I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
I Morgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar: Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
– fra Johannes V. Jensens digt Interferens (1906).
Foto: Det kgl. bibliotek
Jeg endte på den nye hemmelige kanal, DR Kultur. Der viste de Strandvaskeren, som er et tv-spil fra 1978 af Leif Panduro. Jeg fik ikke set afsnittet til ende, men foruden Lotte Tarps veldrejede skikkelse nåede jeg at bide mærke i det tøj, de bar. Ikke hovedpersonen Jess Ingerslevs, der klæder sig i den værste socialrealisme fra 1970’erne, men de mange modne herrers tøj. Det var sgu’ en fornøjelse. Se selv.
Det er ikke kun lyd, tegnefilm og huse, der har tabt kvalitet og nuancer med tiden. Det kære jakkesæt har lidt samme skæbne. I dag er det koksgrå og marineblå jakkesæt synonymer med jakkesættet, og det er jo egentlig et primitivt syn på sagen, for jakkesættet kan være så meget mere, for eksempel om sommeren.
Det minder et gammelt skrædder- og modemagasin som Minister’s Gazette of Fashion anno 1906 om. Det ville selvklart være komik at trække i de gevandter, som lægges frem i bladet, men det viser, hvordan man kan elaborere over jakkesættet uden at bryde det basale reglement. Det inspirerer og influerer næste besøg hos skrædderen, også i dag.
Læg for eksempel mærke til de korte bukser med opslag, de påsatte lommer med klap og den lodrette knapstilling på den toradede habit. Vi ser også, at dobbeltlukningen på tennisjakken, som flere ellers har tilskrevet Hertugen af Windsor, tilsyneladende fandtes mange år før, han populariserede den.
Historie gør godt i historieløse tider.
Foto: Stiljournalen/Designmuseum Danmark
Der skete noget med jakkesættet omkring århundredeskiftet, altså i bevægelsen fra det 19. til det 20. århundrede. Jeg tror, man kan tale om en stille revolution. Jeg ved ikke, hvornår den præcist satte ind, men i midten af 1920’erne havde den spredt sig til et væld af herreskrædderier.
Jeg kom lidt tættere på begivenheden, da jeg for nylig fik en gammel skrædderbog i hænde, Emil Rehdins Midt-Systemet. Emil Rehdin var svensker og udgav sin lærebog efter Krigen i 1948. I 1949 kom den på dansk.
I Midt-Systemet udruller Emil Rehdin en metode, han kalder rationelt herreskrædderi. Ligesom andre tænksomme skræddere i historien er hans ambition at løfte herreskrædderiet ud af intutionens og erfaringens vugge og placere faget i fornuftens tempel.
Han giver den med måleinstrumenter og matematiske beregninger, og han skal nok skræmme en håbefuld skrædder eller to væk fra faget, hvis de åbner bogen. Men han har styr på herreskrædderi, som de kunne have i gamle dage, og er måske alligevel et besøg værd for en herreskrædder in spe.
Men det er slet ikke teknikken, der er mit ærinde. Det er stilen, som Emil Rehdin hylder. Han taler begejstret om den løse drapéstil. Tidligere, det vil sige i 1800-tallet, yndede man at tilvirke jakker, jaketter og diplomater, så de sad som en skøjtedragt om overkroppen. Kropsmål og dragtmål faldt sammen.
Det ændrer sig ligeså stille omkring århundredeskiftet. For det første glider jaketten og diplomaten ud og parkeres til ceremonielle lejligheder. For det andet bliver jakkens revers dybere og åbner til brystpartiet. Og så begynder man, skriver Emil Rehdin, at lægge drapé ind ved skulderblade og bryststykke. Drapéen gør jakken mere komfortabel og giver effekten af et kraftigere brystparti.
Med drapéen flytter kroppens mål og dragtens mål sig fra hinanden. Herrejakken bliver i højere grad noget, der former ejermandens overkrop i stedet for blot at gengive den.
I England er det skrædderen Frederick Scholte, der får æren for drapéstilen. På kundelisten har han den engelske kronprins og med ham i front spreder stilen sig, blandt andet til Amerika. Der får den endnu en tand og inspirerer de ulyksalige og forvoksede zoot-jakkesæt i 1940’erne, som Giorgio Armani m.fl. ret uansvarligt genopliver i 1980’erne.
Drapéstilen er ikke mode i dag. Det slanke look og de hårde linjer, som konfektionsindustrien med Tom Ford i spidsen hidsigt dyrker, er det, der mestendels tæller blandt de smarte.
Men vi er stadig ætlinge af drapéstilens mentale spring: Jakken skal forædle manden, og ikke bare gengive ham.
Foto: Emil Rehdin
Har du nogensinde tænkt over, hvorfor moden skifter? Bare rolig, det er der rigtigt mange, der gør for dig. Desværre er de ikke altid lige vederkvægende at lytte til. Af uransaglige årsager kommer diverse kloge hoveder med nogle uhyre letbenede forklaringer på, hvorfor nederdelen bliver lang, eller hvorfor vi begynder at gå i sort.
Deres udgangspunkt er det populære, at moden spejler samfundet. Det lyder indlysende og er let at formidle: hårde finansielle tider gør os alvorlige, og vi griber efter det mørke klassiske tøj; maksimaltider betyder løse snit, farver og bling-bling.
Venner, husker ikke I ikke Luhmann og Bourdieu? Moden er ikke en ren refleks af samfundsøkonomien og de politiske spektakler. Moden har sin egen historie og logik, som konstant indvirker på det tøj, som designerne præsenterer, og som vi går i på gaden.
Hvis man vil forstå, hvorfor moden skifter, skal man altså ikke se på aktiekurser, men studere moden over de sidste 5, 10 eller 20 år. For designerne og folk på gaden forholder sig til tøj ved at sammenligne det med andet tøj, fx det de havde på sidste år, og måske det der var mode engang i 1990’erne. De er mentalt i tøjets verden, kort sagt.
Naturligvis påvirker økonomien moden. Den influerer mængden af kapital, der investeres i mode, og selve købekraften. Men økonomiens dårlige humør, giver ikke bare dårligt humør i modens udtryk. Der er nogle langt mere komplicerede årsagskæder i spil.
Et af mine yndlingseksempler er fra mandemoden: i 1930’erne var der smalhals i USA. Det var efter krakket i 1929, og alle mænd burde gå rundt og ligne bedemænd i sorte jakkesæt. Sådan var det bare ikke. 1930’erne var en fest. Farverige tweedjakker, slips og strikketrøjer blev voldsomt populære, og der skete en veritabel casualisering af mandens garderobe.
Omvendt i 1950’erne. Økonomien boomede i USA, men den amerikanske mand elskede det grå flannelsæt så meget, at Sloan Wilson kunne skrive en bestseller, der hed “The Man in the Gray Flannel Suit”.
Hvad sker der lige her? Jeg ved ikke det ikke – det kunne være interessant at dykke ned i, men jeg ved i hvert fald, at moden ikke er en slave af det politisk-økonomiske system. Den har et selvstændigt liv. Er der ikke snart en rigtig modeforsker, der gider at gå ud i pressen og slå dét fast?
Hvad brugte man egentlig før jakkesættet? Svaret er her. Mænd gik i en jaket med skråt afskårne skøder eller en lang diplomatfrakke – eller et jakkesæt.
I en periode fra ca. 1880 frem til 1. Verdenskrig konkurrede de tre dragter med hinanden. Derefter tog jakkesættet over.
Jaketten lever ganske vist stadig, men kun som bryllupsdragt. Diplomatfrakken er død og borte.
