Den velklædte mand - Danmarks førende blog om herremode

Postkort med engelske jakkesæt og herremode

19. juli 2017, af Torsten Grunwald

Tempo, tempo.

Engelske jakkesæt knipset

Af sted på raske fjed til De Britiske Øer. Jeg havde et vigtigt ærinde af non-sartorial natur. Til alt held nåede jeg at fotografere lidt engelske jakkesæt og herremode på min vej.

Joe Morgan på Savile Row

Jeg delte en passiar med Joe Morgan fra Chittleborough & Morgan. Han var i en af sine karakterisk lange jakker med bredt spidst revers, der bærer reminiscenser af Carnaby Street-tiden.

Kunde på Savile Row lukker en handel

Bentley og kone deri må vente. En handel skal lukkes i farten. Elegant herre i sommerjakkesæt på Savile Row.

Dobbeltradet jakkesæt på Pall Mall

En franskmand i London. Han gik så elegant ned ad Pall Mall, ubesværet og selvsikkert uden arrogance – en svær kunst. Jakkesættet var fint, om end ikke perfekt, men look’et fungerede alligevel. God tøjstil er jo i høj grad måden, du bærer klæderne på.

Winston Churchil i Jermyn Street

Winston Churchills sirenehabit, jeg før har behandlet, udstilles forsvarligt aflåst i kælderen hos skjortemageren Turnbull & Asser i Jermyn Street.

En skræddersyet safari-jakke

Jeg var forbi skrædderen Meyer & Mortimer i Sackville Street, hvor Malcolm Plews kigger forbi, og hvor skjortemageren Sean O’ Flynn holder til. Sean O’ Flynn viste mig en safari-jakke, han just havde syet. Engelske jakkesæt er lidt af hvert.

Diplomatfrakke i Oxford

“Kvalitet er aldrig en tilfældighed. Den er altid resultatet af forstandig flid.” Forfatteren, tænkeren og Oxford-professoren John Ruskin står på et berømt maleri af John Everett Millais fra 1852 i skødefrakken, der gik forud for jakkesættet: diplomatfrakken. Hænger på Ashmolean Museum i Oxford.

Den første kjolefrakke

Rasende vigtigt maleri, hvis man interesserer sig for jakkesættets historie. Hvorfor? Fordi maleriet er fra ca. 1780 og glasklart viser, hvordan George Bryan Brummell egentlig blot bragte den engelske ridedragt til byen og gjorde stads af den der, da han forvandlede herremoden i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Man kan desuden se, hvordan skødefrakken ovenfor glider ind som overdel i 1800-tallets (og vor tids) kjolesæt, og den blå blazer med messingknapper finder også et forlæg. George Drummond malet af Thomas Gainsborough. Befinder sig på Ashmolean Museum i Oxford.

Foto: Den velklædte mand

Alt om smoking og tuxedo til mænd

13. juli 2017, af Torsten Grunwald

Klassisk tredelt sort tuxedo (smoking). Simon Cundey, chef for Henry Poole på Savile Row, som jeg så ham lørdag eftermiddag på den berømte gade i London.

En tuxedo er mere end fint aftentøj

Du ved, at en smoking (tuxedo) er et fint sæt tøj til fest og selskaber om aftenen. Men hvad med detaljerne, fx den hvide skjorte, de sorte sko og den sorte butterfly – husker du dem?

Smoking-muligheder

Ca. 1898. Man benyttede lys vest og hvid butterfly som i kjolesættet til de første tuxedoer.

De første smokinger, og nu er vi i slutningen af 1800-tallet, består af en enradet sort jakke med spidst revers eller sjalskrave. Dertil bruger man en hvid vest eller eventuelt en plisseret hvid eller rød halvvest (cummerbund). Spidst revers kan kaldes mest formelt. Den ledsagende butterfly er almindeligvis hvid. Efter århundredeskiftet bliver traditionen, som vi kender den i dag, at sløjfen (butterflyen) og vesten er sorte.

Det var prinsen af Wales, den senere Edward 7. af England, der med sin skrædder havde opfundet smokingen i 1865 som et alternativ derhjemme til kjolesættets skødefrakke. Du kan læse mere om smokingens oprindelse i bogen Den velklædte mand.

En plisseret halvvest, kaldet en cummerbund på engelsk (fra persisk, kamarband), dukker op i slutningen af 1800-tallet. Den er sort eller rød. En cummerbund står sig bedst med en jakke, der har sjalskrave. Set hos Ede and Ravenscroft.

Tuxedo – de formative 1920’ere

I 1920’erne dukker dobbeltradede smokinger med sjalskrave og spidst revers op og bliver populære.

Det er også på den tid, at en smoking i midnight blue som alternativ til sort begynder at udgå fra skrædderierne. Tanken er, at midnight blue står bedre og mere sort i kunstig belysning end smokinger af sort stof. Silken, der beklæder smokingens revers vedbliver at være sort på en midnight blue tuxedo. Engelske skræddere har en forkærlighed for en riflet grosgrain-silke, men glat silke og satin er tillige autoriseret som reverssilke.

Modsat jakkesæt i 1920’erne forarbejdes smokinger fortsat på victoriansk manér uden læg i bukselinningen og uden opslag nederst. Klunketidens dekorative stil føres videre i en mønstret silkegalon, der løber ned ad ydersiden på hvert bukseben. Som bukser flest i mellemkrigstiden bæres smokingbukser med seler. Smoking-jakken er uden slidser bagpå.

Kun for skotter. Den tidligere racerkører Jackie Stewart kommer fra Skotland, så han har licens til at bytte sorte smokingbukser ud med klanternede trews. Vi andre kan eventuelt veksle den sorte smokingjakke med en klanternet madras-jakke i sommermånederne. At Jackie Steward bærer et vældigt Submariner i stedet for et dress-ur, bør man dog dadle ham for, skotte eller ej. Foto: Rolex

Stof til tuxedo

Tuxedo-stof har ikke sjældent tekstur. Tekstur skinner mindre kunstigt i kunstig belysning end en glat serges. Og stoffet er relativt let, så varme nemt kan slippe ud. I dag plejer man at sige, at en let barathea, eventuelt med afstivende mohair i, er det klassiske stof til en smoking. Men der er mange muligheder. Der er også dem, der som Mr X og Jackie Stewart ovenfor vælger deres sorte tuxedo-jakke i plysset fløjl.

De sorte fløjlsjakker skal forøvrigt ikke blandes sammen med de mere belæssede rygejakker, eller smoking jackets, som englænderne kalder dem. Sidstnævnte egner sig kun til smoking-arrangementer på privat matrikel.

Vest eller ingen vest?

Vest og halvvest er fortsat udbredte med en smoking. Men jeg vil ikke kalde dem obligatoriske længere, hvis man bare sørger for at holde sin jakke lukket i løbet af aftenen.

Hvide smoking-jakker

I sommerhalvåret ser man smoking-jakker i lysere farvenuancer, stadig med sorte smoking-bukser. Råhvid smoking-jakke er en klassiker. Der er dog ikke mange begrænsninger, hvad angår smoking-jakkens farve, så længe reglementet af hvid skjorte, sort sløjfe, sorte bukser mv. overholdes.

Vinrød smokingjakke. hvorfor ikke? Tidligere, da brug af smoking var udbredt, var man mere eksperimenterende. Illustration fra 1930’erne.

Smokingknapper har tit været beklædt med silke. I dag bør blanke sorte knapper dog overvejes. Ellers kommer man faretruende nær kostumefælden. Den enradede smoking-jakke har nogle gange en kædeknap foran, som forøvrigt aldrig bruges, hvis man har en vest underneden.

Skjorte til smoking

Smokingskjorten har et forstærket bryststykke. Det er således enten plisseret (med små folder), eller belagt med marcella (et vaflet stof). Sidstnævnte lukkes ofte med to til fire løse brystknapper. Den plisserede skjorte kan klare sig med almindelige påsyede perlemorsknapper, eventuelt skjulte.

Tuxedo-skjorte med påsyet klipfisk i vaflet marcella på fronten. Vigtigt komfortmæssigt, at den stive klipfisk stopper før bukselinningen. Set hos Budd.

I dag vil smokingskjortens flip normalt være nedfoldet. Vil man være mere gammeldags, vælger man en knækflip, dog kun med en enkeltradet smokingjakke, ikke med toradede jakker (for moderne) eller sjalskrave (ikke formel nok).

Manchetter på en smokingskjorte lukkes med manchetknapper, ikke påsyede knapper.

Sko til smoking

Lydefri laksko med lukket snøre, modellen Overton fra Crockett & Jones.

Det hedder sig, man skal bære laksko eller opera pumps (en slags laktøfler) med en smoking, og lakeret fodtøj er da et det traditionelle valg med en tuxedo. Men et par velpudsede glatte sorte sko i boxcalf, fx oxford-sko, er helt i orden, medmindre man er i knækflip. Da må man have laksko på fødderne. Simon Cundey øverst bærer sorte hyttesko i boxcalf til sin smoking.

Butterfly til smoking

Den sorte butterfly, som er obligatorisk med en smoking i dag, kan have flere former og være lavet af forskelligt stof. Normalt vil man søge en harmoni med andre beklædningsdele. Så er reverset beklædt med grosgrain-silke, bør sløjfen også være i riflet silke. Medmindre man er i vaflet marcella-skjorte. Da kan man overveje en sort silkesløjfe i marcella i stedet for. Og så fremdeles.

klassisk sort butterfly i silke til smoking

Klassisk svungen “tidsel”-butterfly efter kravemål, det vil sige ikke justérbar. Set hos Budd i London.

Sløjfens form varierer. Den mest udbredte har afklippede snipper. En selvbinder-sløjfe er naturligvis den eneste sløjfe, der dur. De allerbedste passer til din skjortekraves omfang, så du kan løsne sløjfen på vej hjem i taxaen med din udkårne ved din side, uden at sløjfen glider helt af. Det sidste kan ske, hvis man løsner en justérbar butterfly.

Læs mere om sløjfer her.

Lommetørklæde til smoking

Det begynder med et enkelt hvidt lommetørklæde i hørlærred, fx foldet i en spids. Du kan også vælge farverige silkelommetørklæder, men kun hvis du bruger smoking så ofte, at du har behov for variation.

Knaphulsblomst til smoking

Forfatteren Noel Coward i dobbeltradet sort smoking med en rød nellike i knaphullet samt et hvidt lommetørklæde i brystlommen. Foto: The Red List.

Du er meget velkommen til at sætte en rød nellike i smoking-jakkens revers, også selv om du allerede har et lommetørklæde i brystlommen.

Regler for brug af tuxedo og smoking

Som nævnt flere gange: en tuxedo er en aftendragt. Man kan diskutere, hvornår aftenen begynder. En tommelfingeregel er, at aftenen begynder, når lysene må tændes. En hvid smokingjakke kan komme på lidt før, fx til cocktail om eftermiddagen. Men aftenen er og bliver smokingens primære scene.

Læs mere om klassisk festtøj her.

Og husk, der sker mere på Den velklædte mands Facebook-side.

Den virkeligt velklædte måtte have sin habit fra skrædder Alfred Alm

5. juli 2017, af Torsten Grunwald

Skrædder Alfred Alm (1901-1998) fotograferet i 1920’erne, måske i 1928, da han oprettede sit eget herreskrædderi i Bredgade 33.

Skrædder Alfred Alm i sine unge år

Jøns Larsson Alm, far til Alfred Alm, var svensker. Som så mange af sine landsmænd udvandrede han i slutningen af 1800-tallet. Hans destination var Danmark. Politiets Registerblade viser, at han flyttede ind i Borgergade 53 på tredje sal hos en Svensson, formentlig en landsmand, der fungerede som brohoved til virke i Danmark. Svensson var skrædder som Jøns Alm selv.

Poltiet har den 14. juni 1892 registreret, at Jøns Larson Alm med hustru Alexandra er kommet til Danmark. De bor i Borgergade 58. Senere har de slået sig ned i Fredericiagade og feltet “Børn” er blevet opdateret med oplysningen om, at “Lars Alfred” er født 22. juli 1901.

Ægteparret Alm fik tre sønner. Carl Osmond Alm blev født i 1896, og i 1901 fik de Lars Alfred Alm. Den tredje bror, født i 1903, døde som lille.

Både Carl Osmond og Lars Alfred blev som deres far skræddere. De to brødre var ikke på god talefod. Alfred Alm mente, hans bror var doven. Brødrene fik dog kontakt igen i deres sidste år.

Syede for Karen Blixen

Jøns Alm var dameskrædder. Efter ankomsten til Danmark opbyggede han et stort klientel af adelige fruer på herregårde og slotte.

“Far var en mesterlig fagmand,” skulle Alfred Alm fortælle senere.

Karen Blixen i Kenya, hvor hun levede fra 1914 til 1931. På fotoet står hun formentlig i en dragt syet af Jøns Alm. De naturlige skuldre og det lige vinklede revers minder i hvert fald påfaldende meget om det design, som Jøns Alms søn – og lærling – Alfred Alm senere skulle anvende.

Jøns Alm syede for blandt andre for Karen Blixen. Han stod for en del af det tøj, hun bragte til Kenya i 1914, da hun flyttede derned.

Man kunne tænke sig, det fine klientel ville gøre Jøns Alm til en holden mand. Men han tog for lidt for sine klæder.

“Har du set de flotte køretøjer nede på gaden (red. kundernes biler], far? Du må tage mere for dine klæder,” havde en ung Alfred Alm en dag sagt til sin far i skrædderiet i Fredericiagade.

Samtidig med Alfred Alm besang sin fars evner som fagmand, kaldte han ham slet og ret “en elendig forretningsmand”, da han blev interviewet i Berlingske Tidende i 1978.

Storhedstiden i Bredgade 33

Baghuset ved Bredgade 33 i København i juni 2017. Skrædder Alfred Alm havde skrædderi på 1. sal. I dag holder et lille rekrutteringsfirma til i lokalerne.

27 år gammel åbnede Alfred Alm sit eget skrædderi i 1928. Det lå i baghuset i ved Bredgade 33, hvor auktionshuset Bruun Rasmussen også havde til huse dengang. Alfred Alm var vokset op i Frederiksstaden, så skrædderiet i Bredgade lå i naturlig forlængelse af hans hidtige liv.

Alfred Alm i knivskarpt kjolesæt med sin tredje hustru, den chikke Gugger, i en smuk blomstret lang kjole. Fotoet kunne være fra slutningen af 1940’erne.

Det er uklart, om Alfred Alm arbejdede for andre skræddere end sin far, før han åbnede eget skrædderi. Alfred Alm var ikke på valsen eller på anden vis udenlands. Så man kan gisne om, at hans særlige snit er påvirket af dameskrædderiets lette konstruktioner og den svenske skrædderitradition, som hans far, Jøns, var rundet af. Som ung var hovedpersonen i søværnet.

Alfred Alm giftede sig første gang i 1920’erne. Han blev gift anden gang i 1934 med Asta Marie Frederikke Marie Andersen. I 1945 giftede han sig for tredje og sidste gang. Den udkårne var Gurli Marie Elisabeth Alm, kaldet “Gugger”, født Sandstrøm (1906-2006). Alfred Alm fik ingen børn.

“Jeg burde have haft en masse børn,” sagde han på sine ældre dage.

Alm og hans hustru adopterede dog næsten Susanne, Guggers niece, der kom meget i deres hjem fra hun var helt lille i slutningen 1940’erne og frem til deres død.

50 års fødselsdag i kjolesæt. Alfred Alm henlagde arrangementet til Sølyst i Klampenborg, da han fejrede sit halve århundrede i 1951.

Skrædderiet gik godt i Bredgade. Mange af sønnerne af de adelige fruer, som hans far havde syet for, bestilte tøj hos ham. Firmaet havde eget bud, Edwin. Han var i uniform, idet han bevægede sig rundt i København med artikler og tøj.

Fra ca. 1957 boede skrædder Alfred Alm og hans hustru Gugger i en stor herskabslejlighed på Østerbro i Kristianiagade 16, 2. th, som ses midt i fotoet.

Alm boede med sin anden hustru, Frederikke, på Frederiksberg, og siden to forskellige på Østerbro med Gugger, hans tredje hustru, før de omkring 1957 flyttede ind i en stor herskabslejlighed i Kristianiagade i ambassadekvarteret på Østerbro. Den boede de i livet ud.

Niels Bohr, Mærsk McKinney-Møller og andre celebre kunder

Niels Bohr (1885-1962) kom engang imellem cyklende til Bredgade for at prøve nyt tøj. En af gangene skete det, at katten spiste hans madpakke, der lå i cykelkurven, mens han var indenfor.

Niels Bohr ved sin 70-års fødselsdag i 1955 med Frederik den 9. Det er påfaldende, hvor meget mere naturlig og elegant Niels Bohrs Alm-habit (for den må oplagt komme fra Alm) syner end kongens kantede og fyldige habit. Foto: Det kgl. bibliotek

Mærsk McKinney-Møller (1913-2012) nåede igennem et liv at bestille mindst et par dusiner habitter, smokinger mv. hos skrædder Alfred Alm. Hans far, Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller (1876-1965), havde introduceret ham.

En etiket fra en habit, som Alfred Alm syede til Mærsk McKinney-Møller i 1965. Desuden en etiket fra en habit, som Huntsman på Savile Row syede til skibsrederen i 1998. Interessant nok er Huntsman kendt for deres strukturerede jakkesæt med “roping” ved skulderspidserne, en diametral modsætning til Alms bløde skulder.

Flere adelige var som sagt kunder, blandt andre Ahlefeldt-Laurvig og Rosenørn-Lehn. Prins Richard gik hos Alfred Alm.

Adskillige skuespillere frekventerede skrædderiet i Bredgade. Martin Hansen (1903-1988), der lærte Prins Henrik dansk, var en af dem. Skuespillerne Sigfred Johansen (1908-1953), Mogens Wieth (1919-1962) og Morten Grunwald bestilte også tøj hos Alfred Alm, ligesom Bent Fabricius-Bjerre afgav bestilling i Bredgade 33.

Sagde nej til Simon Spies

Simon Spies lagde en dag tillige vejen forbi. Men Alm ville ikke sy for ham. I et interview med Berlingske i 1978 fortalte han:

“Det, jeg lægger særligt vægt på, er skulderpartiet. Derfor ville jeg ikke sy for Simon Spies. Ja, det var dengang, han havde umådeligt langt hår og et vældigt skæg. En dame kom ind og udtog stof til 10 sæt. Så indfandt hr. Spies sig og sad der med sin stok.

Jeg stod der og så på ham:

“Kunne De ikke tænke Dem at skifte type, hr. Spies, og klippe af hår og skæg?

Han sagde: “De kan bare lade mit hår og skæg være. De er så stor en kunstner, at De kan sy til mig, som jeg er.”

Jeg tog mål og skulle ringe om prøve. Men jeg ringede aldrig. Jeg syntes, det ville være spildt for både hr. Spies og mig, når man dog ikke kunne se hans skuldre.”

Et sølvfarvet stof, som Simon Spies’ assistent havde fundet frem, syede Alfred Alm en nederdel af til Gugger, hans hustru.

En skrædder bevidst om sit værd

Nok kunne Alfred Alm tale med sine kunder og forstå dem, men han var, som anekdoten med Simon Spies blandt andet viser, ikke servil.

“Selv om jeg har syet for fine folk, har jeg aldrig behøvet at være underdanig. Det ligger heller ikke til mig, jeg kender mit eget værd. Men diskret har jeg altid været. Under måltagning og prøvning har der jo været sludret om lidt af hvert, også den slags man ikke skal løbe videre med,” fortalte skrædder Alfred Alm i et afskedsinterview med Politiken i 1990.

“Han vidste, han var dejlig,” som Susanne, hans niece kan fortælle i 2017 med en personlig indsigt.

Det er svært heller ikke at se en forbindelse mellem Alfred Alms bevidsthed om eget værd og den oplysning fra Willy Mokjær, at han – Alm – meldte sig ud af Skrædderlauget i protest, da Holger Voigt-Petersen (1915-2004) blev valgt til oldermand i 1962.

50 års jubilæum i 1978

Skræddermesteren (nr. 2 fra højre forrest) med sin ansatte i skrædderiet i Bredgade 33 i forbindelse med jubilæet i marts 1978. Herren yderst til venstre var Alms førstemand, der også klippede ved lejlighed. Alms kone, Gugger, døbte ham drillende “Fænomenet”. Alms ansatte syede for øvrigt alene jakkerne. Bukserne lod han sy ude i byen, en overgang i 1980’erne hos Bent Wennerwald, indtil de droppede samarbejdet, fordi de ikke kunne blive enige om prisen.

Da Alfred Alm i 1978 kunne fejre 50 års jubilæum, afholdt han reception og inviterede en særligt udvalgt skare af 12 kunder på middag.

“Mærkeligt, at 50 år er gået, men dejligt, at de er gået godt. Nu glæder jeg mig til jubilæumsdagen. Til middag har vi inviteret tolv af mine ældste kunder. Påklædningen, som står på indbydelseskortet: Alm-smoking”, berettede skrædder Alfred Alm til Berlingske Tidende i 1978.

Reception om eftermiddagen. En kunde taler med Gugger, Alms hustru. Bemærk, de små folder øverst i jakkeærmet. Den detalje gouterede mange Alm-kunder.

Skræddermesteren konverserer et par kunder til receptionen. Man noterer sig, der er godt med pli under skulderbladet på Alms jakke.

Aftenselskabet er begyndt. Alm bærer en smoking i sort fløjl med sjalskrave og manchetter af silke. McKinney-Møller er i enkeltradet smoking med spidst revers og silkebeklædte knapper.

En enkelt anden gæst er i fløjlssmoking – en nedtonet rygejakke – med sjalskrave.

Ingen forbundne butterfly. Mærsk McKinney-Møller og de andre aftengæster følger traditionen med selvbinder-sløjfer.

skrædder alfred alm holder jubilæum i 1978

Gugger var en personlighed med en skarp tunge. Her taler hun med en gæst ved aftenselskabet.

Tredelt smoking med vest og dobbeltradet smoking. Man noterer den røde nellike knaphullet, den traditionelle blomst til smoking.

Gæsterne går til bords hos skrædder alfred alm

Gæsterne går til bords. Alm anviser.

Maden kommer ind.

Skræddermesteren holder tale. McKinney-Møller på højre hånd. Ikke tilfældigt.

Plisseret smokingskjorte med to-tre brystknapper traditionen tro.

En skål efter talen.

Jubilanten i fløjlssmoking forrest med sin nøje udvalgte skare af gamle kunder, alle som en i Alm-smoking. Mærsk Mc-Kinney Møller bagerst i midten er genkendelig. Men hvem er de andre? I dag er de alle borte. Det er givet den lille etiket fra en andet skrædderi, som herren bagved Alm holder fast på Alm krave, der medvirker til latteren.

Afvikling i Amaliegade 16

Amaliegade 16 ved siden af Det gule palæ i juni 2017. Alm havde skrædderi der til sidst.

Alm flyttede sit skrædderi fra baghuset i Bredgade 33 til Amaliegade 16 på 1. sal nogle få hundrede meter væk i 1980-81. Det står ikke klart hvorfor, men det kunne have haft at gøre med stigende husleje eller anden praktik. Under alle omstændigheder blev opholdet i Amaliegade en slags langsom afvikling af skrædderiet. Da han lukkede det i foråret 1990, havde han stadig flere ansatte og kunder i forretningen, men han tjente ikke noget selv ved den pris, han forlangte, 16.000 kr. (ca. 27.500 i nutidspenge) for et todelt jakkesæt.

Otium med golf og bridge

Skrædder Alfred Alm nærmede sig de 89 år, da han lagde saksen i marts 1990. Selv om “skroget” ikke var, hvad det havde været, med hans egne ord, var han stadig en relativt frisk ældre mand. Bridge og golf (Asserbo og Eremitagen) kom til at opsluge en del af hans og hans hustrus otium. I 1995 kunne parret fejre guldbryllup i Tivoli med den nærmeste familie.

Guldbryllup på Divan 2 i Tivoli i 1995. Alm er 94 år gammel.

Alm og hans hustru Gugger får sig en cigaret. Man bemærker Alm-skulderen. Til højre deres niece Susanne, der har været hovedkilden til nærværende artikel.

Alfred Alm dør

Skrædder Alfred Alm vedblev at være mentalt frisk. Men kroppen mistede styrke, han fik gammelmandssukkersyge, og han gik ikke i sine sidste år. Han var med mellemrum på Kommunehospitalet. Der døde han 23. juli 1998. Han blev bisat fra Kastelskirken på Østerbro i København. Kirken var fuld af mennesker, blomster og kranse. Mærsk McKinney-Møller var blandt deltagerne.

Mindeord af auditør Mogens Reimann (1913-2005) skrevet om skrædder Alfred Alm i sommeren 1998, publiceret i Berlingske Tidende 11. august 1998. “Den virkelig velklædte måtte have sin habit fra Alm”, summerede Mogens Reimann op.

Gugger levede til 2006 og blev næsten 101 år. Ægteparrets urner er begge sænket urnefællesgraven på Holmens kirkegård.

Urnefællesgraven på Holmens Kirkegård i juni 2017.

Efterskrift

Fotomaterialet i artiklen og mange af oplysningerne i artiklen har jeg fra Guggers niece Susanne, som ses på et foto ovenfor. Hun var meget tæt på Gugger og “Onkel Lars”, som hun omtaler Alfred Alm (der bar det fulde navn Lars Alfred Alm), og betragtede dem som sine ekstraforældre.

Jeg synes, meget af skrædder Alfred Alms virksomhed hermed er afdækket. Men jeg er bestemt stadig interesseret i oplysninger om ham, herunder hvem nogle af de personer, der deltog i hans 50-års jubilæeum i 1978, var. Så skriv endelig til denveklaedtemand@gmail.com, hvis du ved mere.

Læs min forrige artikel om Alm her.

Foto: Privat/Den velklædte mand

Hvad der er af tendenser i klassisk herremode

2. juli 2017, af Torsten Grunwald

Tendenser: jakkesæt i andre farver end grå og blå, og jakker med bredere revers.

Lidt ironisk er det selvfølgelig, at jeg nu fokuserer på tendenser i herremode, når jeg ved enhver lejlighed prædiker, man skal holde sig på afstand af den. Men sagen er, at moden er der og påvirker, nogle gange uden man er den bevidst. Selvstændighed i moden er næsten altid også i et vist omfang socialt formet.

Lad os fx se på den klassiske, “tidløse” herremode, som Pitti Uomo har et ben i.

Stumpebukser

De bliver ved med at være relativt korte, bukserne.

Bukser med opslag og læg

Den danske mand vil have bukser uden læg og opslag. Den internationalt orienterede ønsker sig læg og opslag.

Strømpeløse hyttesko

Helt strømpeløse er hytteskoene ikke, men strømper med skaft er skiftet ud med sokletter, så det ser ud, som om man har bare fødder i sine hyttesko.

Ruskindssko

Tidens forsøg på at dresse casual op og formel stil ned, giver plads til ruskindssko, der sammenføjer de to stilretninger.

Hvide bukser

Meget klassiske sommerbukser, men det er, som om de har været væk længe, og så er kommet mere tilbage.

Kongeblå jakker

Ikke marineblå eller himmeblå, men noget midt imellem som kongeblå. Den farvenuance er udbredt i specielt jakker.

Stråhatte

Stråhatte er en gammel modekending. Panamahatten er den fine og noble udgave.

Seersucker og hør

Seersucker er ingen modenyhed, men blot relativt fremherskende ikke ulig hørlærred.

Spraglet tøj

Badebukser eller hawaii-skjorter med spræl i, en tendens, klart.

Kongeblå selvstændig jakke er udbredt.

Tendenser: Hyttesko med kvaster, hvide bukser og opslag.

Bukserne er til den korte side.

Tendenser i klassisk herremode: brune snøresko og loafers i brunt ruskind, mellemblå habit og opslag på bukser.

Slipset er ikke videre populært, men når det bruges, bruges det nonchalant uden at stikke den smalle ende af slipset i løkken bag på slipsebladet.

Foto: Den velklædte mand

Fem tøjfejl i tiden mænd ofte begår

29. juni 2017, af Torsten Grunwald

En tøjfejl, der er hyppig i dag: den anstrengte konkave reversbue, fordi jakken bliver for smal over brystet. Det bliver ikke bedre, hvis kraven samtidig er for vid. Foto: Marks & Spencer

Tøjfejl i galop

Tøjfejl er nok så meget sagt. Påklædning er ikke en eksakt gesjæft. Men så tøjmæssige vildveje – i dag. Dem ser man. Dem ser jeg. Her er fem styks.

1. Tøjet bliver for smalt

Jakke, bukser og skjorte bliver så nærgående, at manden bag tydeligvis ikke finder dem bekvemme. Han undlader at knappe jakken og har svært ved at række arme fremefter, eller sætte sig på hug for at binde snørrebånd, fordi både jakke og skjorte mangler stof i ryg og ærmer og låser hans bevægelser. Bukserne når sprængningspunktet, hvis han sidder ned. Det hjælper ikke rigtigt, man er en veltrænet mand. Stilen bliver næsten uundgåeligt anstrengt, hvis jakke, bukser og skjorte er i kamp med kroppen.

2. Skoene sidder dårligt på fødderne.

Tøjfejl omfatter også skotøj. Folder ved svangen er et typisk sted, det går galt. Foto: Getty Images

Jeg ser mange velpudsede og i og for sig gode lædersko i dag, heldigvis. Desværre ser jeg også, at de gode sko ofte sidder dårligt på fødderne. Skoene slår folder de forkerte steder, hælen sejler rundt, læderet buler ud over randen. Når man først har bemærket miseren, er den svær at ignorere, selvom skoene er gejlede blanke som bedstemors sølvtøj.

3. For meget ringe bomuld

Bomuld har invaderet den moderne garderobe. Tænk på jeans, chinos, t-shirt og oxford-skjorte. Bomuld er for så vidt helt i orden, men specielt til bukser og frakker har det det med hurtigt at se slidt og trist ud. En forvasket t-shirt er også en jævnligt set slemmert. Bomuldsvarer overlever generelt bedst i lyse farvenuancer.

4. Folk fokuserer for meget på stil

Folk ser enøjet på farver, mønstre og todimensionelle jakke- og buksebilleder. Farlig overfladisk tendens. Det grundlæggende er, at tøjet passer den specifikke persons tredimensionelle statur i hans daglige virke. Derved kommer krop og tøj til at harmonere og en ægte stil, en stil med dybde, kan vokse frem.

5. Synlige logoer og print

Det må være tøjet, der skal tale, ikke logoer og bogstavprint, ligesom det er maden, ikke Michelin-stjernerne, der i sidste ende skal fortrylle ganen.

Læs, hvad Emma Gad mener om sagen.