Rolex er historie og modeller med lækre navne

Et ur med et blandet omdømme

Rolex er bedre end sit rygte.

Det lyder mærkeligt i mange urentusiasters ører. De har længe vidst, at Rolex gemmer på kram under den imposante overflade.

Men for flere af os har Rolex skræmt en smule.

“Det er et blærerøvsur,” har vi tænkt på afstand.

Prøv at lytte til de navne, de har givet deres modeller, har vi sagt: Submariner, Oyster Perpetual, Explorer, Milgauss, Air King, Daytona.

Det er jo sådan nogle navne, man giver til et ur, man vil sælge til naivt drømmende mænd, der vil kunne alt, være ovenpå i enhver sammenhæng og beherske vand, bjerge og luften.

Men der er kram i et Rolex-ur, det erkender man, idet man læser lidt på lektien.

Rolex og James Bond

Der er også tilknytningen til James Bond. Den er god nok. Men lidt mere vakkelvorn, end hvad man normalt hører.

I al fald hvis man gerne vil afgøre, hvilken Rolex-model James Bond foretrækker.

Ian Fleming, der skrev James Bond-bøgerne, ejede ikke selv et Rolex før 1961-62. Det var et Explorer, helt nøjagtigt modellen 1016.

I Dr No, den første James Bond-film, bærer Sean Connery også et Rolex, men en Submariner. Filmen om den snarrådige engelske agent havde premiere i 1962.

I den eneste bog, Ian Fleming beskriver James Bonds ur nærmere, His Majesty Secret Service, der udkom året efter, i 1963, nævner han så, at 007 bærer et “Rolex Oyster Perpertual”.

Hidtil, i 1950’ernes bøger, havde Ian Flemings James Bond faktisk kunnet klare sig med ure, der var “billige” og “uundværlige”. Ian Fleming nævner sandt nok Rolex i Live and Let Die fra 1954, men ikke som værende James Bonds foretrukne ur.

Omega har siden købt sig ind i Bond-universet. Skandaløst, kan man mene, hvis man er purist. Men mere nagelfast har James Bonds tilknytning til Rolex så heller ikke været, hvis man ser nærmere på sagen.

Den korte historie om Rolex

Rolex’ opfinder, tyskeren Hans Wildorf, havde fra første færd en eminent flair for at kombinere fint urmageri og effektfuld markedsføring. Han lavede urene i Schweiz, mens fremstødet gik for sig i England. I løbet af 17 år, fra 1908, da han registrerede Rolex-navnet hos patentmyndighederne, til 1925, gjorde han Rolex til Englands stærkeste ur-brand.

Det skyldtes blandt andet, han fik overbevist sine engelske urbutikker om, han kunne sætte sit Rolex-navn på urene. Først på et ur ud af seks. Og til sidst på dem allesammen. Indtil da havde kotyme været i England, at ure bar butikkens navn.

Herredømmet voksede i 1927, da Mercedes Gleitze svømmede over Kanalen med et ur fra Rolex om håndleddet. Da Gleitze nåede frem, blev hendes ur tjekket for utæthed og skade. Konklusionen var, at uret havde holdt stand 100 procent.

Rolex’ fremragende position skyldtes også, at Rolex havde været hurtige til at omfavne armbåndsuret, der som bekendt viste sig at være fremtiden. Rolex fik i 1910 som den første urmager et armbåndsur certificeret som en kronometer, det vil sige et ur, der i test har overholdt nogle specifikke krav til præcision fastsat af et fælles, anerkendt nationalt urorgan.

Rolex-model og – serienummer

Urene fra det store schweiziske firma er arrangeret i et sindrigt tælletræ. Det begynder med urlinjer (Oyster Perpetual, Professional og Cellini), som derpå forgrener sig ud i godt 15 urmodeller.

Hver model findes i flere udgaver, som hovedsageligt adskiller sig ved farve, størrelse og anvendt metal, men i flere tilfælde også i indre mekanik. Modellens udgaver får hver deres modelnummer, fx 116244. Derudover bærer hvert ur et unikt serienummer, der blandt andet daterer det pågældende ur.

Oyster Perpetual (1926)

Det ur, som Mercedes Gleitze bar om håndleddet på sin svømmetur over Kanalen, var modellen Oyster. Rolex havde lanceret det vandtætte ur i 1926.

I 1928 gør Rolex deres Oyster-ur selvoptrækkende, automatic. Modellen får navnet Oyster Perpetual.

Oyster Perpetual bliver siden en generisk mærkat, som står på alle de ure fra det store urfirma, der vandtætte og selvoptrækkende.

Datejust (1945)

Overraskende sent fandt urfirmaer ud af at lave automatisk datovisning i deres mekaniske ure. Vi skal skal frem til 1945, da Rolex’ Datejust blev lanceret, for at støde på et armbåndsur, der kan vise den rette dato af sig selv. I dag kommer Datejust i modellerne Datejust (I), Datejust II og Datejust 41.

Explorer (1953)

Ian Fleming faldt som sagt for Explorer. Det ankom også i en lavine af en fantastisk historie.

Edmund Hillary medbragte således et ur fra schweizerfirmaet, da han tog til Nepal for at bestige Mount Everest i 1953 med Tenzing Norgay. Bagefter skulle uret blive til modellen Explorer.

Man ved ikke, om Edmund Hillary faktisk havde uret med på selve toppen. Der er modstridende udsagn. Men med i bagagen til Nepal var det i al fald.

I dag finder man Edmund Hillarys tidlige Explorer-ur udstillet på Uhrenmuseum Beyer i Zürich.

Submariner (1953)

For mange står Submariner-modellen som det fuldkomne Rolex-ur. Det er i alle fald det mest sælgende i kollektionen. Det blev lanceret på den store urmesse i Basel i 1953. Det var ikke bare selvoptrækkende og vandtæt, men kunne tages ned på 100 meters dybde, hvis man da kom så dybt ned i verdenshavene. I dag holder det stand ned til 300 meters dybde.

GMT-Master (1954)

I samarbejde med det amerikanske flyselskab Pan-Am, der som det første flyselskab tilbød non-stop-flyvning over Atlanten, sendte Rolex GMT-Master på gaden i 1954. Uret kunne vise flere tidszoner, først to, med modellen GMT-Master II i 1983 tre. Viserne skifter farve med den ydre belysning.

Day-Date (1956)

I 1956 kunne Rolex præsentere endnu en nyhed, da de besøgte urmessen i Basel: et ur med fuld visning af den pågældende ugedag. Modellen hed Day-Date. Modellen var naturligvis både vandtæt og selvoptrækkende og derfor forsynet med mærkatet “Oyster Perpetual”. I 2008 kom modellen Day-Date II frem.

Milgauss (1956)

Jeg ved ikke, hvor tit vi befinder os i stærke elektromagnetiske felter. Men ender vi der, skal vi have et Milgauss på håndleddet. For det lader sig ikke påvirke og fortsætter stødt derudad … Milgauss blev præsenteret i 1956. Det var senere ude af produktion nogle år. Men i dag er det igen på hylden.

Air King (1957)

Den enkle urmodel Air-King var tiltænkt engelske RAF-piloter. Modellen i forskellige versioner var omkring fra 1945. Den fandt sin mere klare form fra 1957.

Daytona (1963)

Daytonas forløber var allerede på gaden i 1955, men uden meget kommerciel held. I 1962 blev Rolex sponsor for racerløbet Daytona. I 1963 relancerede de deres kronografur med stopuret under navnet Daytona. Derpå skete der noget. Det hjalp også, at skuespiller og racerkører Paul Newman brugte modellen fra slutningen af 1960’erne. I dag bærer Daytona kælenavnet Paul Newman.

Sea-Dweller (1967)

Det har altid været magtpåliggende for Rolex at være havets hersker. De lagde for kaj med deres vandtætte Oyster-model og fortsatte med Submariner, som man også kunne dykke med. Sea-Dweller fra 1967 kan man tage flere kilometer med ned i dybet, uden at det kommer til skade.

Cellini (1975)

Cellini-modellerne er noget for sig i produktporteføljen. De er dress-ure og som de eneste alene beregnet til jakkesæt og formelt tøj. Som de eneste modeller er de heller ikke vandtætte.

Yacht-Master (1992)

Som Sea-Dweller er Yacht-Master en videreudvikling af flagskibsmodellen Submariner. Yacht-Master II har en 10-minutters nedtælling, som man kan bruge, hvis man er er kaptajn i et match-race.

Sky-Dweller (2012)

Sky-Dweller er den seneste model fra Rolex. Det er det mest avancerede ur i samlingen med en startpris på 130.000 kr.

Rolex er ikke til jakkesæt

Stilmæssigt er modellerne flest fra Rolex til mindre formelt tøj.

Det syner skævt, hvis man bevæger sig rundt i en fin, klassisk habit med et Yacht-Master på håndleddet eller et andet ur fra den professionelle linje. Jeg ved, det er udbredt. Men det bliver ikke mere harmonisk af den grund. Et klassisk, nedtonet jakkesæt, for slet ikke at tale om en smoking og kjole og hvidt, må have sig et dress-ur, ikke et terrængående sportsur.

Begynder man at bryde med den traditionelle habitstil, ændrer spillerummet sig. Et sportsur til en sportsjakke, fx en blå blazer, kan fungere.

Vintage eller nyt?

Selv synes jeg, at Rolex’ ældre modeller er langt mere charmerende end de nye, der leger faretruende med figuren åndsforladte muskelure.

Hvis man køber et brugt Rolex, kan man dog hurtigt støde ind i en krævende og dyr vedligeholdelse. Desuden koster gamle modeller nogle gange mere end de nye, hvis de er sjældne og har en særlig historie.

Derudover er der en reel fare for, at indmaden i et vintage-ur ikke længere er eller kun delvis er den oprindelige indmad. Man skal finde en troværdig brugturssælger, kort sagt.

Et nyt ur fra det kendte urfirma har nok mindre charme, men risiko for fejl og snyd falder til noget nær nul, hvis man køber det hos en autoriseret forhandler.

Med Rolex har det også vist sig, at deres ure holder deres værdi godt over tid. Så hvis du vil sælge en ny model efter et par år, kan du være nogenlunde sikker på, at du kan få en relativt god pris for den, hvis du har certifikaterne i orden.

Det siger næsten sig selv, at man ikke skal kaste sig ud i at købe et nyt Rolex-ur på markedspladsen i Marrakech eller falde for usædvanligt billige modeller på nettet, medmindre man er tilfreds med en kopi.

Andre artikler om ure

• Den velklædte mands dress-ur
• Rundt om det finmekaniske ur
• Urets magiske mekanik
• Ureksperten har ordet