Min uforløste jagt

Da jeg var dreng, gik jeg på jagt med min stedfar og lokale landmænd og håndværkere. Vi boede på en gård, og der var hurtig adgang til vildt. Det var noget med at trække i gummirøjser, tage en oilskin-jakke på, svinge bøssen på nakken og gå ud over markerne ned mod vandhuller, hegn og buskads.

Vildtet var fuglevildt, mest fasaner. Jeg husker en stor spænding hver gang. Den kom i bølger i takt med, der var vildt i nærheden. Vi kunne se på hundenes adfærd, hvis vi nærmede os et potentielt bytte. Højdepunktet var øjeblikket, da vores ruhårede hønsehund frøs med den ene pote løftet. Så var det lige før.

Samlet set var resultatet af jagtturen dog i reglen magert. Jeg blev efterhånden skuffet over, det var så svært for de voksne at ramme fasanerne.

Måske var det derfor, interessen gled ud for min vedkommende. Jeg havde i al fald intet ønske om tage et jagttegn, da det blev muligt.

Set i bakspejlet erkender jeg, der er flere facetter ved jagt, jeg ikke har været åben for.

Det må jeg sige, efter jeg har besøgt Simon Staffeldt Schou og talt med ham.

Foruden at være chefredaktør for Danmarks ledende jagtblad, Jagt, Vildt og Våben, er Simon selv aktiv jæger og har været det fra barnsben, da han startede ved sin morfars side. Simon kan fortælle om aspekter ved jagt, så mine sporadiske barndomserfaringer nu glider ind i en fortælling, der giver mening og et formål med jagt.

Kongens vildt

“Vi har råvildt, dåvildt, kronvildt og en lille smule sikavildt. Dele af kronvildtet kan vi føre tilbage til en bestand, der har været her siden den sidste istid. Dåvildtet og sikavildtet er udsat,” indleder Simon.

“Kronvildt er traditionelt set den fineste hjorteart. Kronvildt var kongens vildt. I gamle dage måtte bønderne i visse egne ikke have hunde, da de kunne stresse kronvildtet eller tage nogle af kalvene. I Dyrehaven er der kron-, sika- og dåvildt,” siger Simon og afklarer dermed en diskussion, jeg havde med min bedre halvdel, da vi en søndag gik rundt i Dyrehaven og funderede over, hvad det var for vildt, der omgav os.

“Der er mange rådyr i vores landskab i dag. De har bredt sig over de seneste årtier, blandt andet fordi vores landbrug er begyndt at så vinterafgrøder. Så har rådyrene noget at æde af året rundt. Vi ser derfor nu næsten ikke faldvildt, der dør af mangel på føde om vinteren. Vi skyder omkring 100.000 rådyr om året i Danmark.”

“Til gengæld er det traditionelle markvildt gået tilbage. Agerhøns og harer, som min morfar og hans far gik på jagt efter, er der blevet færre af. De nye kæmpeenheder af marker er ikke gode for dem. De mangler blandt andet de levende hegn,” fortæller Simon.

Let at gå på jagt i Danmark

Jagtmulighederne i Danmark er samlet set mangfoldige.   

“Vi er velsignet ved at være et af de lande i Europa med mest trækkende fuglevildt. Gæs, ænder, næsten alle de trækkende fugle passerer gennem Danmark,” siger Simon.

Der er i det hele taget ikke langt fra lyst til handling i vores lille land, hvis man taler om jagt.

“I Danmark må man gå på jagt, hvis man har én hektar. I vores nabolande, Sverige og Tyskland, skal man typisk være medlem af et lav, der har fået tildelt et vist antal stykker vildt for at måtte skyde det større vildt,” siger Simon.

“Vildsvin har man fra politisk hold besluttet sig for, at vi ikke vil have i Danmark. De skal bortskydes, hvis de vandrer op fra Tyskland,” siger Simon.

Man kan også lidt mindre romantisk tage på klapjagt arrangeret et af landets godser. Så jager man udsatte fasaner, ænder og agerhøns med hunde. 

Det begynder med forårsbukken

Selv om der er udstrakt frihed til jagt i Danmark, er der som bekendt en jagtsæson. Vildt skal have fred i de perioder, de er drægtige. Andre naturbrugere skal skulle bevæge sig rundt i landskabet uden at skulle vise agtpågivenhed over for jægere på jagt.  Meget af foråret er der eksempelvis ro på.

Da sker der med eet noget.

“Vi har bukkejagten, der indleder jagtsæsonen. Den 16. maj, når bøgen er sprunget ud, står man op kl. tre-fire stykker om morgenen. Det er et magisk tidspunkt for mange jægere,” siger Simon.

“Efter bukkejagten går der en periode frem til august-september, før jagten rigtig begynder.”

Jagt for høj som for lav

Mange bymennesker får nok et billede af prins Henrik og venner på nethinden, hvis man taler om jagt. Gruppen af jægere er reelt mere sammensat.

“I Danmark har jagt til alle tider været meget udbredt i alle samfundsklasser. Man kan sige, at konge og adel har haft en forkærlighed for store trofæjagter for at vise deres vælde. Men jagt til gryden har været meget brugt og er det stadig til dels i Danmark. Landbrug og husmandssteder har suppleret deres køkken med harer og trækkende fuglevildt. Vi har til en vis grad fri jagt på søterritoriet, og hav- og strandjagt til gryden har vi haft meget af i Danmark,” fortæller Simon.

Konflikten mellem nye og gamle jægere

Ser man på modsætninger blandt jægerne i dag, tegner der sig et skel mellem en gammel generation af jægere, der følger traditionen for jagt til gryden, og en nyere generation bosat i byen, for hvem jagt gerne må være storslået.

“Der er mange nyjægere nu, der tager deres tegn i 30’erne og 40’erne. De har ofte penge på lommen og vil typisk gerne ud at opleve noget med det samme. Man ser nyjægere, der skyder deres første stykke vildt i Afrika,” fortæller Simon.

“Den gamle type jæger var ude med sin far eller bedstefar fra barnsben og kunne så selv gå på jagt, når han eller hun som 16-årig havde taget et jagttegn.”

“Mange ældre jægere klandrer nyjægerne for at mangle jagtkundskaber og et helhedsbillede af naturen. Nyjægerne forstår ikke vildtes årsrytme, hvornår de får unger og så videre, siger visse ældre jægere,” forklarer Simon.

“Nyjægerne kunne så svare, at det kræver meget mere nu at tage et jagttegn end tidligere. Nu skal du fx kunne ramme! Det testede man ikke for tidligere.”

Den provokerende trofæjagt

Jagt vækker også holdninger blandt dem, der ikke går på jagt, ikke ulig tyrefægtning. Det er noget med meningsløshed og “synd for dyrene”, der ligger bag det negative syn på jagt, forestiller jeg mig.

Trofæjagten, hvor man delvis jager fx kronvildt for gevirets skyld, kan særligt ophidse store dele af befolkningen.

“Man kunne ønske sig, folk bedre kunne lære at skille følelser og fakta,” siger Simon til kritikken.

“Tag trofæjagten i Afrika. Den provokerer. Sagen er bare den, at når du tager derned på jagt, oplever de lokale, at vildtet er noget værd og skyder det ikke bare væk til gryderne. De begynder at tænke langsigtet og planlægger, at de også skal have en vildtbestand om 10-20 år. I de lande, der har forbudt jagt, fx Kenya, er bestanden faldet drastisk. Vildtet skydes bort, fordi det generer landbruget, eller fordi folk skyder det til kødgryderne uden at tænke på, om man ender med at skyde vildtet helt væk.”

“Hvis vi ikke havde jagt i Afrika, ville det ikke være til fordel for dyrene,” siger Simon.

For ham er jægerne en del af et kredsløb.

“Vi er i samme båd som veganerne og ornitologerne. Vi vil allesammen det bedste for naturen. Man kan bare ikke trække en vis regulering af vildtet ud af ligningen. Store vildtbestande ville krepere på måder, som den almene befolkning ikke ville bryde sig om.”

Vi har problemet på egne breddegrader, ikke kun i Afrika.

“Man må fx ikke jage sæler herhjemme. Derfor ser du til tider mange sæler dø af forskellige sygdomme på Vestkysten, fordi de bliver for mange. Naturen rydder ud i bestanden. Der vil vi som jægere gerne være med til i stedet at foretage en regulering af sælerne.”

Jægerens hund

Hunden er jægerens trofaste hjælper og en fast komponent i det billede om jagt, man bærer i sig. I nyere tid er der sket en specialisering af jagthunde, fortæller Simon.

“Tidligere har man brugt den hund, man havde ved hånden. Nu er der kommet langt mere fokus på forskellige racer. Retrievere er de mest brugte herhjemme. De er gode til at hente vildt.”

“Jeg er selv vokset op med en stående hund, en korthåret hønsehund. De arbejder, før der skydes, de finder fuglene og tager stand for dem. Så står de som en egyptisk figur, mejslet i sten, til du siger: “Værsgo!”, og så jager de fuglen op,” siger Simon.

“Stødende hunde, fx en springer spaniel, løber i zigzag foran jægeren. De kan komme ind i buskads, som andre hunde kan have svært ved, og jage vildtet op. Gravhunde og terriere kan søge ned i grave.”

Tøj til jagt

Selv om jagt er en gammel tradition i Danmark, kan den ikke rigtigt kaldes fuldt selvstændig. Landene omkring os har påvirket os.

“Danmark er et brohoved mellem Norden og Centraleuropa. Vi er et blandingsprodukt. Vi er influeret af Norden, hvor man går på jagt for at skaffe mad til fryseren. Tonsvis af elgkød skydes hvert år til fryseren i Sverige. De er – stort set – ikke interesseret i trofæer. I Grønland er denne tilgang til jagten mest udtalt,” fortæller Simon.

“Tøjet er mere funktionelt i Norden. Camouflagetøj og teknisk tøj er langt mere udbredt end i Mellem- og Sydeuropa.”

“Tysk jagttradition påvirker os også. Vi har jagthorn og parader, hvor vi lægger vildtet til skue. Vi blæser horn. Vi har udtrykket at pürsche, at snige sig ind på vildtet, fra tysk, pirschen. Vi har  loden og læder i påklædning og tilbehør fra Tyskland, især de ældre jægere,” siger Simon.

“Den engelske fuglejagt, for nogle en lidt finere form for jagt, gør sig også gældende i Danmark. Flere og flere jægere er begyndt at skele til englændernes tweed, sportsjakker, pænere sko og side-by-side-geværer i stedet for det langt mere udbredte over/under-gevær,” fortæller Simon.

Trends i jagt

Jagtformerne forandrer sig således løbende. Moden gør også sin virkning blandt jægere.

“Jagt i udlandet er en trend i tiden. Du finder næsten ikke en jæger nu, der ikke har været i Polen eller Sverige. Mange har også været i USA og Østen, fx Kirgisistan, siger Simon.”

“Vi er ca. 177.000 registrerede jægere med jagttegn, heraf er omkring 100.000 aktive. Så der er dårligt heller plads til, at alle disse jægere kan gå på jagt i Danmark.”

“Buejagt og undervandsjagt med harpun er i stigning herhjemme, også blandt kvinder. Det er en intim jagt. Du skal ind på 15-20 meter af vildtet. Oplevelsen er intens. Folk kan lide det oprindelige i det. Du forstyrrer ikke naturen, når du nedlægger et stykke vildt med buen. Ligesådan med undervandsjagt,” beretter Simon.

Man kan tale om en hel dogmebevægelse.

“Mange synes, jagt er blevet for let. Vi får termiske kikkerter, vildtkameraer og alle mulige tekniske hjælpemidler. Det kan blive som at kigge ned i køledisken. Man savner pludselig jagtens væsen. Buejagten kan man se som et forsøg på at komme tilbage til start,” siger Simon.

Sneppen er det fornemeste vildt

Kronvildtet med sit flotte gevir er naturligvis et særligt udsøgt bytte på jagten. Men noget overraskende er det et meget lille dyr, der høster flest jagtpoint.

“Sneppen er en vild fugl, man kan ikke sætte den ud. Sneppen er nok det sværeste vildt at nedlægge. Den er utrolig vanskelig at ramme. Den flyver ofte mellem stammerne i en skov og når altid lige at gemme sig bag en stamme. Og så flyver den zizaggende,” forklarer Simon.

“Det er også umiddelbart svært at komme på sneppejagt for den almene jæger. Der er ikke mange revirer med store sneppebestande. Man taler om, at det efterhånden er vanskeligere at komme på sneppejagt herhjemme end at komme på jagt på en giraf eller gnu i Afrika.”

“Sneppen har forrang på en jagtparade foran alt andet, også kronvildtet. Lykkes det dig at skyde en sneppe, tager du typisk penselfjeren, som man i gamle dage brugte til at male med, fx ved Royal Copenhagen, og sætter den i din hat eller i jakkens revers. Kan du doublere en sneppe, altså først skyde en med det ene løb og så en anden med det andet geværløb, er du en dygtig skytte,” siger Simon.

“Sneppen er en meget smagfuld fugl, hvis man tilbereder den ordentligt. Men det kan være svært. Man tilbereder den gerne med hovedet på og flækker det så for at spise hjernen. Derudover har man tradition for at tilberede den med indvolde og smøre de tilberedte indvolde på brød med halvfordøjede regnorme og mudder og det hele. Det kaldes sneppebrød. Sneppen er en ret for konger,” siger Simon.

“Man bærer også sneppen anderledes end andre fugle, i stængerne, som man siger, i stedet for hovedet, fordi hovedet sidder meget løst på sneppen og nemt falder af,” tilføjer han.

Hvad med ulven?

I foråret 2018 har der været meget debat om ulven – om den kan få lov at bevæge sig frit omkring i det danske landskab, eller om den skal skydes. Debatten er dukket op, efter ulve gentagne gange har vist sig i Jylland.

Hvad mener jægeren og chefredaktøren om den sag?

“Jeg synes, ministeren har grebet det rigtigt an ved at se på, om ulvene herhjemme på et tidspunkt vil kunne blive reguleret,” siger Simon diplomatisk, før han skærer sin holdning tydeligt ud.

“Min personlige holdning er, Danmark er for lille et land til at have ulve gående frit omkring. Der har hersket en lettere arrogant holdning blandt folk i byen om, at man bare må lære at leve med ulven. Utrygheden er ikke blevet taget alvorligt. Den nedladenhed over for folk, der skal leve med ulven, bryder jeg mig ikke om,” siger han.

“Ulvene har blandt andet en effekt på fritgående kvægbestande. De bliver ofte skræmt og kælver måske ikke regulært. Skal man beskytte dem, skal man opsætte nogle særlige hegn eller eventuelt erhverve sig nogle store hunderacer, der kan holde ulvene væk.”

“Måske ville forståelsen være større blandt folk i byen, hvis vi bare havde ulven i Dyrehaven eller Ørstedparken, som flere af dem, der lever med den i Jylland, har indvendt,” opsummerer Simon lakonisk sin position.

Fotografi: Torsten Grunwald