Johnny Alexander Wichmann skrev: “Det var bare et lille indspark i debatten omkring skrædderi.”

Det var et stort og vigtigt indspark, mange tak.

Hvis vi prøver at tage FBJs idé om et skrædderhus op, hvad skal der til for at få det stablet på benene?
I Berlin blev “Purwin & Radcszun” så vidt mig bekendt oprettet af nogle investorer, men mener at have læst at det indtil videre ikke løber rundt.

Hvad skal der i det hele taget til, for at få samlet alle gode kræfter, d.v.s. hvad ville drømmescenariet for skrædderlauget være?

Som jeg nævnte indledningsvis, har jeg holdt mund i alle de år. Men når jeg læser Karinas ord heroppe, så minder de mig desværre om den realitetsbenægtelse, jeg oplevede i sin tid.
Det vil jeg mene er relevant i læserens og kundens interesse i dag.

Især da der spredes en fortælling om den talentfulde skrædder der overtog værkstedet af den gamle kollega. Det er en sandhed med modifikationer. Der er tale om et skønmaleri, noget branding, det dukker op hist og her.

Selv vil jeg gentage, at det ingen skam er at indrømme at historien startede lidt anderledes. Derfor skal reportagen om de to mislykkede blazere forhåbentlig også blive på denne blog? Så er det jo kun godt, hvis man kan vise, hvor dygtig man er blevet imens.

Jeg vil ikke blande mig i den aktuelle debat i denne tråd, dog vil jeg godt komme med lidt generelt input:

På baggrund af antallet af ordinære praktikpladser indenfor skrædderi, besluttede man erhvervspolitisk for lidt over 12 år siden, at ændre beklædningshåndværkeruddannelsen fra at være en specialist uddannelse til at være en generalistuddannelse udelukkende med henblik på at uddannede fik job i konfektionsindustrien.

Uddannelsen var igennem den obligatoriske akademisering – da industrien nærmest udelukkende sidder foran computeren for at konstruerer og planlægge hvad andre skal sy i udlandet, og desværre er fase 2 lige om hjørnet – nedlæggelse eller forringelsen af den nuværende uddannelse. Vi kæmper for det modsatte!

Inden denne ændring var der meget få ordinære herreskrædderelevpladser (nærmest kun på teatrene) – så det herreskrædderi der blev lært forgik primært i en skolepraktik – med delpraktikforløb ofte hos Peter Undén – men også få andre steder rundt om i landet.

De seneste år – har Magnus Tougaard fra Det Kongelige Teater – været den eneste, der har haft ordinære elever – som man uofficielt har kunne kalde herreskræddere – dog ikke på eksamenspapiret!

Magnus har i tæt dialog med Jakob Bay ”genoplivet” en form for herreskrædderuddannelse på EUC Syd i Sønderjylland, men eleven skal dog stadig op til eksamen på helt samme vilkår, som var de indenfor industrien. Dvs. dokumentere deres produkt skriftligt som var det noget der skulle massefremstilles. Der har også været elever i EUC Syds skolepraktik, som har beskæftiget sig med herreskrædderi – det har man kunne gøre ved at ”fortolke” den bekendtgørelse som undervisningsministeriet har udstukket.

Jeg synes det er vigtigt at få dette med – når vi taler om at få erfaring som herreskrædder. Muligheden er der pt. ikke, da der dels ikke findes en officiel uddannelse og dels ikke i mange år har været herreskræddermester, der har taget ordinære elever for hele uddannelsesperioden. Nok på grund af at det økonomisk er dyrt at ansætte en elev.

Interesserede kan så vælge at lægge ulønnede ”interessetimer” hos en herreskræddermester, hvis fagforeningen ikke kommer ind over og stopper det. Dette kan dog også være svært, hvis man skal betale sin husleje og have mad på bordet.
—
Der er mange retninger indenfor skrædderi, og det er meget få der kan mestre alle retninger på samme lige høje plan. Da nytidens skræddere ofte er enkelmandsvirksomheder, skal de tage sig af alt fra bogføring, salg, marketing, rengøring af lokaler, tilskæring, indkøb og have håndværket i hænderne. Derfor er det svært, udelukkende at sidde med håndværket 40 timer om ugen – så erfaringen kommer langsommere end i ”gamle” dage. Desværre.

Derfor er mit råd kun at holde sig til en eller meget få retninger.

Forandringsskrædderi kan dog mestres af de fleste og kan give økonomisk frihed, dog er min erfaring at hvis forandringerne tager overhånd, så kan det have konsekvenser for både kreativitet og den håndværksmæssig fordybelse.

Jeg lister lige retningerne op her:

Teater skrædderi:
Meget foregår i hånden ‐ mange detaljer – specielle krav da tøjet skal kunne bruges igen og igen.

Dame/Couture skrædderi:
Design ‐ Konstruktion ‐ Tilretning ‐ Syning, meget laves med hånden og en del i hånden. Stort krav til specificering og kvalitet.

Herreskrædderi:
Konstruktion ‐ Tilretning ‐ Syning, meget laves i hånden ‐ og en del med hånden. Stort krav til specificering og kvalitet.

Med hånden: der er en symaskine involveret.
I hånden: tøjet forarbejdes udelukkende i hånden.

Forandrings skrædderi:
Hurtighed vigtigt ‐ mange gentagelser men alt foretages med hånden.

At gabe over mange genre kan være problematisk – men hvis økonomien skal hænge sammen, er der flere der vælger at udbyder det hele.
—
Markedsføring.

Jeg arbejder både som censor og har været syn og skønsmand flere gange, og i den forbindelse kan jeg se et spændingsfelt omkring at være synlig på de sociale medier – at markedsføre sig på hjemmesider, blogge etc.

Spændingen ligger i at elever og virksomheder bruger mange ord for at tiltrække potentielle kunder.

Vi har efterhånden oparbejdet en mani med, at man skal finde så mange superlativer om sig selv (eller sit firma) som muligt. Man bliver rådgivet til at sælge sig selv godt, finde alle de rigtige positive ord.

Er det noget der ikke skal være der på salgsmaterialet, bliver det retoucheret væk så alt er perfekt. Alt kan lade sig gøre, og man glemmer at forventningsafstemme inden salget indgås.

Dette kan være meget problematisk, når der er tale om et levende håndværk. Der kan ske mange uforudsete ting undervejs – man kan i fællesskab ændre forudsætninger der gør, at resultatet ikke bliver som man som udgangspunkt havde aftalt. Det er derfor ekstremt vigtigt løbende at være i dialog med sin kunde, og fortælle hvad evt. ændring har som konsekvens for det færdige resultat. Det er her man skal bruge sin erfaring.

Mit råd til kunder der vil benytte sig af køb af et ”levende” håndværk er, at se på de ting der er fremstillet og som forefindes i ”salgslokalet/værkstedet” Spørge ind til hvilke erfaring håndværkeren har, hvor meget der bliver fremstillet osv. Tillid og ærlighed er vigtigt.

Investere man mange penge i et forarbejdet kunsthåndværk – skal man stille krav til at kvaliteten på det færdige resultat svarer til prisen – det gælder for øvrigt alle håndværk!

Det var bare et lille indspark i debatten omkring skrædderi.

Johnny Alexander Wichmann
Oldermand for Skrædderlauget

Om det är definitionen på ett skräddarhus är det korrekt att beteckna Bauer som ett sådant.

Ikke fordi jeg ikke syntes din kritik er berettiget, for jakken i billedserien er ikke særligt heldig, men den burde nok være bragt dengang, fremfor at blive trukket frem adskillige år senere. Baseret på billeder fra Motts senere produkter, herunder laugenes opvisninger, syntes jeg ikke jakken du fik dengang, virker til at være repræsentativ for hvad hun laver i dag.

Som en sidebemærkning, så syntes jeg det er det generelle tema for hele blogposten.

Ja, A W Bauer er et skrædderhus. Den betegnelse har intet med historik at gøre. Det har noget med organisationen og antallet af medarbejdere at gøre. Der vil være en tilskærer (“cutter”), der er den ledende kraft på stedet. Denne vil så blive suppleret af et antal medarbejdere med forskellige funktioner. Dette gør, at hver enkelt får specialiserede kompetencer på et meget højt niveau. Det gør også, at kapaciteten og effektiviteten øges, således at leveringstiden kan holdes på et rimeligt niveau. Jeg har ingen personlig erfaring med A W Bauer.

Hos de danske skræddere er der i hovedsagen tale om, at en enkelt person laver det hele og skal være ekspert på alle områder (kun ganske lidt overlades evt. til en anden medarbejder). Det er selvsagt meget vanskeligt. Vi har alle stærke og svage sider.

Vi har også haft skrædderhuse (store) i København, og de var gode. Meget gode. Men det er desværre omkring 30 år siden, at det døde ud.

Är Bauer verkligen ett “skräddarhus”? Den beteckningen för tankarna till en större, anrik firma med obrutna traditioner där kompetensen sitter i väggarna. Henry Poole, Huntsman, Anderson & Sheppard, och så vidare. Själva firman Bauer har visserligen funnits sedan 1800-talet, men verksamheten hade länge fört en tynande tillvaro och var mogen för att läggas ned när den togs över av dansken Frederik Andersen någon gång under 2000-talets första decennium. Det är en liten verksamhet med en handfull anställda.

Jag vet inte om det är någon större skillnad på Bauer och de danska exempel som omtalas i den här artikeln där yngre skräddare tagit över en äldre kollegas verksamhet efter att den senare bestämt sig för att gå i pension.

Hej Torsten
Når du nu har gjort dig ulejligheden at rette i min uddannelse, i indlægget, skal det med rette siges at jeg ikke har udstået hele min lærertid hos Peter Undén men en del af den. Efterfølgende arbejdede vi i en periode sammen i hans forretning. Bare en lille detalje- men ret skal være ret.

Tack, Potter, för en intressant redogörelse som visar att det är förenat med vissa risker att låta sy upp kläder.

När det gäller slutresultatet kan jag, av bilderna att döma, inte annat än hålla med dig om att kavajen du fick är oanvändbar. I mina, förvisso otränade, ögon ser den konstig och oharmonisk ut. Detsamma gäller för övrigt den kavaj som finns fotograferad i inlägget om Sten Martin Jonsson som jag länkade till tidigare.

Jag trodde i min enfald att skräddarsytt alltid blev bättre än konfektion, men tydligen kan det bli precis tvärtom.

http://denvelklaedtemand.dk/2015/01/en-klassisk-herrefrakke-skrddersyet-af.html

http://denvelklaedtemand.dk/wp-content/uploads/2015/07/Skarp-sommerstil-m%C3%A6nd-Sartorielt-Topm%C3%B8de-Stiljournalen.jpg

http://denvelklaedtemand.dk/wp-content/uploads/2013/05/Stiljournalen-filmaften-Serapions-Ordenen-13.jpg (det er mig med ryggen til)

Håber det er nok.