomuld, eller et andet stof?

    Svar
    • Torsten skriver

      4. april 2025 kl. 7:39

      Ha, ha, nej, jeg holder mig til den skræddersyede løsning. Den giver stadig nogle små fordele mht. pasform, stof og forarbejdning.

      Svar
  4. Hans Christian Schrøder skriver

    5. april 2025 kl. 7:49

    Som en uddybning til ekspedienternes evner hos Suitsupply, kan jeg som tidligere ansat forklare lidt videre.

    Når man bliver ansat hos Suitsupply, bliver man sendt til Holland for at gå på det som de kalder “SuitSchool”.
    Det er kort fortalt et kursus, som vil oplære den nye ekspedient i jakkesættets historie, firmaets historie, metervarer, butikkens udvalg og visioner, samt en grundig oplæring i at tilpasse et RTW-jakkesæt sammen med de skræddere som alle butikker har til rådighed. Dertil er der en oplæring i “Custom Made”-programmet, hvor man vil blive kyndig i at skabe et jakkesæt made to measure, men kun med de mest basale ændringer. Lidt længde her, mindre vidde der etc.
    Til slut; en bestået eksamen, – eller endnu en tur igennem maskineriet.

    Når man starter i butikken, med sine nylærte evner – vil uddannelsen fortsætte med de mere erfarne kollegaer i butikken.

    Når det kommer til deres Custom Made, er der så Level 1, 2 og 3.

    De øverste trin på skalaen, skal man uddannes i, igen i Holland – og har med de mere avancerede ændringer af mønstre at gøre. Det store kørekort.

    Da de fleste folk sjældent behøver alverdens komplicerede forandringer på mønstret, er det oftest rigeligt med ekspedienter på Level 1, og eventuelt 2.

    Hvis Klokkeren fra Notre Dame træder ind i butikken, vil det imidlertid nok være en ekspedient på Level 3, som tager imod den kunde.

    Min egen oplevelse af alt dette, er at firmaet tager enorme skridt for, at sikre personalets viden omkring de varer som bliver sat i salg på bøjlerne.
    Det er ikke en oplevelse, jeg som kunde særligt ofte har mødt i mange andre forretninger.

    Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sommer i semiflamboyant tøj

Bevidstløs brug af sommertøj forbudt! Den velklædte mand har besøgt udsøgte butikker og præsenterer raffineret beklædning til de varmere dage.
Læs mere

114 par håndsyede sko

Robert Sørensen er oldermand i skomagerlavet. Den velklædte mand mødte ham på Dansk Skomuseum i Hellerup og talte med ham om bl.a. Simon Spies og de 114 par sko, som han syede til rejsekongen i 1970’erne og 1980’erne.
Læs mere

På jagt efter uformelt tøj hos Brund

Også uformelt tøj skal spille. Vi så forbi Brund i Ndr. Frihavnsgade for at afklare, om vi kunne finde jeans og andet tøj, der kan opgradere en afslappet påklædning.
Læs mere

Engelsk Herremagasin – inspektion af en gammel butik

Navnet Engelsk Herremagasin har den helt rigtige klang, hvis man er til klassisk herretøj. Samtidig lyder det næsten for godt til at være sandt med en sådan butik i Lyngby. Vi så forbi for at finde sandheden.
Læs mere

Flex Rens – rens af skræddersyede habitter

Den velklædte mand er blevet betroet hvervet af forvalte skæbnen for 20 skræddersyede habitter af fineste herkomst. Første skridt var at aflevere dem til rens hos Flex Rens på Østerbro i København. Var det nu en god ide?
Læs mere

Gucci – test af herretøj i butik

Gucci har besnæret alverdens kendisser og har været et symbol på glamour og succes. Firmaet er i allerhøjeste grad stadig levende og har også en fornem butik i København. Vi så forbi for at prøve herretøj og drage en konklusion.
Læs mere

De nødvendige herresko

De 10 nødvendige skomodeller i garderoben, hvis Den velklædte mand skal sige det. Der er nogle overraskelser iblandt. Også tip til, hvor du kan finde herresko.
Læs mere

Herretøj på Nørrebro – inspektion

Nørrebro i København er en blanding af genbrugsbutikker og små selvstændige butikker. Har de noget for en velklædt mand? Vi besøgte fire styks butikker, og jo, vi fandt noget.
Læs mere

Sommerens herregarderobe

Sommerhalvårets garderobe støvet af. Den velklædte mand præsenterer 3 x skræddersyet tøj til varmere måneder. I den forbindelse minder han om et stiltrick med skjorte, slips, sko og strømper, der virker igen og igen.
Læs mere

Shaping New Tomorrow – anmeldelse af tøj

Shaping New Tomorrow blev bygget på 2010’ernes slim fit-stil. Tøjet sad slikkende tæt og var fyldt med elastan, så man kunne bevæge sig i det. Nu vil ungdommen have vidde i deres gevandter og masser af den. Hvordan grejer “Shaping” det? Vi så forbi for at prøve den nyeste kollektion i butikken på Købmagergade i København.
Læs mere

Primær Sidebar

Find hvad du søger

Bliv medlem

ANNONCE: Drivert efter mål

Annonce: Håndsyede sko efter mål

Annonce: Italiensk håndskrædderi

Seneste kommentarer

  • Thomas Egebæk til Drake’s – test af jakkesæt MTM – del 2
  • Torsten til Drake’s – test af jakkesæt MTM – del 2
  • Torsten til Drake’s – test af jakkesæt MTM – del 2

Foredrag ved Torsten

ANNONCE Bukser efter mål

ANNONCE: Jakketørklædet

Giv et premium-medlemsskab i gave

ANNONCE Målsyede skjorter

ANNONCE Slips efter mål

Annonce: Skræddersyede skjorter

Grunwald True Style Logo

Annonce: forandringsskrædderi i topklasse

Grunwald True Style Logo

Følg på sociale medier

  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
  • Twitter
  • YouTube

Torsten i Dagbladet Børsen

Artikler af Torsten på Dagbladet Børsens hjemmeside.

Få Den Velklædte Mand på e-mail

Den velklædte mand er tilmeldt

Copyright: Den velklædte mand 2008-2026